Sitemap | Avanceret søgning |

På eventyr i tropernes Venedig

Farverige eventyr er spundet om the Backwaters - grænselandet mellem De blå Nilgiri bjerge og det Arabiske Hav.

Af JAN LUND og JACOB EHRLAND (foto)
Publiceret 02-10-1999

Aleppey (Alappuzha)


SEJLTUREN
Aleppey er centrum for sejladsen, hvad enten det er korte dagsudflugter eller ugelange ture

The Backwaters er et komplekst netværk af søer, floder og kanaler i den sydindiske stat Kerala bundet sammen af diger, indvundet land og naturligt lavland.

Gennem århundreder er guld, gummi, kokos, elfenben og krydderier blevet transporteret ud til de berømte handelsstationer og havne langs kysten. Engang emmede navne som Malabar, Cochin, Travancore, Calicut, Kanoor, Kozhikode og Aleppey af eksotiske himmelstrøg og fik tilhørerne til at lytte med tilbageholdt åndedræt, når sømænd og globetrottere fortalte historier og myter om ufattelig rigdom, pirater, vilde dyr og mærkelige mennesker.

Der dyrkes stadig gummi og krydderier i baglandet, og i det lave land mellem bjergene og blomster ligger Indiens riskammer. Sømændene og kolonisterne er væk. I dag kommer det fremmede input fra de turister, som stadig har lidt eventyrblod i årene, og som i stigende antal får øjnene op for dette enestående naturfænomen.

Tropernes Venedig kaldes de mere 1900 km vandveje fra Kollom i syd til nord for Cochin, skabt af 29 søer og 41 floder som løber fra bjergene og ud i Det Arabiske Hav.

Luksus-husbåde
Vi stiger om bord i Aleppey syd for Cochin.

Aleppey er centrum for sejladsen, hvadenten det er korte dagsudflugter eller ugelange ture. Det er intet problem at finde en båd.


På eventyr i tropernes Venedig (2)

Gennem den seneste snes år er der bygget hundredvis af lusksusbåde efter en gammel recept. Smalle pramme til transport af ris eller sand med småhytter påmonteret som familiens bolig har eksisteret i århundreder. I dag kan man stadig møde de oprindelige udgaver, når de i flokke på 5-10 stykker slæbes gennem kanalerne af tungere motorbåde.

Med turistindustriens boom blev disse husbåde kettuvallams udviklet til husbådenes svar på luksussommerhuset. De er stadig lavet af træ og bambus med fletværk og tov til at holde sammen på det hele. Men midtskibs er der indbygget toilet med bad og håndvask i brede kahytter. Agter er der køkken, hvor kokken i den tre mand store besætning kan trylle med lokale specialiteter. Foran ligger en lille åben salon borde og stole og en briks med hynder, så man som en anden kejser kan ligge og lade vand, land og skyer trække forbi i passende tempo.

Her sker ingenting - og alting.

Det store badekar
Mens vi i behersket tempo sætter kursen mod hvorsomhelst, åbner landet og livet sig til alle sider.

Bag digerne ligger de frodige og fugtige rismarker under kanalernes vandspejl. I symbiosen med vandvejene åbnes digeportene, når markerne skal oversvømmes, mens pumpeværker tømmer markerne for vand, når det er nødvendigt.


På eventyr i tropernes Venedig (3)

Mænd med nøgne overkroppe og kvinder i sarier eller Keralas mere traditionelle klædedragt arbejder i mudderet med eller uden primitive maskiner.

Digerne er mange steder helt smalle. Helt ned til bare et par meter. Alligevel er der plads til huse og hytter med vand på den ene side og oversvømmede rismarker på den anden. Der er endda husrum nok til at have en ko og et par får græssende og samtidig dyrke grønsager i små køkkenhaver.

Langs bredden bader mændene kun iført deres traditionelle skørt. En mand barberer sig - en anden børster tænder. Kvinderne bader og gør deres aftentoilette fuldt påklædte. Mødrene kæmmer de unge pigers lange sorte hår, mens drengene plasker splitternøgne rundt og leger i det grumsede vand.

Kvinder vasker tøj efter den gamle model: Det våde tøj bankes rent på flade vaskesten ved siden af trappen, der fører ned til vandkanten. Her klares også opvasken. Potter og pander renses med hænderne og skylles grundigt.

Den kristne kulturarv
Baglandet er en del af den kristne kulturarv - ikke fra hverken Rom eller Luther. Men helt tilbage fra Jesus. Apostelen Thomas drog til Malabar-kysten i det første århundrede og grundlagde en håndfuld kristne menigheder. Derfor har kristendommen fået sit helt eget særpræg med indflydelse både fra islam og hinduismen.

Da portugisiske missionærer kom til Kerala i kølvandet på Vasco da Gama, blev de dybt forundrede over at møde kristne menigheder, der bekendte sig til Jesus men aldrig havde hørt om Paven.

Traditionen tro gjorde portugiserne sig store anstrengelser for at ændre på det forhold, og i dag præger portugisernes katolske verdensbillede de kristne menigheder i hvert fald set fra en overfladisk synsvinkel. Kirkerne ligger tæt, side om side med hindutemplerne.


På eventyr i tropernes Venedig (4)

I landsbyen Champakulam stiger vi i land for at kigge på en af de ældste. En smuk gammel traditionel kirkebygning overvejende malet i blåt og med det indre prydet af fantastiske farvestrålende kalkmalerier. Mellem kirken og skolen står en stor sort klippeformation med en statue af Jomfru Maria indmuret bag en glasrude højt over jorden.

Ved udgangen står en høj specialbygget flagstang. Stangen er traditionelt standardudstyr i alle hindutempler......

Dragebådsrace
På den anden side af den brede kanal ligger byens stolthed trygt under et åbent halvtag. Champakulam er blandt de førende i områdets vigtigste sportsgren: Dragebådsrace.

Bådene - kaldet chundan valloms på det lokale sprog malayalam - var oprindelig et lynhurtigt krigsskib. De er lange og slanke med en agterstavn, der hæver sig op til seks meter over vandlinien. Der er plads til 110-120 roere med en mand i midten til at dunke takten. De vigtigste løb finder sted i august og september under monsunen, men der arrangeres også enkelte løb i turistsæsonen i januar.

Det er en god ide at komme til tiden. For det første kan der være hundredetusinder af tilskuere spredt langs bredderne. For det går rigtig stærkt, når de bedste konkurrerer. Sæsonens højdepunkt, Nehru Trophy Boat Race, afvikles den anden lørdag i august, og vindertiden for de tre kilometer ligger som regel lige under fem minutter.

Under myggenettet
Skyggerne bliver lange og vi stopper for natten ved en tilfældig kajplads langs et stendige i en sidekanal. Mens aftenhimlen rødmer bag kokospalmerne og de lokale fiskere lister sig over det blikstille vand med net og kroge stakket i de åleslanke joller, tryller kokken i sit interimistiske køkken.


På eventyr i tropernes Venedig (5)

Til eftermiddagskaffen har vi fået ristede indbagte bananer. Nu står menuen på ris, linsestuvning (dal), stegt fisk, stegte grønsager, en salat af gulerødder og agurker og kokkens personlige udgave af den lokale specialitet thiel - specieltkrydrede kogte grønsager.

Flagermuslygterne bliver tændt og kaster skygger. I horisonten lyser en lygte hist og pist, men ellers er elektricitet ikke for alvor slået igennem heromkring. I omegnen af båden plasker uidentificerede vanddyr. Cikaderne summer højere end myggene, og en bleg måne er det eneste lyspunkt i mørket, da det er tid at gå til køjs - under myggenettet.

Aktiv morgen
Solen har længe kæmpet med skyerne, da morgenstunden bliver hektisk udenfor husbådens lille univers.

Overfyldte vandbusser transporterer folk på arbejde eller til byen for at handle.

Skolebåden samler elever op langs kanalerne. Skolebørnene er let genkendelige på deres blå og hvide uniformer.

En mand stager forbi med fire skriveborde stablet op i sin båd.

Med højt og skarpt tonefald faldbydes frisk fisk fra manden i den flydende fiskebil. En båd pakket med elefantfoder - friske palmeblade - sejler ud fra den lokale planteskole for kokospalmer. Otte senede mænd med hvide skørter og nøgne overkroppe padler mod ukendt mål i en gammelkrigerkano med en gigantisk parabol som symbolsk baggrund for dette altfavnende historiske kvantespring.

Ved siden af en smal båd stikker tre sortkrøllede hoveder op over vandoverfladen. Indholdet af poserne for enden af en lang stang hældes ud i båden og de forsvinder skiftevis atter i dybet. Som hundredvis af andre herude lever de af at skrabe efter skaller, der forvandles til plantetilskud. Og pludselig må skipper skrue ned for gashåndtaget husbådens lille Yamaha-motor for ikke at skabe ravage i en tætpakket flok af hundredvis af rappende ænder.

De drives ned ad kanalen af tre andehyrder stående i deres smalle træbåde og opfører sig præcis som en fåreflok en eng. En ny dag er begyndt i The Backwaters. Mens vi glider ind til kajen i Aleppey gennem vandhyacinter og vandliljer folder dagen og livet sig ud som en evigt rullende film med virkeligheden som hovedpersonen, og historien som manuskriptets forfatter.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere