Sitemap | Avanceret søgning |

Den danske kulturintervention

I den smalle, krogede gade kun få hundrede meter fra Ummayad-moskéen, som de arabiske erobrere opførte i 700-tallet ovenpå resterne af den byzantinske basilika og det gamle, romerske Jupiter-tempel, vil Det danske Institut i enhver forstand få central adresse.

Af LASSE ELLEGAARD, LINDA BANG JESSEN og TERJE VISNES (foto)
Publiceret 10-11-1999

Damaskus


RESTAURERING
Sylvia reparerer et gammelt tag

Peder Mortensen pegede på en buet hvælving i den solide mur af stenkvadrer og sagde med arkæologens ægte begejstring over endnu en opdagelse, endnu et fund: »Se en gang, her er en nyhed, vi er i bogstaveligste forstand on the stage.

Denne mur er meget ældre end først antaget - buen her var i sin tid den østlige sceneindgang til det romerske teater, kong Herodes den Store opførte i århundredet før Kristi fødsel.« Nu udgør det gamle, romerske teaters sceneindgang et stykke af det murværk i et arabisk borgerhus fra 1500-tallet, Byat Al'Aqqad, for enden af uldbazaren og om hjørnet fra "Den lige Gade", Madhat Basha, i hjertet af Damaskus' historiske bydel. Dette hus vil fremover danne den fysiske ramme om den seneste danske kultur-intervention i Mellemøsten, Det danske Institut i Damaskus.

Det seneste års tid har huset været under restaurering, og den gamle bue havde åbenbaret sig tillige med tre gamle hulrum i muren (til tællelys), da de syriske håndværkere fjernede de mange lag puds, ler, træværk og møg, som tiden har aflejret.

Når arbejdet er færdigt vil huset rumme fire forskerlejligheder og en stribe værelser, hvor stipendiater kan bo - efter planen fra november næste år, hvor en indvielse insh'allah, dersom Gud vil, markerer, at huset er klar til at blive taget i brug.

Central adresse
Vi noterede disse fakta stående mellem byggestilladser, stolper, mørteldynger og murbrokker i husets rektangulære gård, hvor en fontæne danner er assymetrisk midtpunkt. Ifølge den danske byggeleder, arkitekt Jens Damborg, var gården en gang i fortiden kvadratisk, men siden gjort mindre af nyere sidefløje bygget til det oprindelige hus for hundrede år siden, ligesom det blev ændre og ombygget efter det store jordskælv i 1759.

Som huset står i dag, fire-fem hundrede år efter det blev rejst på resterne af Herodes' teater og et kvart årtusind efter det blev bygget om, er det stadig imponerende med den høje iwaner, hvælving, i den sydelige ende, angiveligt den højeste og mest imponerende i et Damaskus-privathus.


RESTAURERING
Sylvia reparerer et gammelt tag

I den smalle, krogede gade kun få hundrede meter fra Ummayad-moskéen, som de arabiske erobrere opførte i 700-tallet ovenpå resterne af den byzantinske basilika og det gamle, romerske Jupiter-tempel, vil Det danske Institut således i enhver forstand få central adresse. Og selv i byggerodet er det til at få øje på, at det med tiden - efter at have været delvis ubeboet i en snes år - vil fremstå som et imponerende stykke klassisk arabisk arkitektur, når restaureringen er tilendebragt.

Hvorfor Syrien?
Men det spørgsmål, vi mere eller mindre direkte stillede Peder Mortensen, instituttets direktør frem til udgangen af næste år, hvor en fem-årig forsøgsperiode udløber, og hvor »det ligger i kortene, at instituttet bliver permanent«, var selvfølgelig: »Er Damaskus også det mest centrale sted at placere et dansk kulturinstitut i Mellemøsten?«

Når alt kommer til alt, er Syrien ikke længere verdens navle, end ikke i Mellemøsten. Ja, faktisk er Syrien lidt afsides sådan rent kommunikationsmæssigt - fra flytrafik til internet-muligheder - i forhold til hovedstæder som Cairo i Egypten og Amman i Jordan. Jævnlige strømafbrydelser og vandrationering kompletterer indtrykket af et sted, der kan være distraherende for seriøs forskning.

Dertil kommer den kendsgerning, at Syrien ikke ligefrem er kendt for demokratiske tilstande, faktisk tværtimod, men på den anden side: Intet arabisk land har et system, der kommer i nærheden af, hvad danskere forstår ved demokrati. Og man kan vælge at se etableringen af instituttet som en dansk demokratisk gestus til de politiske og kulturelle kredse i Syrien, der arbejder for større åbenhed udadtil - og som blev antydet af landets kvindelige kulturminister, Najah Al-'Attar, da hun bemærkede, at hun så instituttet som »endnu et vindue mod verden«.


FORVENTNINGER
Peter og Inge Mortensen ved huset, som fremover vil danne den fysiske ramme om Det Danske Institut i Damaskus

Peder Mortensen forklarede, at Damaskus var valgt frem for Cairo og Amman af flere grunde: Der er nordiske institutter i de to andre byer, og Jerusalem kunne det ikke blive af politiske grunde. »Det ville udelukke eller besværliggøre forskning, ja enhver aktivitet, i den arabiske verden.« Desuden har Danmark ambassade i Damaskus, som tillige dækker Jordan og Irak (og til en vis grad de palæstinensiske selvstyreområder).

Drivkraften
Der var et hus, nemlig Al Aqqad-familiens gamle residens, og endnu en grund var - ikke mindst - dansk arkæologisk aktivitet daterer sig tilbage til 1920erne i Syrien. Den sidste, der har gravet her - i begyndelsen af 90erne - var faktisk Peder Mortensen, som også fik idéen til instituttet og målbevidst har gennemført den.

Ganske vist sagde han med klædelig dansk beskedenhed, stående midt i byggerodet, at »idéen er skam af gammel dato«, og tilføjede, at da den genopstod i 1994, blev han - »uden selv at ville det, fordi jeg jo var potentiel ansøger til direktørstillingen« - så udnævnt til formand for den forberedende arbejdsgruppe.

Mortensen havde som bestyrelsesmedlem i C.L. Davids Fond været drivkraften i den grundlæggende bevilling på 20 millioner kroner til etablering af huset - måske spillede det også ind, at C.L. Davids (velgørende) Fond, hvis formand er den tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, skattemæssigt ville bære sig fornuftigt ad, hvis et tocifret millionbeløb blev udløst. I hvert fald fik projektet bevilget 20 millioner kroner. Mortensen var endvidere bestyrelsesmedlem i Palæstinafondet, hvis omfattende orientalske bibliotek nu overføres til Damaskus.

Han var således den operative kraft i oprettelse, ligesom han var med til at formulere instituttets formål, arbejdsområde og rolle i forhold til de syriske myndigheder, der skal tilstå de nødvendige tilladelser. Han havde altså kontakterne, kendte til forholdene og havde i øvrigt siddet som direktør på Moesgaard i 14 år og var således uden for konkurrence, da direktør-stillingen blev opslået.

The Hama Rule
Og siden etableringen i 1995 er det nærmest gået over stok og sten, selvom huset endnu langt fra står færdigt. Instituttet bor midlertidigt i et værelse i Peder og Inge Mortensens lejlighed i Damaskus, listen over stipendier og projekter gennem de sidste fire år rækker fra antropologi, etnologi, arkitektur, kunst og sociologi til arkæologi.

På det seneste har instituttet brugt en million af det samlede fem-årige budget på 27,5 millioner til at hjælpe syrerne (der ikke har lagt andet end underskrifter og almindelig velvilje ved etableringen, men deltager med lokale arkitekter og håndværkere i restaureringen af huset i Damaskus) med at opbygge et nationalt museum i byen Hama nord for Damaskus. Et af de steder, hvor danske arkæologer først gravede, bl.a. gennem en flerårig periode i 30-erne.

Hama - selv i dag skingrer bynavnet. Men danske journalister tænker måske bare lidt anderledes end arkitekter og arkæologer. For vores vedkommende huskede vi Hama som det sted, hvor præsident Hafez al-Assad i 1982 havde sendt sin bror, Rifaat, med en panserdivision.

Rifaat havde nedkæmpet en sunnimuslimsk opstand, ledet af The Muslim Brotherhood og sunni-officerer fra det syriske flyvevåben. En hel bydel blev jævnet med jorden og det skønnes, selvom det aldrig er bekræftet af myndighederne, at 20.000 mennesker - officielt sunnimuslimske oprørere - blev dræbt af Rifaats alawi-elitestyrker.

New York Times-journalisten Thomas L. Friedman har beskrevet rædslerne i bogen "From Beirut to Jerusalem", og lancerede da begrebet The Hama Rule. Som er den regel, der træder i kraft, hvis den syriske præsident - der som alawi-muslim repræsenterer 12-15 pct. af befolkningen - føler sig truet. Friedman var i Hama året efter massakren og skrabede lidt i det sand, der tidligere havde båret et helt bykvarter, men nu var glattet ud med damptromler. Og fandt kondisko, husgeråd og andre vidnesbyrd om en katastrofe.

Jo, Hama er i dag navnet på et dansk museums-initiativ (Det Danske Institut har leveret museets akademiske software så at sige i form af oversættelser, plancher og indretning) men også navnet på en af den slags tragedier, der er typiske for diktaturer. Og altså en mulighed, set fra et arkæologisk synspunkt.

For som arkitekten sagde det: »Efter bombardementet behøvede du bare at skrabe lidt i sandet, så væltede det op med oldtidsfund. Det hele blev jo endevendt.«

Ikke at han gik ind for massakren slet ikke. Men den havde fundet sted, den er en del af Syriens politiske historie og man forstod, at den også havde sin særegne nyttevirkning.

Manglende underskrift
Nuvel det danske kulturinitiatv er taget, og fungerer i en delikat balance mellem de finere fornemmelser for, hvem man kan støtte, og et sæt af historiske og videnskabelige interesser.

Da man drøftede oprettelsen, var et af forslagene, at instituttet kunne opbygges indenfor rammen af en syrisk-dansk kulturaftale. Men det danske udenrigtsministerium vendte tommelfingeren nedad en sådan aftale ville ikke være passende med et land, der styres efter The Hama Rule.

Så instituttet er en selvejende institution, drevet af de tre universiteter i København, Odense og Århus og af tre danske ministerier, nemlig forskning, undervisning og kultur. Da huset blev erhvervet i 1996 sad Peder Mortensen en eftermiddag i baren på Baron Hotel i Aleppo og sagde, at det eneste, der nu manglede var præsident Hafez al-Assads underskrift. Når den forelå, kunne man gå i gang. Den foreligger stadig ikke. Men Peder Mortensen er fortrøstningsfuld:

»Vi regner med de aftaler, vi har indgået med hans regering.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere