Sitemap | Avanceret søgning |

Militante muslimer på retur

Det, der tales om i Cairos intellektuelle cirkler, kan koges ned til en enkelt sætning: Politisk Islam er på retur.

Af LASSE ELLEGAARD, LINDA BANG JESSEN OG TERJE VISNES (foto)
Publiceret 24-10-1999

CAIRO


Militante muslimer på retur (1)

De religiøse fanatikeres tid er forbi, nu gælder det politisk indflydelse på systemets betingelser, lyder det, og denne ændring af signaler og parametre endevendes igen og igen blandt Egyptens politisk interesserede i de akademiske lag, der her kort og godt kaldes "eliten".

Som for eksempel i den kollektivlejlighed, beboet af en yngre egyptisk akademiker, der underviser europæere i arabisk, en blid brite, der underviser japanske og arabiske børn i engelsk og en diskuterende, smilende kvinde i trediverne, der arbejder som oversætter og researcher, og som skiftevis bor her og hjemme hos sine forældre.

Politik på hjernen
På reolhylden ligger den amerikanske dissident, Noam Chomsky's seneste bog om "den gamle og nye verdensorden", på anlægget hælder en libanesisk sangerinde sin smerte ud gennem højttalerne og på bordet er to firkantede æsker fra en mondæn restaurant på 26. juli-gaden tømt for indholdet af italiensk pizza. Værter og gæster sidder på gulvet eller omkring sofabordet og snakker gennem sangerindens klagen, telefonen ringer meget jævnligt i det store rum, hvis vægge er uden billeder bortset fra en "Casablanca"-plakat med portræt af Humphrey Bogart og Ingrid Bergman.

Disse folk - akademikere, journalister og undervisere, der alle har politik på hjernen - er relativt enige om, at det kun er et spørgsmål om tid, før kvinderne igen lægger sløret nu, hvor mændene har lagt deres våben.

Sløret er det synlige tegn på, at Islam er til stede overalt i det egyptiske samfund, og nogle kvinder er så tildækkede, at man kun aner deres altseende øjne. Men de er allerede nu sjældnere i gadebilledet.

»Islamisterne er ikke kommet nogen vegne, og nogle af dem er på vej ind i de etablerede partier, især i det mest statsanerkendte og altdominerende, det National Demokratiske Parti, NPD«, siger en journalist fra en af Cairos engelsk-sprogede aviser. »Det drejer sig ikke så meget om religion, men om indflydelse. Og islamisterne bliver konsekvent holdt udenfor. Hver gang de forsøger at etablere en politisk platform, stoppes den i indenrigsministeriets kontor for godkendelse af partier.«

Noget nyt skal ske
Nogenlunde samme historie havde vi hørt et par dage i forvejen, hvor en yngre, schweizisk forsker ved navn Patrick Haenni, der har specialiseret sig i politisk Islam, og som sagde: »Islamisterne har erkendt, at der skal ske noget nyt, hvis de skal trænge igennem som politisk kraft i Egypten. Så man vil i de kommende år se, at de skifter spor - forlader de religiøse paroler og erstatter dem med nogle, der er mere spiselige for systemet. Spørgsmålet er bare, om systemet vil acceptere dem på længere sigt.«

Og systemet er foreløbig ubønhørligt. Så sent som den 14. oktober anholdt politiet 16 medlemmer af Det Muslimske Broderskab, den vigtigste islamiske organisation - ikke alene i Egypten, hvor broderskabet blev dannet i 1928, men i den arabiske verden som helhed. De 16 blev arresteret, medens de holdt møde i regi af de nu forbudte fagforeninger for ingeniører og jurister. Fire andre blev arresteret individuelt, og alle sidder nu fængslede sigtet for konspiration med det formål at »overtage Egyptens faglige organisationer«, kaldet syndikaterne. Blandt de anholdte er det tidligere parlamentsmedlem og kasserer for den forbudte jurist-organisation, Mokhtar Nouh.

Arrestationerne er det alvorligste slag mod de politiske islamister siden perioden 1994-97, og den almindelige mening blandt den gruppe, der normalt kaldes »iagttagere« - d.v.s. folk, der følger den politiske udvikling professionelt - er, at arrestationerne har til formål at signalere, at den nye ministerpræsident, Atef Ebeid, lige vil vise, hvor skabet fortsat skal stå.

Ny regering
Ebeid og hans nye regering, med 13 nye ministre af de i alt 32, kom til i sidste uge efter at præsident Hosni Mubarak i september fik fornyet sit mandat for en fjerde seks-årig præsidentperiode med mere end 95 procent af de afgivne stemmer (han var eneste kandidat, da modkandidater var blevet afvist).

Nu, som før, er regeringen og det nationaldemokratiske parti overbevist om, at islamisterne pønser på en voldelig omvæltning i Egypten, hvor markedsøkonomien og den eksplosive tilvækst i befolkningstallet på mere end én million nye egyptere skaber betingelser for social uro og politisk turbulens i den overgangsperiode fra statsstyret (socialistisk) økonomi til privatisering, der har været på dagsordenen siden 90-ernes begyndelse. Privatisering er netop den nye regeringsleders speciale - han var privatiseringsminister under den tidligere ministerpræsident, Kamal al Ganzouri, som blev kritiseret for at sine privatiseringen af de store og tunge statslige virksomheder.

Arbejdsløshed
Islamisterne er imod denne privatiseringsproces fordi den skaber arbejdsløshed i et samfund, hvor - som en skibsagent i Port Said udtrykte det - »masser af mennesker har et statsligt job, hvor de ikke skal bestille noget og heller ikke får en løn, de kan leve af.«

Men som en europæisk diplomat sagde:

»Jeg tror ikke styret har grund til nervøsitet - det er tvært imod mit indtryk, at det har kontrol over tingene. Der er faktisk sket noget effektivt rent sikkerhedsmæssigt siden Luxor-massakren for et par år siden", (hvor fundamentalistiske terrorister dræbte 58 turister og seks egyptere, red.). Soldaterne sidder ikke længere og sover på en stol med riflen lænet opad stoleryggen.«

Bestemt ikke. Selvom der ikke har været episoder, endsige væbnede aktioner, siden Luxor. Det skyldes ikke kun, at alle de mest militante ledere enten er fængslede eller i eksil i udlandet. Det skyldes også, at de militante islamister har ændret signaler - det gjorde de faktisk allerede i 1997. Alligevel tages der ingen chancer: De egyptiske landeveje og gaderne i Cairo vrimler med sikkerhedsstyrker.

Vejspærringer er jævnlige (og hovedsageligt høflige). Langturs- og turistbusser kører oftest i konvoj og altid med en følgeskab af en minibus med otte-ti sikkerhedsvagter. Bilister, der benytter motorvejen mellem Cairo og Port Said ved Suez-kanalens indsejling, får deres bagagerum efterset. Aviserne censureres, og stof, der anses for at gavne islamisterne, sløjfes med et pennestrøg. Kontrollen er overalt og synlig. Og især fagforeningerne - der traditionelt har været platforme for islamisk aktivisme - holdes under nøje overvågning.

Konstant mistanke


POLITISK KAMP
"Jeg tror vi vil se den religiøse vold blive afløst af politisk kamp", siger religionsforskeren Diaa Rachwan

Endnu er der ikke ført bevis for, at aktivisterne i Gamaa al Islami, der stod bag Luxor-massakren, og den anden beslægtede gruppe, Islamisk Jihad, har direkte forbindelse med Det Muslimske Broderskab - der officielt har været forbudt i flere perioder siden 1954, men de facto er tålt i lange perioder - men myndighederne har en konstant mistanke, og selv den meste fredeligt udseende islamiske organisation forbydes eller overvåges. Ikke ligefrem arbejdsbetingelser, der er fremmende for lysten til at forsøge at etablere islamiske partier på lige vilkår med Mubaraks Nationale Demokratiske Parti, der ved alle valgene får tre fjerdedele af de afgivne stemmer.

Men det er faktisk hvad der er på det nye islamiske tapet ifølge religionsforskeren Diaa Rachwan fra "The Al Ahram Center for Strategic Studies", Egyptens førende politiske forskningsinstitut.

»Det er korrekt, at den islamiske fundamentalisme er på retur«, bekræfter han, »men det betyder kun, at den religiøst betingede vold ikke længere er på islamisternes dagsorden. Det betyder ikke, at islamisterne er forsvundet. De er blot i færd med at blive mere moderate - og jeg tror, at vi det næste århundrede vil se den religiøse vold blive afløst af politisk kamp.«

Med andre ord: Automatgeværer, terrorbomber og gidseltagninger vil blive afløst af strejker, demonstrationer og fredelige former for civil ulydighed med det formål at få islamisterne accepteret som lovlige, legitime politiske aktører den egyptiske scene. Som eksempel nævner Diaa Rachwan, at en gruppe 60 tidligere straffede islamiske aktivister har ansøgt om tilladelse til at oprette et lovligt politisk parti et islamisk politisk grundlag.

»De får helt sikkert afslag, men jeg talte med nogle af dem forleden, og de vil appellere afslaget. Det vil ikke nytte noget, men de vil fortsætte med at kræve politisk anerkendelse. Det er ikke kun et skifte i strategi, det er også et reelt skifte i holdning. De vil ind og påvirke det egyptiske samfund bredt.«

Flere årsager
Årsagerne til dette holdningsskifte er ifølge den egyptiske religionsforsker flere.

»Først og fremmest er ændringerne i den arabisk-israelske fredsproces en årsag. Jeg tror det anti-terrormøde, som 13 eller 14 arabiske lande deltog i sammen med USA og Israel i Sharm el Sheik i 1996 efter Hamas-bomberne i Jerusalem og Tel Aviv i marts det år spiller en vigtig rolle,« uddyber Diaa Rachwan.

»På det møde så islamisterne, at de arabiske ledere gjorde fælles sag med USA og Israel de førte reelt valgkamp for den israelske leder, Shimon Peres (som alligevel tabte valget til Netanyahu). Men de hørte også, at samtlige arabiske ledere talte om deres egne fundamentalister ikke om Hamas. De stod alstå overfor en samlet arabisk-vestlig front.

År i fængsel
Den anden grund er, at mange af Egyptens islamiske aktivister har siddet i fængsel i årevis. De startede deres militante grupper i midten af 70-erne, da de var unge i tyverne. Nu er de i fyrrerne og halvtredserne, og ser anderledes mulighederne for at opnå resultater med vold. Og endelig har de fleste indset, at for så vidt angår Egypten, har de tabt den militære kamp hæren og sikkerhedsstyrkerne har været dem for stærke.

Alt dette gjorde, at seks af grundlæggerne, der sad i fængsel, i 1997 ændre signaler. Og at de så sent som i marts i år erklærede, at den væbnede kamp er aflyst.«

Et holdningsskifte er vej det er langt de fleste egyptiske politiloger enige om. Og som Diaa Rachwan udtrykker det:

»Det kan blive endnu mere ubehageligt for det siddende regime for det betyder, at den fremtidige kamp kommer til at handle om kravet om fuldt demokrati.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten