Sitemap | Avanceret søgning |

Den støjende stilhed

Vandet er kommet igen i Jespers hus. Det fosser ud når hanen drejes op, og vandvarmerens petroleums-aggregat tændes op med et par servietter. Det gælder om at bade, mens vandet er vort. Fra 7 til 11 for nu at være nøjagtig.

Af LASSE ELLEGAARD, LINDA BANG JESSEN Og TERJE VISNES (foto)
Publiceret 08-11-1999

DAMASKUS

Som det er tilfældet i resten af Syrien lukker også hovedstaden Damaskus for vandet hver dag. I 18 timer er huset i den gamle bydel uden rindende vand. På grund af denne sæsons tørke og måske også på grund af vandspild i dårligt vedligeholdte ledninger. Men mest på grund af Eufrat-flodens lave vandspejl, der er sunket efter at tyrkernes dæmningsprojekter i det sydøstlige Anatolien blev sat i værk. Yderligere har israelerne siden 1967 haft kontrollen over de floder og bassiner i Golan-højderne, der leverer vandet til Jordan-floden.

Således mærker Jesper - den danske digter Jesper Berg - hver eneste dag konsekvenserne af den politiske (og undertiden militære) magtkamp om vandet i Mellemøsten.

50er-tidslomme
Han tager besværlighederne uden at blive dramatisk. Når alt kommer til alt har han det fint i denne tidslomme fra 50erne. Huset er endnu ældre - et par hundrede år måske og "plastisk", som han siger. Det forskyder sig i fire eller fem planer forbundet med små granittrapper til terrasser og de mange værelser med deres hældende gulve. Bydelen ligner i nattemørke en gigantisk kulisse til en Morten Korch-film om Mellemøsten.

Men fiktionen konfronteres hver morgen ved syv-halvotte-tiden med den syriske virkelighed: Klare barnestemmer, radioens nyheder, et enkelt bilhorn, håndværkeres sludren, den klagende kalden fra minareter og genboens kvidrende voliere (han fabrikerer fuglebure). Lydene kastes rundt som et ekko blandt de skæve facader, hvor Jespers strækker sig opad og udad - som om den forsøger at kysse genboens revnede kalkpuds.

Få har travlt
I denne særlige støjende stilhed er moderniteten stillet på stand by. Her har de færreste travlt, selvom alle synes at have et eller andet for. Selv de vestlige turister omkring Ummayad-moskéen og hærføreren Saladins pompøse gravmæle med den grimme sarkofag fører sig, som havde de et seriøst ærinde. Måske fordi der er endnu færre af dem på denne årstid. Byen er for udlændiges vedkommende hovedsagelig befærdet af iranske pilgrimme, sandalvandrende backpackers, græsk-ortodokse munke, enkelte romersk-katolske patere, nu og da en blegsottig lutheransk teolog samt ambassade- og FN-bureaukrater - og altså folk, der som Jesper vil være i fred, og som ubesværet blander sig med gadens hulbrystede færdselsbetjente og velnærede læderjakkeklædte brød, der til forveksling ligner politiagenter, og som måske, måske ikke, holder øje med de tildækkede mødre på indkøb hos købmændene i sukh'en, den overdækkede bazar. Eller med os.

For under idyllen anes konspirationsteorierne som en konstant paranoia, en del af det mentale møblement. Her hviskes, hvor der råbes i Jerusalem, Cairo, Amman, Beirut og Istanbul. Israel kaldes "Disneyland", for ingen ved, hvem der lytter. Til gengæld er tæppehandlerne mindre pågående, mere værdige, akkurat som chaufførerne i de lasede, gule Lada-taxier, der kæmper om plads på kørebanen med gamle hajfinne-dollargrin - de ægte fribyttere i dette mellemøstlige miks af fortidens Østeruopa, nutidens Cuba og fremtidens forhåbninger om moderne markedsøkonomi.

Og så meget for den romantiserende ordskvalder. Vi er nu i et sagligt kontor med fax og pc med internet (der kræver særlig tilladelse af myndighederne) i den del af byen, hvor Mercedes er et næsten almindeligt bilmærke.

Pessimist
Ved konferencebordet har en "velinformeret kilde" ringet efter tyrkisk kaffe uden sukker, og han siger så: »Jeg er pessimist.«

Den velinformerede kildes pessimisme handler om Syriens fremtid, netop som en moderne markedsøkonomi. For som han siger: »Det eneste, Syrien hidtil har haft at byde på økonomisk, er olieindtægter, låntagning og hjælp fra golfstaterne, først og fremmest saudi-Arabien. Den produktion, der findes, er næsten udelukkende til hjemmemarkedet, og fremstilles af en halvsløj industri, hvor i hvert fald en tredjedel af virksomhederne vil kollapse i det øjeblik, de konfronteres med fri konkurrence fra Europa.«

Fattigere og fattigere
Med andre ord: Dette univers af knallertmekanikere, bødkere, pladesmede, snedkere, småkøbmænd, glaspustere, møbelpolstrere, syersker og genbrugsmagikere, der kan trylle brugte bildæk om til gummisnore, og bygge fuglebure med fingrene, hele denne produktion af nostalgi, der gør Syrien til et rart sted for stressede vesterlændinge på flugt fra hjemlandets hjerneløse renderi (eller på udkig efter en tabt uskyld), gør også landet fattigere og fattigere for hver dag, der går.

Den begyndende industrialisering og økonomiske optur, der prægede første halvdel af dette årtusindes sidste årti, er faldet tilbage til 80ernes negative væksttal. Faktisk er indkomsten pr. indbygger i hele Mellemøsten konstant vigende - og det skyldes ikke kun faldende oliepriser eller vrøvlet med israelerne eller det faktum, at amerikanerne fortsat nægter at yde støtte, lån, kreditter og strategiske eksportvarer som følge af Syriens mangeårige ophold på listen over stater, der støtter terrorisme.

Det skyldes, hvis man skal tro folk i Damaskus, der har forstand på samfundsøkonomi, at det Syrien er god til udover bomuldsproduktion, og nemt kan blive endnu bedre til, nemlig at producere landbrugsvarer - olivenolie (Syrien er verdens sjettestørste olivenolie-producent), sydfrugter, nødder, etc. - vil Europa ikke købe. Årsag: De spanske, franske, italienske og græske bønder er stadig en politisk magtfaktor.

Og det syrerne ikke kan endnu, som for eksempel at producere industrivarer på et kompetent niveau, er der heller ikke brug for på eksportmarkederne. Så investeringer udebliver, også fordi de syv statsejede banker stadig synes drevet med kugleramme og kuglepen.

Løftet om hjælp
Det rige Europa har ganske vist højtideligt vedtaget at hjælpe de arabiske lande, og altså også Syrien (den såkaldte Barcelona-proces) til en markedsøkonomi, der i sidste ende kan være konkurrencedygtig, men hjælpen er halvhjertet, for den stopper der, hvor EU-landenes egne interesser begynder.

Den fremtid, der ifølge de mest realistiske politiske og økonomiske iagttagere tegner sig for et land som Syrien - som for de fleste lande i Mellemøsten bortset fra det højeffektive Israel - ser sådan ud: Som leverandør af olie og billig arbejdskraft, der kan levere brændstofenergi og ellers udføre det nødvendige idiotarbejde for de europæiske (og for resten israelske) industriproducenter - plus lidt tekstiler, lædervarer og souvenirs fra den turisme, der stiger i takt med de europæiske og amerikanske administratorers øgede fritid og kulturelle hjemløshed. Og som i stimer vælter til Mellemøsten - Palæstina, Jordan, Syrien, Tyrkiet - der har flere romerske ruiner end Rom, flere græske templer end Grækenland, flere helligdomme end Vatikanet.

Og dertil et imponerende persongalleri: Abraham, Moses, Jesus og Paulus, Johannes Døberen og Jomfru Maria. Når de ikke virker så anmassende omkring resterne af Jupitertemplet, hvis levnede søjler danner den ene indgang til sukh'en i Damaskus, og på hvis areal Ummyad-moskéen, en af den arabiske verdens fornemste bygningsværker, er opført, hænger det kun sammen med, at dette arbejdende museum som følge af en både forældet, kokset og korrupt samfundsstruktur ikke har evnet at systematisere masseturismen. Men hvor længe endnu?

Det afhænger af de politiske aftaler, der træffes i nær fremtid. I samme øjeblik, der er fred med Israel, og alle kan ånde lettet op, vil entreprenørerne gå i gang. Så går der neon i ørkennætterne. Og Jesper flytter.

Men om vandet vender tilbage i hanerne er et helt åbent spørgsmål.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


UMAYAD MOSKEEN
En af den arabiske verdens fornemmeste bygningsværker