Sitemap | Avanceret søgning |

Håb for den uheldige elefant

Efter en operation, der skal redde hendes minesprængte fod, var thai-elefanten Motala søndag endnu for svag til at kunne bruge sin snabel til at spise sin morgenmad af skrællede bananer.

Af KRISTIAN NYSTRØM
Publiceret 30-08-1999

KOTA BHARU

Men dyrlægerne var tilfredse med hendes tilstand søndag et døgn efter, at hun under en tre timer lang operation havde fået fjernet alt det døde og beskadigede kød på hendes forreste venstre fod.

Operationen synes at være gået så godt, at dyrlægerne tør tro på, at den 38-årige hunelefant vil komme til at gå igen.

»Det afgørende nu er, at hun igen begynder at spise godt. Hendes sår bliver renset ofte og meget omhyggeligt, så der ikke går betændelse i dem,« sagde den dyrlæge fra Shiangmai Universitetet, der ledede operationsholdet.

30 cm fod fjernet
Ved operationen på verdens eneste elefant-hospital i Lampang 510 km. nord for Bangkok blev der fjernet 30 cm. af hendes fod, men selve fodrodsbenet står uskadt, og det er håbet, at Motala vil kunne lære at gå på sin nu meget mindre fod. Eventuelt med en form for protese til at beskytte det næsten blottede fodrodsben.

Vejer 2,7 tons
På et menneske ville et lignende operationssår læge på to til tre måneder, men dyrlægerne forventer, at det kommer til at tage længere tid, før man med sikkerhed kan lade Motala forsøge at stå på det sårede ben - hun vejer immervæk 2,7 tons.

Motala var langt fra i topform inden operationen. Ikke blot er hun i knap to uger blevet fyldt med enorme doser af smertestillende medicin, men blodprøverne har vist, at hendes mohuts (elefantpasser) har fyldt hende med amfetamin for at få hende til at arbejde hårdere, og den kraftige doping har efter dyrlægernes mening været skadelig for hendes lever og nyrer.

Slæbte tømmer i Burma
Motala trådte på en mine for to uger siden, medens hun slæbte tømmer i Burma, og hun var tre dage om at gå ti kilometer til grænsen, hvorfra hun kom op i en lastbil og blev kørt til Lampang hospitalet. Hendes beskadigede fod er det alvorligste elefantuheld, der er set på hospitalet, som ellers har behandlet elefanter for alt fra slangebid og brækkede ben til narkoafvænning og synsproblemer.

Millioner af thailændere følger de daglige nyhedsbulletiner fra elefanthospitalet på det nationale TV og på radiostationerne, og søndag passerede nationalindsamlingen til at betale for Motolas behandling de fire millioner baht (ca. 750.000 kr.)

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere