Sitemap | Avanceret søgning |

Verdens myretue

Yosef sælger kokosnødder fra et lille støvet, muret lokale og er en glad mand.

Af JAN LUND og JACOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 09-10-1999

Bombay


NYE FOLK
Der kommer hele tiden tilrejsende til slumkvarteret i Mumbai

»Jeg mangler ikke noget. Jeg har boet her i 30 år, og her bliver jeg boende lige til jeg dør,« siger den 48-årige butiksindehaver, der som ung vekslede den udsigtsløse tilværelse i en landsby i Tamil Nadu med drømmen om en fremtid.

Springbrættet var Bombays slum.

Forretningens inventar er et par stole, nogle sække og halve og kvarte kokosnødder i bakker. Den ligger på hovedgaden midt i Asiens største slumkvarter: Dharavi i den nordlige udkant af Mumbai.

På venstre side af hans livsværk ligger en af slummens førende guldforretninger. På den højre en 1-meter bred smøge, der både fungerer som rendesten, åben kloak og indgangstunnel til labyrinter af andre smøger, gyder og smalle passager.

Et komplekst område med alle et slumkvarters facetter drysset ud over fem kvadratkilometer: Et ukendt antal mennesker, overfyldte boliger og kvarterer, der indbyrdes er vidt forskellige.


ÅBEN KLOAK
"Gaderne" i Dharavi fungerer også som kloak

Yosef og hans naboer lever i forholdsvis solide bygninger, opført i sten, planker eller blikplader. Flere af dem i to etager. For 50 år siden var dette en sump. I dag er grunden knoldet, men dog fyldt op af jord og sten, og de åbne render med skident blåsort vand løber i forholdsvis velfriserede kanaler.

De fleste huse har elektricitet, og aktive målere udenpå husene dokumenterer, at der rent faktisk betales for den.

Larmen
Kun få minutter herfra ligger slumkvarterets slumkvarter. Stråtækte lerklinede hytter klemt sammen midt i en sump. Trædesten forhindrer våde fødder i mudderet. Vandet siver ind i de primitive, hytter når det regner.

Her er ingenting - undtagen husly.


HUSLY
Dharavi tilbyder husly, men under yderst primitive forhold


Og mange mennesker.

Ufatteligt mange mennesker som overalt i Dharavi.

Nogle siger, der bor 600.000.

Andre mener 800.000.

Hvis der overhovedet eksisterer nogen korrekt målestok i dette flydende, flimrende univers af fastboende, tilflyttere, løsarbejdere, forladte kvinder, drukkenbolte og vagabonder, er det rigtige tal formentlig nærmere en million.

Det mest karakteristiske for et slumkvarter som dette, er ikke den relative fattigdom, primitiviteten eller lugten. Hvad der er helt fundamentalt anderledes end i alle andre menneskelige habitater er larmen.

Ikke støjen fra maskiner.

Men lydene af mennesker.

Fra menneskestemmer, fra menneskelig aktivitet. Fra glade børn, højrystede børn og grædende børn. Fra handlende, talende og råbende voksne. Fra klirrende potter, hammerslag og knirkende trækvogne.

Fra kvinder i kø med dunke og krukker i venten på vandvognen. Drenge i løb med te i glas. Mænd bøjet over symaskiner i små værksteder.

Fra barbersaloner, resturanter, boder, skoudsalg og tøjforretninger.

Og lydene suser rundt. De blander sig med hinanden, forstærkes og forvrænges når de reflekteres på riskogere, hellige køer, pepsiskilte, brugte fjernsyn, nye sarier, nye skjorter, sweets, dadler, grønsager, bananvogne og skoletasker.

Her er kvinder indhyllet i slør. Mænd der piller tæer. Nøgne børn der skider i rendestenen. Drenge der sætter primitive drager op eller spiller cricket i mudderet med deres hjemmelavede bat.

Stresszone
Primitive telefonbokse hvorfra man kan ringe verden rundt. Læderjakker, kufferter, garverier, nye dæk, brugte dæk og gamle dæk. Hoteller, benzinpumper og et enkelt halvfærdigt højhus, der som en grå og tom spøgelsesbygning vokser op i den tidligere sump mellem bliktage, plastiktage og tage dækket af lærred, pap eller palmeblade.

Børn, folk og mennesker.

Mange mennesker.

For mange mennesker.

Alt for mange mennesker.

Alt for mange mennesker, der foretager sig en zillion forskellige ting på én gang for at leve og overleve.

De ånder og de griner og de græder.

Fra hele Indien kommer de strømmende. Fra Calcutta, Madras, Hyderabad, Kerala, Karnataka og Bihar. De bestikker sig over grænserne fra Bangladesh og siver ind over de bløde grænser i bjergene mod nord.


MENNESKER
Alt for mange mennesker er søgt sammen på al for lidt plads

De bliver flere og flere og flere og flere og flere.

De får børn. Ikke så mange som før.

Bare to-tre-fire pr. familie.

Men nok til at forstærke presset på den flimrende svedende overbelastede stresszone.

Hele Mumbai er en flimrende, svedende, overbelastet stresszone.

Alt for mange mennesker på alt for lidt plads.

Er her 13 millioner eller 20 millioner?

Ingen aner det. De officielle tal siger 13, statistiske beregninger siger 15-16. Folk med fingeren på pulsen kalkulerer med 20.

Hvem kan tælle myrerne i en myretue, så længe alt og alle er i bevægelse?

Her er millioner af anonyme uregistrerede skæbner, som skubber på rustne biler og kører på rustne ladcykler med rustne beholdere.

Som stabler kasser og hamrer på metal.

Som bærer farvestrålende blomstrede børnekjoler rundt på lange stænger over magre skuldre.

Her er slyngveninder med hinanden om skuldrene.

Unge mænd med hinanden i fingrene.

Hjul der pumpes. Hunde der gør. Kærrer med pap.

Busser med folk - masser af folk.

Lastvogne med last - masser af last.

Politibetjente, der tisser i dyngerne af skrald og affald. Folk, der humper, halter, spadserer, løber, cykler og bærer på bylter, tasker og grønne plastiknet med løg og frugter.

Mænd i cowboybukser, dotier, kjortler og skørter.

Beskidt?

Ja - gu er det beskidt.

Uhumsk?

Tja - her dufter hverken af roser eller røgelse. Men heller ikke værre end Tokyos kloakker, New Yorks skraldesække på gaderne eller rådden tang ved danske kyster på hede sommerdage.

Sveddryppende varmt
Og her er varmt.

Knaldende, klæbrigt, sveddryppende varmt.

Altid og hver dag året rundt.

Her lugter af mennesker.

Mange mennesker.

Alt for mange mennesker.

De kommer ind fra højre og forsvinder ud af billedet til venstre.

De kommer fra alle sider og går allevegne hen.

Med vandrestave og bare tæer.

De materialiserer sig fra livets evige kilder, og vender en tilfældig dag i deres liv tilbage dertil.

»Hvordan er livet i slummen?« spørger vi de katolske nonner, der lever og bor herinde i samvittighedsfuld overenstemmelse med løftet om at tjene de fattige.

»På gennemsnittet«

»Hvordan er børnedødeligheden?«

»På gennemsnittet«

Hvordan er arbejdsløsheden?

»På gennemsnittet.«

På gennemsnittet, på gennemsnittet, på gennemsnittet......

I forhold til hvad?

I forhold til det liv de forlod i landsbyen.

I forhold til det liv, de kunne få nogen andre steder. I forhold til tilværelsen som landarbejder på vilkår som livegne. I forhold til mulighederne for at sende sine børn i skole, se en læge, komme på hospitalet, få adgang til el og vand og leve drømmen om et nyt, bedre, friere og rigere liv.

For ingen andre steder er lønnen så høj som her.

Og ingen andre steder er der så meget arbejde at få.

Ingen andre steder er der så meget brug for mennesker uden andre aktiver end deres hænder, deres rygge, deres stærke seje ben og deres drømme om at veksle ingenting til en lille smule og måske meget mere.

TV-antenner knejser over slummen.

Orientalske toner flyder sødt ud af skjulte radioer.

Den fede hane basker med sine stækkede vinger. Koen malkes og kvinderne banker deres vasketøj med store kæppe ved kilderne med rindende vand, hvor mænd vasker sig med sæbe under plastikslangens forfriskende stråle.

De unge piger viser sig frem. Med sløjfer i håret og guld i ørerne. I nye sarier og moderigtige røde, gyldne, dråbeformede, ovale prikker i panden.

Knægtene åbner skjorten i halsen og vrider en ekstra gang i gashåndtaget på den nye tohjulede. Menneskeheden krydser officielt seks milliarder på tirsdag - give or take et par hundrede millioner. 1/6 lever i Indien. 1/300 lever i Mumbai. 1/6000 lever i slumkvarteret Dharavi. Og der bliver flere og flere hver eneste dag.

Knægtene åbner skjorten i halsen og vrider en ekstra gang i gashåndtaget på den nye tohjulede.

Menneskeheden kryd

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere