Sitemap | Avanceret søgning |

Rapport fra en nowhereman

Eller: Hvordan en undrende omverden funderer over, hvorfor Explorer-chaufførerne ikke bare kører i taxa.

Af LASSE ELLEGAARD, Jyllands-Postens korrespondent
Publiceret 13-11-1999

Dereköy


Rapport fra en nowhereman (1)
EXPLORER-BILEN, der måske burde erstattes af en taxa.

Problemet var blevet skubbet foran Explorer-jeep'en på samme måde som en kalkuleret budgetfejl i den danske finansministers kasseregnskab.

Men dette var ikke Danmark, dette var en øde plet i ingenmandsland mellem Tyrkiet og Bulgarien. Mod syd lå den tyrkiske grænseby, Dereköy, med dens lune tesaloner. Mod nord banede lyset fra et et par matte pærer sig gennem aftenkulden som tegn på, at Bulgarien eksisterer.

Og jeg var i bogstaveligste forstand ingen steder. Og kunne ingen steder komme, før jeg havde fået to bulgarske stempler i mit pas. Hvor jeg i forvejen havde to bulgarske stempler oven i hinanden, som kundgjorde, at mit foregående besøg i dette disede land få minutter tidligere var »annulleret».

Som sagt: Problemet var opstået allerede i Hatay, Tyrkiets sydligste grænseovergang til Syrien. På den syriske side havde der ikke været de store problemer. En udhungret toldbetjent i en snavset joggingdragt havde bare sagt: »Hvad er der i det til mig?» Og jeg havde svaret, at der var 600 syriske pund »i det» til ham, hvis toldbehandlingen gik lidt gesvindt. Og han havde spurgt, hvad der var »i det» for grænsebetjenten, så vi undgik at få rodet jeep'en igennem i en våben- og narkokontrol. Og jeg havde svaret »200 pund», for det var hvad jeg havde i lommen, og det var så om ikke helt i orden, så dog OK.

Hr. Ali
Men på den tyrkiske side sad Ali Bay, d.v.s. Hr. Ali, og han havde ingen spørgsmål om, hvad der var "i det" for ham. Han havde derimod nøje studeret jeep'ens papirer. »Er det Deres bil?«, havde han spurgt, og jeg havde forklaret ham, at det var Toyota Danmarks bil, men at jeg var autoriseret til at køre i den.

»Og Deres navn er "Morgenavisen Jyllands-Posten"?«

»Ikke helt. Det er min arbejdsgivers navn.«

»Ah, Deres chef«? Jeg opgav at forklare Ali Bay, at min chef hedder Mikkelsen og ikke Morgenavisen Jyllands-Posten, selvom det undertiden var svært at se forskel. Ali Bay ville ikke forstå det, som han ikke helt forstod arrangementet med jeep'en, der var min og alligevel ikke min, men Toyota Danmarks - som i Ali Bay's opfattelse var ejet af Morgenavisen Jyllands-Posten.

På det tidspunkt opstod problemet, der blev skubbet helt til Bulgarien: Om Ali Bay ville være så venlig at stemple bilens indrejse i hans land på et særligt dokument, og ikke i mit pas?

»Hvorfor det? Vil De sælge den?« Ali Bay fikserede mig med et gråt blik.

»Nej da. Men mine venner skal køre bilen videre fra Istanbul.«

»Deres venner?«. Ali Bay så ud som om han tvivlede på, at jeg kunne have venner. Og jeg forbandede de tyrkisktimer, hvor jeg ikke havde hørt ordentligt efter.

»Mine venner overtager bilen, ligesom jeg overtog bilen i Egypten fra min ven i Indien.« I Tyrkiet har man ikke kolleger, kun dostlarim, "mine venner". Det med Indien lod Ali Bay ligge.

»Hvis det virkelig er Deres venner i Istanbul, kan De vel køre med dem til Bulgarien?«, sagde han, og stemplede mit pas med et lille, beslutsomt smæld, der sagde: Sådan bliver det. »Desuden: Hvorfor kører De en bil gennem Mellemøsten, der ikke er Deres?«

»Bilen er hovedperson i denne roadmovie«, svarede jeg. »Jeg er kun statist i filmen.«

»Filmen? Har De mere end ét videokamera?«

Vestlig ødselhed
Igen gav jeg op. Ali Bay havde set sedlen med Sony-kameraets registreringsnummer, men hans forvirring gik dybere: Han forstod simpelt hen ikke, at nogen har råd til at sende en jeep jorden rundt i den hensigt at genopdage eventyret. For ham er der ikke meget eventyr tilbage i Tyrkiet - eller for den sags skyld i Mellemøsten. Fra hans udpost på kanten af Syrien var der kun udsigt til fattigdommens tragedier i form af arabere, kurdere og sigøjnere, fodgængere, tilsat enkelte forvildede rygsæksturister fra den rige verden og russisktalende lastbilchauffører i transitfart.

Det var en generel erfaring med jeep'en. Explorer-projektet forekom mange af dem, vi havde mødt, som værende fra en anden planet, et helt vildt, luksuriøst, ja absurd billede på vestlig ødselhed. En rullende demonstration af, at eventyret er flyttet nordpå til EU (f.eks. Viby J.) fra 1001 nats traditionelle territorier - en chrom- og lak-skinnende understregning af den arabiske verdens tilbagegang de sidste 1000 år. Og som selv tyrkerne, med deres ellers så velbevarede osmanniske imperiebevidsthed, havde svært ved at fatte. I hvert fald Ali Bay, som efterhånden blev træt af at høre på mine ophævelser over det famøse pas-stempel.

»Hvorfor har De ikke bare taget en taxa?« sluttede han samtalen. »De må hellere skynde Dem med at komme videre«. Det var ikke en henstilling.

En tur til Bulgarien
Fire dage senere havde vi balladen. Min sædvanlige fikser havde ikke kunnet ordne sagen hos toldvæsenet i Istanbul, og nu stod jeg på Dereköy-grænseovergangen med jeep'en, Carsten Ingemann, Per Nyholm og min kone, Ayse, der havde overtaget forhandlingerne. Og grænsebetjenten var sådan set positiv, bortset fra at han ikke gav ved dørene til en EU-borger. »Deres mand skal bare en tur til Bulgarien«, sagde han, »så er bilen ude, og han kan vende tilbage og blive lykkelig«. Han så på min kone med et misforståeligt blik.

»Jeg kan ikke aflevere bilen efter endt toldbehandling?« brød jeg ind.

»Nej. De skal med over grænsen. Bilen er i Deres varetægt til den er ude af Tyrkiet. Helt ude.«

Ved den bulgarske grænsebom stod en ung betjent og røg på en cigaret. Han ville vide, hvad det var for en bil. Jeg overlod ordet til Per Nyholm og Carsten Ingemann. Jeg fik et stempel. Gik om på den anden side og fik endnu et stempel. Derpå gik jeg de 50 meter tilbage til Tyrkiet.

Dér så betjenten, at det bulgarske grænsepoliti ikke havde givet mig ind-og udrejse-stempler, men derimod havde stemplet "annulleret ophold i Bulgarien". Han så op: »De har ikke været i Bulgarien«, konstaterede han.

»Jeg kommer fra Bulgarien«

»Nej», sagde han og skubbede mit pas tilbage over skranken. »De kommer ingen steder fra. Og man kan ikke rejse ind i Tyrkiet, når man kommer fra ingen steder.«

Den cigaretrygende bulgarske betjent var skeptisk ved gensynet. »Hvad vil De nu?« spurgte han, »hvorfor blev De ikke i Tyrkiet?«

»Fordi jeg ikke har været i Bulgarien«.

»Men De ville jo ikke være her.«

»Jo, meget gerne. I mindst to minutter.«

Han betragtede mig med et såret blik. »Problemer«, sagde han bare, og løftede røret på sin telefon. Jeg bød en cigaret. Han bød en cigaret. Så sagde han: »De skal blive i Bulgarien et døgn, hvis De vil have de stempler.«

Jeg blev en time. Så blev stemplerne ordnet med "et stort kompromis", som grænsebetjenten udtrykte det. Mest fordi ingen vidste, hvad der kunne stilles op med problemet.

På vej nedad bjerget mod Istanbul spurgte min kone: »Hvorfor tog du ikke bare en taxa?«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere