Sitemap | Avanceret søgning |

Han kan skrue bissen på

Han er stadig lige så soft og venlig, som dengang han rejste verden rundt som international badmintonstjerne.

Af JAN LUND og JACOB EHRBAHN (foto)
Publiceret 27-09-1999

Bangalore

Men Prakash Padukone har dokumenteret, at han kan skrue bissen på, når det bliver nødvendigt.


Han kan skrue bissen på (1)
Prakash Padukone med All England-medaljen, hans største bedrift

Det blev det for et par år siden, da de gamle mænd i det indiske badmintonforbund blev for misundelige på Prakashs succesrige badmintonskole i Bangalore. De begyndte at chikanere både ham og de unge talenter, som han opfostrede i sit center.

Da spillerne for alvor begyndte at lide, erklærede Prakash åben krig: Han stiftede sit eget alternative badmintonforbund.

»Det var kun ment som en trussel. Men det var en alvorlig trussel, fordi det indiske badmintonforbund på det tidspunkt heller ikke havde kontakt med den olympiske bevægelse på grund af ledelsens uduelighed,« siger han en lun septemberdag i sit kontor i Karnataka Badminton Association Stadium.

Herfra gennemfører han med en feltherres kompetence og stor succes genrejsningen af indisk badminton som leder af sit Akademi, medlem af bestyrelsen for delstaten Karnatakas forbund og som ansvarlig for alle sportslige beslutninger i Indiens nationale forbund.

Forstokkede ledere
Efter tre måneders oprør og en enkelt turnering blev der indgået et kompromis i forsommeren 1997. De forstokkede og halvkorrupte ledere, inklusive den daværende formand, blev hældt ud. Nye kræfter kom til. Blandt dem Prakash som i dag med titel af executive president reelt er indisk badminton.

Det er 19 år siden, den nu 44-årige Prakash Padukone vekslede karrierens største triumf til en langvarig mixeddouble med Danmark. I 1980 vandt han indenfor kort tid Danish Open, Swedish Open og All England-mesterskabet, der i de tider stadig var badmintonsportens kongekroning.

Triumfen i Wembley Arena var en fantastisk præstation. Hverken før eller siden har nogen spiller med et så primitivt udgangspunkt i forhold til konkurrenterne vundet en af sportens store turneringer.

»Vi havde ingenting,« konstaterer han nøgternt.

»Hverken baner, ketsjere, bolde eller faciliteter af nogen slags. Jeg kan huske, at Morten Frost var hernede i 1981. Jeg ville vise ham, hvor jeg havde trænet hele min ungdom.«

»Hvor er banen,« spurgte han og kiggede sig omkring.

»Du står på den,« sagde jeg.

Frugtbart ophold
Alting ændrede sig, da Prakash kom til Danmark, hentet dertil af Hvidovre Badminton Club og dens dynamiske formand Finn Jacobsen.

»Mit ophold i Danmark blev en frugtbar, men meget anderledes oplevelse. Alene at vænne sig til livstilen og til at bo alene var meget svært. Klimaet, maden og træningsmetoderne var også helt forskellige fra alt, hvad jeg kendte.

Det tog mig tre-fire måneder at vænne mig til forholdene. Jeg følte mig meget alene. Før havde jeg arbejdet og spillet. Nu var jeg blevet licensspiller og gav mig til at træne hele dagen. Jeg kom selvfølgelig i overtræning og blev bare dårligere.

Men et møde med tandlægen og skiløberen Sven Carlsen ændrede alt. Han fik lagt min program ind i de rigtige rammer, og jeg arbejdede sammen med ham, lige til jeg rejste hjem seks år senere.«

Prakash tog til Danmark fordi han fik et økonomisk tilbud, som han ikke kunne sig nej til - og fordi en karriere i udlandet var hans eneste mulighed for at leve som professionel.

»Jeg var 25, da jeg tog hjemmefra, og det var måske lidt for sent. Mit ophold i Danmark hjalp mig til at forlænge karrieren og betød, at jeg kunne holde mig i toppen blandt verdens fem-seks bedste spillere i de følgende år.

Kontakt med Frost
Danmark blev en meget positiv oplevelse for mig. Jeg lærte meget, og ved siden af badminton-sporten mødte jeg en masse forskellige mennesker.«

Prakash kan stadig huske noget af sit danske.

»Ikke så meget, men kun lidt,« som han siger næsten uden accent.

Kontakterne fra dengang er selvfølgelig ikke lige varme allesammen. Men som aktiv i sporten møder han stadig venner og kolleger rundt omkring. For eksempel har han stadig kontakt med Morten Frost, som både var hans kammerat og ærkerival op gennem 1980'erne.

Under VM i maj var han i Danmark med det indiske hold og havde sin hustru og sine døtre på 13 og otte år med.

»Min ældste datter er født på Glostrup Sygehus i januar 1986. Hun fik set, hvor hun blev født, og vi kørte også ud forbi vores hus på Toftemosevej i Hvidovre.«

Prakash tog tilbage til sit fædreland i december 1986, og tre år senere lagde han definitivt konkurrenceketsjeren på hylden. Han havde spillet, siden han var syv år og sagde nu stop i en alder af 34.

Han fik kun det ene All England mesterskab, men har talrige sejre fra andre turneringer at se tilbage på. Et stort øjeblik var også bronzemedaljen fra VM i Brøndby i 1984.


Han kan skrue bissen på (2)
Prakash Padukone puster støvet af en pokal, som han vandt i Hong Kong Open i begyndelsen af 80'erne

På hæderspladsen på væggen hjemme i stuen et par minutters kørsel fra badmintonhallen hænger stadigvæk et farvefoto af Prakash, der stående i en blomstersmykket amerikanerbil kører gennem Hvidovre. Som bysbarn blev han hyldet sammen med doubleverdensmesteren Jesper Helledie.

Moderne faciliteter
Efter nogle år på sidelinjen kastede han sig ind i sporten igen i 1994 med oprettelsen af sit badminton akademi. På det tidspunkt lå indisk badminton i ruiner. Organisationen var værre end nogensinde, sponsorerne holdt sig langt væk og der var ingen indiske spillere i nærheden af ranglisternes solside.

Akademiet lejede sig til spilletid hos Karnataka Badminton Association (KBA) og fulgte med, da KBA i 1997 flyttede til nye og efter indiske forhood topmoderne faciliteter. I dag råder KBA og Akademiet over en hal med ti baner og plads til 2.000 tilskuere. Bygningen er samtidig en social klub, hvis 1.200 medlemmer er med til at finansiere badmintonaktiviteterne gennem restaurant, festlokaler, swimmingpool og andre faciliteter.

På Akademiet tilbydes 20 unge gratis undervisning og ophold.

»Det skal være gratis. Ellers får vi bare de rige folks børn i stedet for de største talenter.

Nu vælger vi de bedste og sørger for alt. De skal bare koncentrere sig om deres sport,« siger Prakash og tilføjer:

»Det var uhyggelig vanskeligt da jeg var ung. I 1960'erne anede ingen, hvad badminton var. Vi trænede i små haller med lavt til loftet og cement på gulvet. Vi havde hverken udstyr, bolde eller sko og der ingen sponsorer.

Adskillige talenter
På fem års fødselsdagen den 1. oktober kan Akademiet se tilbage på udviklingen af adskillige talenter og store resultater i forhold til tidligere. Sidste år erobrede Indien for første gang nogensinde fire medaljer i badminton ved Commonwealth mesterskaberne.

Resultatet betød fantastisk meget for sporten, der blev rykket op i Sportsministeriets øverste klasse og dermed har fået firedoblet statstilskuddet til næsten tre millioner kr.

Individuelt er Aparna Bopad i dag nr. 16 på kvindernes verdensrangliste og Pullela Gobichend nr. 35. For få år tilbage fandtes der ingen indiske spillere i Top 100.

Underafdeling
»Otte af vores spillere er i dag i Top 100. Det er tilfredstillende lige nu. Udviklingen går i den rigtige retning, og vores mål er indenfor to-tre år at være blandt de 6-8 bedste. Vi forestiller ikke, at vi nogensinde vil kunne nå de fem bedste: Kina, Indonesien, Malaysia, Sydkorea og Danmark.«

Fremtidsvisioner har han nok af. Sammen med Akademiet og forbundets hovedsponsor undersøger han mulighederne af at åbne nye centre i andre egne af Indien.

På forsøgsbasis har Prakash meget symbolsk netop åbnet en underafdeling at sit Akademi i Poona (Pune) - badmintonsportens vugge.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere
Emner
Sport

Stednavne
Indien

Klassetrin
7.-10. klasse