Sitemap | Avanceret søgning |

Kokosnøddens land

Kerala betyder "Kokosnøddernes land", og hernede i provinsbyen Aleppey syd for den store udskibsningshavn Kochi (Cochin) kaldes kokosnøddepalmen for "Det himmelske træ".

Af JAN LUND og JACOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 03-10-1999

Aleppey (Alappuzha)


Kokosnøddens land (1)
KOKOSNØDDERNE bliver flækket manuelt. Det er et hårdt og nedslidende arbejde, der vil dø ud efterhånden, som der udvikles maskiner til at klare det.

Det handler ikke bare om, at den lokale toddy er brygget på kokosnøddemælk, og at det kan være en lise for sjæl op krop at dvæle under kokospalmerne på Keralas hvide strande. Kokosnødden er simpelthen en af søjlerne i statens økonomi. Det var den for tusind år siden - og det er den stadig i dag.

Delstaten Kerala er centrum for en national og global industri med tusindvis af facetter, der har udspring i denne guddommelige frugt, der vokser året rundt og kan opfylde alle livsfornødenheder og behov.

Gennem århundrederne har kokoksnødden været selve tilværelsens omdrejningspunkt.

Nødden giver alt
Kokosnødden har givet alt: Føde, husly, transport, redskaber og indtægter.


Kokosnøddens land (2)
DET kræver megen øvelse at hente kokosnødderne ned fra træerne.


Træet fra palmens stamme kan bruges til at bygge både og huse. Bladene bruges som tag og som foder til husdyrene og roden som brændsel. Nøddens indre hårde skal forarbejdes til tusinde forskellige formål fra smykker til skeer og skjorteknapper, og fra det bløde indre hentes mad og drikke.

Træer og plantager bølger gennem landskabet fra kysterne med de milde vinde til lavlandets frodige vandland og bjergenes lune skråninger. Palmerne dækker mere end én million hektar. De 200 millioner træer producerer mere end fem milliarder kokosnødder om året, og 10 pct. af verdensproduktionen af kokosnødder høstes i Kerala.

Produkterne er mange, og der foregår en stadig produktudvikling i takt med en langsom, men uafvendelig industrialisering.

Betydelig eksport
Omdrejningspunktet er den del af kokosnødden, som man normalt ikke ser i supermarkedernes grønsagsafdelinger: Den tykke bløde skal, der sidder udenom den hårde kerne.

Men denne fiberholdige skal er råvaren for tusindvis af produkter fra de lokale håndværkere, kunsthåndværkere og småindustrien. Skallen omdannes til bast (coir) i en proces, der har været kendt i årtusinder. Arabiske sømænd berettede tilbage i det 11. århundrede om basten fra Kerala, som de benyttede til rigningen på deres skibe.

90 pct. af Indiens produktion af bast kommer fra Kerala, og den kommercielle del af industrien omsætter i dag for et trecifret millionbeløb på et hastigt ekspanderende marked.

Den grønne bølge har givet industrien et boom op gennem 1990erne. Kokosnøddens fibre er et forgængeligt materiale, der kan bruges i talrige sammenhænge fra økologiske dørmåtter, til genopretning af eroderet land, som vækstmåtter for nye planter og til genetablering af ødelagte østers-og muslingebanker i floder og deltaer.

Forhindrer erosion
Kokosmåtterne holder fast på jordbunden og de nysåede frø. Når planterne spirer, vikler rødderne sig omkring kokosfibrene og danner efterhånden selv et rodnet, der styrker undergrunden og forhindrer erosion. I løbet af tre-fire år er den oprindelige kokosmåtte gået til grunde i naturens biologiske kredsløb uden at efterlade sig noget spor eller have ødelagt omgivelserne.

Processen fra frisk kokosnød til bast og måtter er langstrakt og kompliceret, og det er vanskeligt at springe nogle led over undervejs.

Langs vandveje og kanaler i Keralas 1900 kilometer lange system af Backwaters - et komplekst system af floder, søer og kanaler - kan produktionen følges overalt.

Senede mænd kravler behændigt op ad de slanke palmestammer på primitive stiger på bare fødder kun iført de traditionelle hvide skørter. En langjernet kniv er formet i fæstet, så den kan hænge på skulderen på de svedglinsende nøgne overkroppe under klatreturen mod toppen. De høstmodne kokosnødder hugges af og falder til jorden med dumpe drøn.

Nedslidning
»Min kaste har altid udført dette arbejde. Jeg har selv arbejdet i 45 år, men stopper snart. Min krop er blevet svag, og vi tjener for lidt. Mange træer rammes af sygdom og bærer derfor mindre og mindre frugt,« fortæller en senet mand på 65 år.

Han får fem rupees (ca. 85 øre) for hvert træ, han høster, og kan tjene mellem 100 og 300 rupees om dagen - en forholdsvis god dagløn i Indien.

Men arbejdet er fysisk hårdt og vil formentlig også dø ud, når der udvikles maskiner og moderne materiel til denne del af processen.

»Jeg har syv børn, tre drenge og fire piger. De studerer allesammen, og ingen af dem skal følge i mine fodspor. Fremtiden tilhører maskinerne,« siger den gamle.

Han arbejder for kooperationen ligesom de fleste andre.

Kerala har et stærkt og velorganiseret arbejdsmarked, skabt af talrige kommunistiske regeringer, siden den første kom til magten efter statens første frie valg i 1957. Hele industrien er gennemreguleret med faste standarder for arbejdstider og løn.

Andelsselskab
Den lille plantage, hvor den gamle mand arbejder sammen med en håndfuld andre, er et andelsselskab, der hyrer arbejdskraften og er forpligtet til at udbetale bonus til arbejderne, hvis overskuddet er stort nok.

På en veranda sider en skriver og noterer omhyggeligt, hvor mange nødder den enkelte får høstet. Ved siden af arbejder grupper af kvinder enten med at spinde kokostrådene til lange fibre, farve fibrene eller væve måtter.

Specialarbejde
En anden plantage har specialiseret sig i at fjerne den bløde ydre skal fra nødden.

Et højt specialiseret arbejde, der kræver koncentration, præcision og stærke muskler.

Lange skarpe knive er fastnaglet i jorden med den spidse ende pegende op mod himlen.

En arbejder tager en kokosnød og banker den ned i den spidse kniv. Metodisk vrider han den i tre-fire bevægelser, smider skallen til den ene side og kokosnødden til anden.

»Vi arbejder seks timer om dagen og kan rense omkring 1000 kokosnødder. Vi får 0,8 paisa stykket. Det giver omkring 80 rupees (13 kr.), og det er en rimelig dagløn,« siger den 40-årige specialarbejder, som har udført dette job i 25 år og ligeledes har arvet jobbet gennem det komplekse familie- og kastesystem.

De bløde skaller bliver kastet i mudrede kuler langs vandkanten. Her ligger de og rådner i seks-otte måneder, før de er bløde nok til at indgå i den videre forarbejdning. Kulerne kan være ganske små fra den enkelte bondes lille private produktion eller store lagre med op til 30.000 skaller fra de store kooperativer.

Det bløde ferskvand og kombinationen af stillestående vand og det friske regnvand fra bjergene skaber ideelle betingelser. Derfor er Keralas Backwaters og Aleppey i dag verdens førende produktionscenter for kokosbast.

Indtil for få år siden foregik al produktion manuelt.

Håndvævning
Kvinderne vævede dørmåtter på traditionelle væve. En industrimand i Aleppey vurderer, at omkring en halv million kvinder er involveret i produktionen, hvis fundament stadig er håndvæven og småindustrien, men som i disse år transformeres til maskinvæve og storindustri.

Mekaniseringen betragtes som absolut nødvendig. Konkurrencen på verdensmarkedet er benhård. Tidligere var den indiske industri beskyttet af toldmure og regeringssubsidier.

I dag er markedet stort set givet frit, og den frie konkurrence har betydet stærkt faldende priser på en række af de produkter, som tilsammen har fået industrien til at løbe rundt - ofte efter princippet om gyngerne og karrusellerne.

Tidligere kunne man f. eks. sælge kokoksnøddeolie i Nordindien til regeringsfastsatte priser. I det frie marked har olien fra Sydindien vanskeligt ved at konkurrere med billigere produkter fra Sydøstasien eller Afrika.

»Mekaniseringen er nødvendig for at holde omkostningerne nede. En maskinvæv kan producere op til 20 gange så meget som en arbejder,« forklarer industrimanden.

Omskoling
Hundredevis af kvinder omskoles i disse år på regeringens træningscenter i Aleppey, the National Coir Training and Design Centre.

Der investeres millionbeløb i fremtid og uddannelse i bevidstheden om, at det er vejen frem, hvis Kerala skal ride med på toppen af den grønne bølge og opfylde målsætningen om at udvikle Kerala til verdens førende eksportør af gamle, nye og endnu ikke udviklede produkter af kokosbast.

Når kalenderbladet vendes til et nyt årtusinde, vil kokospalmen stadig leve op til sit oldgamle navn på sanskrit: Kalpa Vriksha - træet der giver alt.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere