Sitemap | Avanceret søgning |

På Sinaibjergets top

Ved bommen til St. Katherina-klosteret stod den sædvanlige civilklædte sikkerhedsmand med den sædvanlige pistol stukket ned i bukselinningen, men han sagde noget usædvanligt: »Hils Fader John,« sagde han »Fader John er en ven.«

Af LASSE ELLEGAARD, LINDA BANG JESSEN og TERJE VISNES (foto)
Publiceret 28-10-1999

SINAIBJERGET


På Sinaibjergets top (1)

Han førte to nikotin-pegefingre sammen i en gestus, der signalerede uendeligt sammenhold mellem ham og Fader John. Så kunne jeepen køre under den løftede bom - op mod klosteret, der angiveligt er anlagt præcis på den klippeplet, hvorfra Moses kundgjorde De 10 Bud for "Israels Børn", som de cirka seks tusinde semitiske flygtninge fra Egypten kaldes i Bibelen.

Og dermed blev der for første gang i klodens historie sat ord på monoteismen, d.v.s. ideen om, at der er én Gud, og kun én, som er overalt, omend usynlig - et begreb, en bevidsthedsdannelse, der ikke kan (og ikke må) afbildes, men altså også et sæt af principper, der blev prentet på begge sider af to stentavler for 3.200 år siden.

Vi havde fået fader Johns navn af en hjælpsom medarbejder ved navn Dorthe på ambassaden i Cairo. »Spørg efter Fader John,« havde hun sagt som var det en "Sesam-Sesam"-formular. Det var det. Fader Johns navn var magisk omkring det græsk-ortodokse kloster - chaufførerne, kameldriverne, tjenerne, sikkerhedsfolkene, politibetjentene, klosterets tjenestefolk og kioskindehaverne (der stort set udgør den ikke-klerikale befolkningssammensætning), havde noget kørende med Fader John.

Et fikspunkt i denne lomme af souvenirbutikker og religiøs koncentration, af en særligt konstrueret højtidelighed, der er syret ind i alt, om det så er hotellernes møblement og udsmykning. Bortset fra TV-kanalernes kulørte buldren af dårlige film og orientalsk musik for fuld skrue er den daglige egyptiske virkelighed lysår væk fra dette sted.

Fader John havde ellers lydt meget normal: »Kan De vente til efter seks?« spurgte han, da han pludselig var i røret fra klosteret.

»Helst tidligere.«

»Så kom, når De kommer,« svarede han. »Spørg efter mig.«

Da vi kom, lød beskeden: »Fader John sover. Kom igen klokken fire.«

Et af de værste steder
Vi blev. Der var ikke andet at gøre. På redaktionen i Viby forlangte redaktionschefen "freewheeling journalism", og indtil nu havde vi ikke andet frihjul at byde på end en naturbeskrivelse af Sinai, et af verdens værste steder. Den foregående eftermiddag og aften var gået med at følge Moses' flugtspor ned ad en næsten trafiktømt landevej på Sinai-siden af Suezkanalen, forbi Det Røde Havs stankelbenede boreplatforme.

De lignede flammende vandinsekter på vej ind mod de feriebyer, spekulanter har banket op langs den snavsede vandkant. Et landskab af rød-gule klippeformationer, her og der en beduin eller to, der står og kigger.

I svinget, der fører vejen ind i Sinai-massivet, og hvor en Shell-tank, et cafeteria og en politistation udgør en hel lille bosættelse, havde en koptisk tjener betroet sig: »Jeg er også kristen, men jeg går stille med det,« havde han sagt. Han gættede, at vi var på vej for at bede på Moses-bjerget, og spurgte: »Hvor mange gange om dagen beder danske protestanter?«

»Vi beder aftenbøn. Hver aften.«

»Kun én gang?« spurgte han, »vi beder syv gange. Jeg vil bede for Jer i aften, det lover jeg. Vil I bede for mig i aften?«

Vigtigt valfartssted
Naturligvis. Det manglede bare. Når alt kom til alt var jeepen på vej mod det bjerg, hvor Gud for første gang skrev sine principper ned. Og i øvrigt stedet vort moderne alfabet stammer fra - først opdaget i 1905 af den britiske bibelarkæolog, Flinders Petrie. Således er Sinai både videnskabeligt og religiøst et af verdens vigtigste valfartsteder - central i den kristne, jødiske og muslimske begrebsverden. Moses (på arabisk Moussa) er en hovedperson for jøder og kristne og en vigtig biperson i Koranen.

Hver plet i dette afsvedne morads af forrevne klipper og skarpe skygger er således bibelhistorisk, og de ugæstfrie omgivelser kan ses som en slags forklaring på, at den jødiske Gud, Jahve, fra begyndelsen var en straffende Gud, en "jaloux Gud", der ikke tolererede konkurrence fra f.eks. en guldkalv, og som Moses' flok af fårehyrder og æseldrivere måtte underkaste sig totalt eller kæmpe med, alt efter temperament. Navnet Israel betyder faktisk "Den, der kæmper med Gud".

I det tidlige aftenmørke virker en pludselig oase dæmonisk med sine kæmpemæssige ludende palmer, der dukker op i billygterne som blåsorte Disney-spejlinger. Feiran hedder stedet, som i Bibelen kaldes Refidim, og som israelitternes hærfører, Joshva, overfaldt de lokale nomader - i det bibelske slag, hvor Moses løftede arme var den magiske formel for sejr. Feiran skulle erobres før "Israels børn" kunne gå den sidste snes kilometer til bjerget, hvor Moses som deres tillidsmand forhandlede De 10 Bud på plads.

Men dette er 1999, og virkeligheden er altid værre end fantasien, således også her. Der er for eksempel ikke noget specielt helligt over Fader Paul, en af 22 fastboende munke, der dukker ud fra klosterets irgange med en rugbyspillers bevægelser og blikket skjult bag Ray Ban-solbriller, der ser meget nye ud i forhold til hans viltre, gråsprængte skæg og hullede, falmede, sortgrå kjortel.

»Hvad ønsker De?« spørger han på engelsk med en kantet accent. »Hvad vil De?«

Det er vores chance, og vi hager os fast: Vores formelle undskyldning for at opsøge St. Katherina og indånde den historiske luft er en vandpumpe. Skænket af DANIDA som en gave fra det danske folk. Vi vil meget, meget gerne se den vandpumpe som eksempel på et lille stykke dansk praktisk ulandsbistand, og vi vil være Fader Paul taknemmelig - nu, hvor Fader John sover - hvis han vil hjælpe os med at finde den.

Det vil han ikke.

En butik at passe
»De kan få alle detaljer om pumpen på Deres ambassade i Cairo,« bjæffer han. »Hvorfor spørger De ikke der? Jeg har en butik at passe, og jeg må sige, at Deres besøg er meget ubelejligt. Kom igen klokken seks i aften, så er Fader John på sit kontor.«

Dog - Fader Paul er ikke helt urimelig. Han beordrer en af de beduindrenge, der hænger ud i småklynger omkring klosteret, til at vise os vandpumpen, der er opstillet over en dyb brønd et lille stykke oppe i terrænet. Derefter viser han os til klosterets boghandel, hvor vi kan købe billedbøger og souvenirs.

Det synes vat være en særlig græsk-ortodoks finte: Også i Betlehem ledes man pr. automatik til souvenirbutikken efter besøg i Jesus-krybben. »Her kan de købe alt, hvad De ønsker at vide,« siger Fader Paul, og forsvinder.

I mellemtiden er beduindrengen som sunket i den gule jord. Så vi entrer boghandelen, hvor en yngre mand sidder bag disken. Der har han siddet i 22 år - siden han var 12. Salah er navnet, og han konstaterer med jævne mellemrum gennem vores samtale, at der er »gode og dårlige mennesker alle steder«. Det var tilfældet, da israelerne var her fra 1967 til -82, og det er tilfældet nu. Salah ved, hvad han taler om - han ser hver dag mellem 500 og 700 turister i den lille shop. Han slæber på benet, hans brystkasse er misdannet og den ene arm er kroget, alt sammen tegn på en tidlig polio. Men han er ifølge eget udsagn tilfreds med tilværelsen. Munkene har sendt ham til USA og til Grækenland, og han er nu "uddannet i turisme". Endnu er han ikke gift. »Men jeg har ikke opgivet,« siger han.

Senere, da vandpumpen er fotograferet og Fader Paul shanghajet på vej tilbage fra den butik, han passer, erfarer vi, at Salah er søn af en familie, der i generationer har tjent klosteret.

Hjælpsom guide
Klosteret brødføder 70 ansatte plus dem, der ejer og arbejder på de hoteller, der er skudt op i dets periferi for at betjene små 400.000 turister årligt. Og Fader Paul viser sig ved nærmere bekendtskab at være en hjælpsom guide. Han udpeger de kors på klippetinderne, hvor eremitter op gennem de 16 århundreder, klosteret har eksisteret, på skift har fristet en tørstende tilværelse i mediterende bøn. Det er ikke længere et problem, det med tørsten.

Et minikloster bjergsiden, hvor en enkelt munk lever i isolation, er omgivet af grønne planter, takket være en gummiledning fra den danske vandpumpe i dalen. Fader Paul er fra Rhodos, men uddannet i Australien, hvilket har bibragt ham både accenten og en bøs, effektiv, no nonsens-stil:

»Vil De se den brændende busk?« spørger han.

Den er grøn og vokser i en stensætning i klosterets midte. Naturligvis.

»Den må have stået her i århundreder.«

»I årtusinder,« smælder Fader Paul, der dog ikke uden sans for humor. Han peger brandslukkeren ved busken, og knurrer: »Og vi er forberedte.«

Videnskabsmænd mener, at det var en akaciebusk, der "brændte" i form af blomstring, eller muligvis en underjordisk naturgas-lomme, der eksploderede - men det er ikke liturgien her, så det vælger vi at lade ligge. I stedet registrerer vi, at kirkens cedertrædøre er lige så gamle som de ældste af stensætningerne klosteret er opkaldt efter en egyptisk kvinde ved navn Dorothea, der i 3. århundrede endnu inden Kejser Konstantin antog kristendommen i 313 - blev omvendt af en syrisk munk.

Henrettet for sin tro
Hun blev henrettet for sin tro, blev kanoniseret som Sankt Katherina og lagde således navn til det kloster, der allerede da var tilflugtssted for de tidligste kristne, der kom hertil flugt fra romernes forfølgelse og for at være nær det hellige.

Så er klokken fire, og Fader John er vågnet op. En ældre, lidt korpulent mand, der bevæger sig med den særlige rankhed, der signalerer autoritet. Han er flink og forekommende. Viser ikonerne fra det sjette århundrede frem med ordene: "De er faktisk verdens ældste."

»Er de forsikrede?«

»Ingen vil stjæle dem. De kan ikke sælges, dertil er de for enestående.«

Lever af donationer
Fader John er ikke bekymret over den kommende tilstrømning af pilgrimme. Det vil gøre klosteret mere velhavende.

»Vi finansieres af donationer, og hvad vi kan sælge.«

Som den danske vandpumpe. Amerikanerne har doneret to computere, så klosteret nu har e-mail. Så er samtalen forbi. Fader John tænder et lys for Herren, og Fader Paul tager igen over. Han låner en nøgle til "kraniehuset", hvor munkenes skeletrester er stablet som brænde ved et dansk sommerhus.

Den lille kirkegård bag huset har plads til seks gravsteder. Hver gang en munk dør, graves det længst liggende lig op, og stables så der er plads til den nys afdøde. Benene giver rummet et særligt sus af morbid meditation. Og der er orden i hierakiet: Afdøde biskopper har deres egne hulrumskabe i muren, de menige munkes ben og kranier ligger i lag.

Rummet lugter sødligt af de honningvokslys, Fader Paul tænder for at kunne vise detaljerne. I en glasmontre sidder et velbevaret kranie med skelettet iklædt blå messehagel: Stephanos, en eremit fra det sjette århundrede.

»Nævnt flere steder,« som Fader Paul siger. Han udpeger en negl Stephanos' krogede skelethånd.

»Se,« siger han, »tommelfingeren er bevaret. Det er klimaet her.«

Så siger Fader Paul farvel. Forinden beder han fotografen om at sende ham nogle af de billeder, der er blevet taget af ham. Det lover han.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten