Sitemap | Avanceret søgning |

Efter jordskælv kommer vinter

»Præsidenten kommer i dag,« siger den hyrede chauffør, der skal bringe Explorer ud til jordskælvsområdet omkring Izmit godt 100 km fra Istanbul.

Af LASSE ELLEGAARD, LINDA BANG JESSEN og TERJE VISNES (foto)
Publiceret 10-11-1999

Izmit


VINTERHI
En gammel kone i Gölzüc gør sig klar til at overvintre i teltlejren. Også folk, hvis huse står endnu, bor i telte, fordi de frygter nye jordskælv

»Præsidenten vil ud og se, hvorfor husene ikke er færdige. Ofrene bor stadig i telte, og om en måned har vi vinteren,« tilføjer han efter at have lyttet på bilradioen. Vi har den samme tanke: At checke tilstanden blandt de hundredetusinder, der blev hjemløse natten til den 17. august, da en rystelse på 7,4 Richterskala-points lagde et område på størrelse med det halve Frankrig mere eller mindre øde.

Vores udslidte bil er røget på værksted med kvæstet gearkasse og gennemslidte dæk, men vi har fået "bare kald mig Müco" i stedet for, og afsted går det med 180 km i timen på bumpede motorveje mod Izmit denne morgen. Vi når til byen, netop som guvernørens skinnende sorte official-Araba ruller ud fra rådhuset på vej til lufthavnen med præsident Süleyman Demirels modtagelseskomité.

»Desværre,« siger sekretæren i guvernørens forkontor. »Kom igen efter kl. to, så skulle der være nogen tilbage på kontoret, I kan tale med.«

Den værst ramte by
I stedet kører vi ud til Gölcük, byen der blev absolut hårdest ramt af jordskælvet for næsten tre måneder siden. Her er ikke et menneske eller et hus uberørt af katastrofen.


TOTAL ØDELÆGGELSE
Gölzüc er den værst ramte af alle byerne i jordskælvsområdet. Næppe et hus er urørt af rystelserne

Byen havde før 17. august 76.900 indbyggere, står der på byskiltet. Nu er den en spøgelsesby med tomme gader og tomme huse.

De officielle tal for Gölcük er 5000 omkomne og 5000 sårede, 11.000 udslettede og 13.000 beskadigede lejligheder.

Men selv i de huse, der virker uskadte, tør folk ikke bo af frygt for nye jordskælv. Mange er rejst fra byen, enten til venner og familie i andre byer, eller til de officielle teltlejre på markerne uden for byen. Men der er også mennesker, der har valgt at blive i nærheden af deres hjem imellem ruinerne. På legepladser, på friarealer og i parkerne er der rejst hjemmebyggede Klondyke-byer.

I en af dem finder vi Emine Karavelioglu. Hun har sammen med sin mand bygget et rum op af spånplader og plastik. Under 1.75 i højden, for vi kan ikke stå oprejst, men til gengæld kan vi se lys udefra gennem sprækkerne i loft og vægge.

Bekymret for vinteren
Hun er bekymret for vinteren: »Vi er bange for, hvad der vil ske, når det begynder at regne,« siger hun og henviser til, at der allerede kom en byge i går, som ikke kunne holdes ude.

Toiletter har de ikke. Emine viser os en blå balje, som kvinderne bruger, og en plastflaske til mændene. Kan baljen ikke klare det, så går de til toilettet i den nærliggende moske.

»Vi har ikke fået nogen hjælp fra staten til at bygge,« siger hun og slår ud med armene. »Vi må selv købe vand i store beholdere, og når vi kobler os til den offentlige strømforsyning, kommer staten og afbryder forbindelsen, fordi det er forbudt,« fortæller hun. Hendes mor, der bor sammen med datteren, hendes mand og deres barn, fortsætter talestrømmen: »Det eneste hjælp, vi har fået, er kommet fra forretningsmænd i Istanbul. Dem må I takke, de har sendt makaroni og ris til os, så vi kan overleve.«


BEKYMRET
Emine og hendes familie synes ikke, at de får nok hjælp af staten

Emine og hendes mand er ikke fyldt 30 endnu. Før jordskælvet boede de i en god lejlighed på den anden side af gaden. De tager os med over for at kigge. I lejlighederne ligger der stadig møbler og ødelagt porcelæn. Et helt nyt køkken har udsigt til fri himmel. Her har boet velstillede mellemklassefamilier, men nu går de vinteren i møde som slumboere.

»Vi er blevet registreret, og staten har lovet os 5000 dollars pr. lejlighed til genopbygning. Men endnu er intet sket,« siger Emine - og hendes mor, der er tydeligt ophidset, råber, at hvis hun "fik fingre i præsidenten", ville hun slå ham ihjel.

»Han er kommet for at bo på fine hoteller, ikke for at se os,« siger hun og fægter truende med armen.

Døde og erstatninger
Flere af beboerne i Gölcük siger, at de ikke tror på de officielle dødstal. Der langt flere døde i Gölcük end 5000, tallet er snarere 15-20.000, siger de.

»Hvordan ved I det?«

»Det er vores naboer. Vores familier. Vi ved, hvem der er døde,« lyder svaret.

»Men hvorfor skulle staten skjule dødstallet?«

»For at spare erstatninger.«

Der er fundet 16.000 døde efter jordskælvet, og det er også det officielle dødstal. Et tal, der er langt fra de første chokerende meldinger om 40.000 dræbte.

Rygter i befolkningen lyder på op mod 70.000 døde, men regeringen vil ikke udbetale erstatninger for dræbte, der ikke er fundet. Sandsynligvis vil dødstallet fortsat stige, fordi masser af sammenstyrtede huse stadig ikke er ryddet. Men myndighederne bliver nødt til at være restriktive, da der er masser familier, der har mistet alt, og som derfor fristes til at "opfinde" forsvundne familiemedlemmer for at få ekstra erstatninger.

Gratis arbejde
Det centrale Gölcük er hårdest ramt. En del af byen er simpelthen forsvundet i havet. Med jævne mellemrum bliver stilheden brudt af en gennemtrængende stemme i højtalerne, der er sat op overalt i byen. Stemmen informerer om, i hvilket område biler skal fjernes, for nu bliver der revet et hus ned.

Her i centrum bor chaufføren Mücos onkel. Onklen er tømrer, og hans hus står uskadt. Alligevel er familien flyttet hen på legepladsen i nærheden. De er bange for nye jordskælv.


I TELT TIL VINTER
Temin Yildrim må sammen med sin kone se frem til at bo i telt på denne legeplads vinteren over

Han har masser at lave, alle har brug for en tømrer for tiden, men han arbejder selvføgelig gratis, for ingen har penge. Vi får te på en bænk foran teltet, som familien har fået udleveret af staten. Med udsigt til gynger og vipper. Onkel Emin Yildirim peger rundt på de ryddede tomter, hvor der før stod huse i fire og fem etager.

»Der døde 28 og derovre 36,« fortæller han med et udtryk, der er svært at tyde. Alle overlevende har mistet familie, naboer eller venner. De dødes skygger står på hvert et gadehjørne, alligevel virker de daglige gøremål så udramatisk normale. En mand maler sin altan. En kvinde fejer foran sit telt, mens et par børn griner højlydt på klatrestativet.

»Lige efter jordskælvet gik vi hjernetomme rundt i gaderne og kunne ikke engang tænke på vores familier. Vi var i chok. Men nu vil vi gerne glemme. Ikke tænke på lugten i gaderne mere - bare videre,« siger Kenan Yekebas, en af onklens naboer.

Ligesom så mange andre har han svært ved at se, hvordan hjælpeorganisationerne skal nå at give folk huse at bo i før vinteren.

»Det er umuligt. Vi må indstille os på at bo her,« siger han.

Te og tavshed
Vi kører tilbage til rådhuset i Izmit. Vi vil gerne høre, hvordan det går med vinterforberedelserne. Vi har ved selvsyn set i hundredevis af "hurtige rækkehuse" under opførelse. Men hvor mange vil være indflytningsklare til vinteren?

I dag siger det officielle tal, at der er 35 teltbyer med 42.000 indbyggere, der mangler huse at bo i, men så er de små hjemmebyggede teltbyer på hvert andet gadehjørne ikke talt med. Selv i parken foran rådhuset står telte - selv om de godt nok er til hjælpearbejderne.

På rådhuset bliver vi anbragt i viceguvernørens venteværelse. »He is very busy. You know, the president was here,« siger de to unge sekretærer, der ikke er en dag over 25 år og ellers udelukkende taler tyrkisk.

De sørger for te og er venligheden selv, men viceguvernøren dukker aldrig op. Og der er heller ingen andre på rådhuset, der kan hjælpe os. Efter en time finder sekretærerne ud af, at den person, vi skal tale med, er ham, "der ved alt om teltene", og vi bliver hurtigt viftet ud ad døren.

Præsidentbesøg
Manden, der ved alt om teltene, beklager. Han må kun udtale sig efter instruks fra guvernøren, og han er her ikke i dag. Han har besøg af præsidenten. »Ja, det ved vi godt,« siger vi.

»Men kunne han ikke bare fortælle os, hvor mange mennesker der mangler fast tag over hovedet, og hvor mange huse der bliver færdige til vinteren?«

»Nej desværre,« manden løfter skuldrene og slår beklagende ud med hænderne, mens mundvigene vender nedad. En udsendt embedsmand fra regeringen i Ankara fortæller dog i et ubemærket øjeblik, at cirka 50 pct. af de hjemløse har fået et hus på nuværende tidspunkt, og at man regner med, at i september 2000 vil alle være kommet under tag. Han vil ikke lægge navn til udtalelsen, der falder, mens teltmanden er ude af syne.

Det er efterhånden gået op for os, at vi ikke skal have officielle oplysninger denne dag. De er alle forbeholdt "The President", og før han har reageret, er de ikke officielle.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten