Sitemap | Avanceret søgning |

Ild i indianerlandsbyen

Brasilien hærges for tiden af 30.000 skovbrande. Store og små som følge af tørke gennem måneder. Nogle steder kæmper man desperat mod ilden. Andre steder får den lov at rasere kolossale områder. Men 30.000 brande forekommer uvirkeligt.

Af JAKOB RUBIN Jyllands-Postens korrespondent
Publiceret 12-09-1999

RIO DE JANEIRO

Tirsdag morgen fik jeg pludselig følgerne af en af dem ind på livet.

Min telefon ringede tidligt.

I røret en automatisk operatør-kvindestemme, der oplyser, at opkaldet er et "modtageren-betaler"

Jeg accepterer. En svag mandestemme præsenterer sig på primitivt portugisisk som Valdir, høvding Valdir, der ringer fra Kanarana.

Min indianske ven, husker jeg. Ham, som husede mig og mine to kolleger, da JP Explorer besøgte et af Brasiliens mest lukkede reservater, Xingu, i februar.

Valdir er en af kalapalo-stammens vicehøvdinge. Vi boede i hængekøjer i hans maloca (langhus). Hans kone forærede mig et halssmykke af polerede flod-muslingeskaller, husker jeg. Hun var genert på den yndigste vis, da hun hængte kæden om min hals.

Kanarana er den nærmeste by uden for reservatets grænser. Jeg forestiller mig, at høvding Valdir ringer for at fortælle, at han er på vej til Rio de Janeiro for at besøge mig og blot har brug for at låne penge til den 2000 kilometer lange bustur. Akkurat som en del andre kalapalo-indianere har gjort i måneder efter vores besøg. Så jeg spørger forsigtigt:

»Valdir, hvordan går det?«

»Dårligt, Rubino. Alle er meget triste.«

»Hvad er der sket?«

Alt er ødelagt
Igennem den knasende forbindelse fortæller Valdir mig, at alt er ødelagt. Alt det, vi mødte, og som betagede os som en drøm eller snarere en tidsrejse, er væk. Opslugt af en ukontrollabel skovbrand.

»Syv af Tanguros malocaer er brændt ned. Det gik så stærkt, at der ikke var tid til at redde noget ud af dem,« fortæller Valdir.

Alle 290 kalapalo-indianere er nu stuvet sammen i de to malocaer, der ikke brændte. Markerne med maniok, redskaber og hængekøjer fra de øvrige huse er ødelagt.

»Hvad kan du gøre, Rubino,« spørger Valdir med indianernes upåvirkede ligefremhed.

»Hvad kan jeg gøre? Hvis bare jeg kunne hjælpe jer,« siger jeg desperat.

Det hele er så langt væk, og af alle på kloden vælger Valdir at ringe til mig. Det virker uvirkeligt, og er på en måde som at få et besøg fra en anden planet.

Dengang brugte vi måneder med at søge om tilladelse til at komme ind i det lukkede indianerreservat i Xingu.

Besøget hos kalapaloerne var et minde for livet. Vi tre fra JP Explorer levede med dem i fire lykkelige dage, oplevede dagligdagen for et af klodens sidste oprindelige folk midt i den nøgne natur, hørte dem fortælle myter for deres børn om aftenen i køjerne og mærkede deres ledere frygte fremtiden.

Kalapaloernes høvding, Vadiuva, var bekymret for, at de unge længtes efter at rejse ud af reservatet. Et flertal i Tanguro ønskede sig et fjernsyn og en generator for stammens opsparede penge, og det frygtede Vadiuva kunne blive hans folks endeligt.

»På grund af årstiden kan vi først bygge nye malocas til næste år, når græsset er langt nok til at kunne bruges til taget. Hver af dem tager syv måneder at rejse,« siger Valdir.

»Her er trist. Stol på det,« siger han med en stemme, der får en til at tænke, at det ikke er første gang, tilværelsen har bragt ham smerte.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere