Sitemap | Avanceret søgning |

Hvor Europa holder op

EU forsøger sig med penge, men landene i det østlige Østeuropa har brug for perspektiv. De har brug for at vide, at deres plads i det europæiske fællesskab venter på dem.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 13-11-1999


INDSAMLING
En munk sidder ved vejen og samler midler ind til sin kirke (i baggrunden)- nedturen vil ikke vare ved, siger de kloge.

Set fra duemarkedet i Istanbul, højt over det Gyldne Horn, tegner alt lykkeligt og lyst. Hundreder af tyrkere myldrer rundt på den støvede plads for at handle med det, man i gamle dage betragtede som fattigmands galophest. Andre sælger saltede kringler, kakkelovnsrør eller laksefarvet dameundertøj.

Hvis de da ikke gør i fårehalesuppe og sydende kebabber.

Den egentlige vare - duerne - undersøges nøje før et muligt køb. Er der bid i næbet og kraft i kløerne? Hvordan sidder svingfjerene? Og er der forslag i vingerne? Der foretages snesevis af nærgående inspektioner. Til sidst, når alle spørgsmål er besvaret og al tvivl bortvejret, bindes en snor i fuglens ben, og den sendes ud på en flaksende demonstrationsflyvning mod Balkans allerede vinterblå himmel.

Omkring os raser mammutbyens trafik. Fra Istanbul med langt over 10 mio. indbyggere, sæde for det østromerske og siden det osmanniske imperium, følges udviklingen i omverdenen med interesse og indsigt. På baggrund af gammel kultur og den mest moderne teknologi iagttager man ikke blot Asien og Mellemøsten hinsides Bosporus, men også det Europa, som Tyrkiet anser sig for en uadskillelig del af.

Mødet med Halfdan
Forbindelserne nordover rækker langt tilbage i tiden.


HALFDAN VAR HER
Runeindskriften er slidt, men kan stadig læses - "Halfdan var her".

I Hagia Sofia, engang kristenhedens vidunderligste helligdom, dernæst moské og nu museum, hilser vi på en landsmand. Han må være trådt ind i den store kirke for omkring et tusinde år siden. Fra det øvre galleri har han kigget ud i kirkerummet og følt, at netop her ville han sætte sig et minde, så med en kniv skar han sit navn i balustradens bløde, hvide marmor. Navnet står der endnu - Halfdan. Han kan have været rejsende købmand, men mere sandsynligt var han - som tusinder af andre nordboere - soldat i kejserens livgarde, vægring med andre ord, tiltrukket af sydens sol og sold.

Ved ugens udgang står Explorer-holdet oppe i det tyste, mørke galleri, ledsaget af Hagia Sofias direktør Ali Kilickaya. Runeindskriften er slidt med tiden, men den kan stadig læses.

Jeg lader en hånd glide hen over den.

Halfdan var her!

Romernes kejsere
Osmannerne kaldte sig for kaiser-y-rum, romernes kejsere. Havde deres hære ikke erobret Konstantinopel i 1453, og var de ikke siden stødt frem til Wien, det Gyldne Æble? Så vist. Også Habsburgerne titulerede sig romerske kejsere, tysk-romerske ganske vist. Og hvad med de russiske tsarer? Herskede de ikke over det Tredje Rom, som ifølge profetien aldrig skulle gå til grunde?

I den statsretlige henseende forsvandt disse riger under Første Verdenskrig , men deres landskaber og kulturer ligger tilbage og venter på fremtiden.

Izmet prøver forgæves på at sælge os en hvid due. »En dollar,« lokker han, »kun en dollar, very good bird.«

Vi køber ikke duen - faktisk er vi på udkig efter to undulater, som vi vil installere i Explorer-bilen - men vi lytter gerne til hans historie. Izmet har været metalarbejder i Düsseldorf og Malmø. Han kender København og har venner i Skanderborg. Føler han sig som tyrk eller europæer? »Jeg er tyrk og europæer,« svarer han stolt.

Som vi gør klar til vor lange rejse fra Sortehavet til Østersøen er det et svar, der beskæftiger mine tanker.

Nyt kraftcenter
Vesteuropæerne er så optaget af sig selv. Der eksisterer en vesteuropæisk - og nordvesteuropæisk - fundamentalisme, som udelukker andre, ikke blot 60 mio. tyrkere, der er så nemme at udelukke, tror vi, fordi de er muslimer. Der er hele den ortodokse verden, der er Hviderusland, Ukraine og Moldavien, som ligger på vor kørerute. Hvem beskæftiger sig seriøst med disse lande?

Øst for Vesten ligger en halv verden, som hverken vil gemmes eller glemmes.

Tyrkerne ved det og har forberedt sig i årevis. Grækerne prøver på at komme med efter at have erkendt, at der intet er at hente i den årelange strid med Tyrkiet. I Sydøsteuropa aner man omridset af et nyt kraftcenter, som vil få store opgaver på Balkan og i det østlige Østeuropa, i Sortehavsregionen, i Kaukasus og i Centralasien.

EU er i denne sammenhæng svær at få øje på.

I Bruxelles taler man om den demokratiske dimension, om politiske udfordringer og om økonomisk bistand, men den magre udgave af de fede ord er, at 10 år efter Berlin-murens fald har vesteuropæerne ikke flyttet sig.

Den store udelukkelse
Tjekkiet og Ungarn, tre uundgåelige medlemmer. EU har lige nøjagtig klaret at opstille en kandidatliste, der på forhånd udelukker størstedelen af Balkan (Tyrkiet blev afskrevet i 1997, Rumænien og Bulgarien indrømmes kun beskedne chancer) samt hele det østlige Østeuropa, det Explorer-holdet kalder for Yderste Habsburg og agter at gennemrejse i de næste tre uger.

Reformer er i gang overalt - langsomst i Hviderusland og Ukraine, mere energisk i Rumænien og Bulgarien. Sine steder i dette vældige europæiske rum er fattigdommen tænderskærende, men der er også tegn på ny velstand. Gamle statsdrevne virksomheder bukker under eller sælges til private interesser, som rationaliserer skånselsløst efter økonomiske, ikke sociale, kriterier.

Det foreløbige resultat er massearbejdsløshed, faldende købekraft - og mere arbejdsløshed. Siden de kommunistiske regimers forsvinden er levestandarden faldet og faldet på strækket fra Sortehavet til Østersøen. Langt over halvdelen af Rumæniens 23 mio. indbyggere formodes at leve under eller omkring den officielle fattigdomsgrænse - der lige er blevet sænket. Gaderne i Bukarest hærges af børn, som er halvt sindssyge af sult og vanrøgt. En bulgarsk pensionist får, hvad der svarer til 200 kr. om måneden. Tilstandene i Hviderusland, Ukraine og Moldavien er værre.

Vendepunktet
Nedturen vil vare endnu to eller tre år i de hurtigst kørende lande, siger økonomerne. Ingen ved, hvor Hviderusland og Ukraine (62 mio. mennesker, ustabile politiske systemer, atomvåben) skal ende, men det kan gå frygtelig galt.

Vendepunktet vil komme. Det er uundgåeligt, hævder de kloge. Tjenesteydelser - fra restauranter til autoværksteder, rejsebureauer og internetudbydere - blomstrer på Balkan uden for Albanien og det resterende Jugoslavien. Nye fabrikker, supermarkeder og hoteller skyder i vejret. Der er en trafik, til dels i form af vestlige biler, som var utænkelig for blot få år siden, og der er reklamer som aldrig før. Hvor der er reklamer, er der varer. Hvor der er varer, er der kunder. Hvor der er kunder, er der penge.

Kapitalismen i sin første rå fase springer i øjnene overalt. Problemet er, om taberne kan vente, til rigdommen når dem. I flere lande viser meningsmålingerne, at kommunisterne på ny vinder voldsomt frem.

Hvad gør man på vestligt hold for at sikre, at denne øst-kapitalisme ikke går amok, men organiseres som demokratiets økonomiske motor? Tilsyneladende meget lidt.

EU forsøger sig med penge. Det kan være udmærket, men disse europæiske lande har brug for perspektiver. De har brug for at vide, at deres plads i EU venter på dem.

For ingen vil vel nægte, at de er europæiske?

For den sags skyld: ingen vil vel nægte, at armenierne og georgierne i Kaukasus er folk, der blev kristnet og europæiseret længe før nordboerne - ja, århundreder før Halfdan som en anden fremmedarbejder dukkede op i kejserens Byzans og satte sit navnet i Hagia Sofia?

Slovenien kan lige få lov at slippe end i EU - engang.

Men fra Østrig til Grækenland er Europa forsvundet. Her bor de vilde, hævdes det. Her foregår uforståelige krige, massemord og folkefordrivelser.

For de fleste vesteuropæere er Hviderusland, Ukraine og Moldavien månens bagside, ikke potentielle EU-medlemmer.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten