Sitemap | Avanceret søgning |

Valmuens tårer

Opium, heroin og amefetemin-tabletter vælter ind over Thailands grænser fra nabolandene Burma og Laos. Antallet af unge narkomaner er steget kraftigt i Thailand i de seneste fem år.

Af KRISTIAN NYSTRØM, LARS FROM og HÅVARD BJELLAND (foto)
Publiceret 29-08-1999

Nanung Saema har sat mindst en halv snes kinesiske retter på sit runde bord, og inviterer os gæstfrit ind i sin lille stue.


NARKOKRIGENS ENKE
Nanung Saema i "ingenmandsland" sammen med barnebarnet Sauhung Saetung

På væggene i den 78-årige enkes lille stue hænger falmede papirbilleder revet ud af kinesiske kalendere fra hanens år (1993), og på skænken modsat den åbenstående dør ud til forgården står en skål med frugter, ris og kager til de sultne spøgelser ved siden af et indrammet billede af en ungdommelig udseende, rank mand.

Nanung Saemas familie er samlet for at begrave en død slægtning, og ved porten til det firkantede træhus står et stort aluminiumsfad med vand, som alle dypper hænderne i, inden de går ind. Da vi kommer forbi og gæstfrit bliver budt indenfor, er ingen endnu begyndt at spise.

De sulte søgelser skal efter den kinesiske månekalender have det første bud, og de skal have god tid til at spise sig øjenmætte.

72 år efter, at den nu smukt ældede kvinde med sine forældre og tusinder af andre af den nationalistiske kinesiske regerings tilhægere flygtede fra Maos kommunistiske hær i den kinesiske Yunnan-provins, holdes de traditionelle kinesiske traditioner i hævd.

Først i mange år i Burma, og siden 1968 - da en kommunistisk militærjunta drev alle Koumintang-kinesere ud af landet - i dette ingenmandsland i det nordlige Thailand.

Nanung Saema er statsløs og uden håb eller ønske om at gense sit Kina.

Det lille kinesiske samfund i landsbyen, som de thailandske myndigheder kalder Arunothai og indbyggerne selv Nong Uk, er et udstødt levn fra Chiang Kai-sheks anti-kommunistiske Koumintang-bevægelse.

Det var fra junglen i Den Gyldne Trekant, fra bjergene i Thailand, Laos og Burma, at Koumintang fortsatte kampen mod kommunismen. Nu med nye våben - den flammende røde valmue - papaver somniferum - destilleret til opium og heroin.

Valmuens tårer, som kineserne kalder opium, har været brugt som medicin og rusmiddel siden det brogede mix af etniske stammer, der i dag befolker bjergene, indvandrede fra det centrale Kina. Under briternes kolonistyre i Burma blev opium ikke betragtet som et problem. Briterne havde jo tidligere selv kæmpet to koloniale krige til forsvar for et frit opiums-salg - og derunder erobret den strategisk velbeliggende handelspost Hong Kong, der indtil 1997 stadig var under Union Jack og ledet efter imperiets koloni-love.

Opiumskrigen
Sydøstasiens kamp for uafhængighed fra kolonimagterne bragte opium skarpt i fokus i årene efter Anden Verdenskrig, hvor de vestlige nationers frygt for kommunismen var så stor, at de gav deres støtte til alt, der kunne stoppe spredningen af den marxistiske ideologi. Til at betale de sydøstasitiske bjergfolk til at kæmpe for dem, udviklede Frankrig og USA en multi-dollar opiums-forretning unden ledelse af nationalist-kineserne fra Koumintang-hæren, der havde taget eksil i Den Gyldne Trekant.

I 1960erne stod det klart, at den eneste måde at stoppe udvindingen og distributionen af opium på var en drastisk forandring af det politiske landskab og de nye sædvaner i hele trekant-regionen.

De mange stammefolk var alle blevet indblandet i den givtige opiums-trafik og var blevet så vænnet til de lette penge. Derfor opgav stammerne mange steder helt deres traditionelle fødevare-produktion og håndværk. En efter en forbød regeringerne i Burma, Thailand, Laos, Vietnam og Cambodja al opiums-handel og indledte en endeløs række af militante aktioner mod de stammefolk, som fortsatte den illegale narkotika-produktion. Det blev en endeløs række af mislykkede aktioner. Produktionen er fortsat så stor som nogensinde.

Koumintang-kineserne, som vesten længe anså for uundværlige i kampen mod kommunismen, blev smidt ud af Burma efter et kommunistisk militærkup i 1968, og selvom de stadig er aktive i distributionen af opium, heroin og ikke mindst amfetemin og andre tablet-stoffer fra Thailand, er deres magt svundet meget ind. På den burmesiske side af den mange steder ubevogtede og umarkerede grænse i højlandets jungle er de blev afløst af - af alle - Burmas kommunistiske parti.


STOP
Burmesere mødes med streng grænsekontrol

De henved 10.000 kinesere i Arunothai hæger om den fortid, de ikke kan suge megen næring af. Alle ved præcis, hvilken af Koumintangs armeer de tilhørte. Selv Nanung Saemas nevø, den 48-årige Huang Hi Seijao, der først blev født efter at Kuomintang var blev besejret, kan stolt meddele, at han har været soldat i Kuomintangs 93. Arme, mens hans far tilhørte general Lee Mings berømte 3. Arme. Det daglige sprog er fortsat en dialekt af mandarin, og skilte og opslag er overvejende med kinesiske skrifttegn.

Ingen af de godt 100.000 eksil-kinesere, der lever i det nordlige Thailands grænseland, har fået lov at blive rigtige thailændere, men regeringen i Bangkok har lovet, at alle tredje generations-indvandrere vil få lov at blive thailandske statsborgerere. Dette løfte, som blev fremsat på kong Bhumipols 70 års fødselsdag for to år siden, er måske også forklaringen på, at der blandt de opklæbede kinesiske kalenderbilleder i stuen hos den 78-årige narkokrigs enke, også er et billede af den thailandske kongefamilie, som trods alt har ladet dem få et hjem i det fremmede land.

Ringe kontrol
Kineserne nægter - ligesom stammefolkene - ethvert kendskab til narkosmuglingen.

Men helt op i Thailands øverste militære ledelse erkender man, at man har meget ringe kontrol over situation. Opium, heroin og amefetemin-tabletter vælter ind over Thailands grænser fra nye, nemt flyttelige produktionsanlæg i Burma og Laos, og selvom det er det eneste håb om, at kampen mod den illegale narko-handel kan vindes, er det minimalt, hvad indsatsen for at at få de thailandske stammefolk og bønder til at opgive dyrkningen af den røde opium-valmue, har givet. Officielt er produktionen af opium i Thailand faldet fra omkring 150 tons i 1975 til nogle ganske få tons i dag, men de tal siger ikke noget om, hvor store mængder heroin og amfetamin-tabletter, der spredes ud i verden via Thailand. Eller - og det er måske Thailands største problem i dag - forgifter Thailand, hvor antallet af unge narkomaner har været kraftigt stigende de seneste fem år.

General Aran Chompaisal, der sidder i Thailands øverste militære stab og leder bekæmpelsen af den omfattende narkosmugling, forklarer det således:

»Tidligere blev det meste narko sendt videre til vesten. I dag ender langt det meste i Thailand, hvor lastbilchauffører bruger speed til at holde sig vågne, når de skal køre hele natten, og hvor unge tager piller for at få mere energi, når de skal studere. Dermed er narko pludselig blevet et af vores største sociale problemer.«

Generalen må vide det, for ifølge militærets egne oplysninger er op mod 40 procent af de værnepligtige i den thailandske hær i dag afhængige af narkotiske rusmidler.

Ifølge generalen kommer hovedparten af råmaterialet til narkoproduktionen fra Kina og Indien - og ender i Burma , hvor det især bliver anvendt til amfetamin-tabletter.

Aran Chompaisal er stærkt utilfreds med, at den burmesiske regering øjensynligt ikke gør noget ved problemet:

»Men forklaringen er formentlig, at narko endnu ikke er blevet et socialt problem i Burma. Desuden har de burmesiske generaler formentlig nok at gøre med at holde sig ved magten.

Først i begyndelsen af 1998 blev Thailands hær sat ind i narkokrigen, efter at myndighederne havde indset, at politiet ikke kunne klare opgaven alene. Men trods den øgede indsats fra den 200.000 mand store hær, er der lange udsigter til en holdbar løsning på narkoproblemerne,« erkender generalen.

Man skønner, at der produceres omkring 300 millioner piller i Burma som herefter sendes til Thailand - »vi opfanger mindre end 10 procent« - selv om de officielle tal siger 19-20 procent.

Ifølge Aran Chompaisal er heroinen hvoraf hovedparten fortsat ender i vesten i dag et mindre problem, end amfetamin-tabletterne.

»Vi finder engang imellem opiumsmarker - bl.a. ved hjælp af satellitbilleder. Og når vi gør det, brænder vi dem med det samme. Men fra satellitbillederne kan vi se langt flere røde marker i Laos og Burma, men det er jo ikke vores land,« siger han.

Aran Chompaisal er især vred over, at burmeserne lader bjergstammen Wa opbygge hele landsbyer betalt med narkopenge på den anden side af grænsen. Waerne, der tidligere var i opposition til styret i Rangoon, har deres egen hær United Wa State Army, UWSA, - som bruges til at beskytte narkobagmændene.

Efter at UWSA i 1989 indgik en våbenhvile med generalerne i Rangoon, har der reelt været frit lejde for narkobaronerne i det hjørne af Burma, som UWSA kontrollerer, mener den thailandske general. Hele det nordlige Thailand er præget af krigen mod narkobagmændene og smuglerne. Politi, toldere, militær og halvmilitære rangers er sat ind i kampen. Ofte er der voldsomme skuddueller med døde og sårede på begge sider.

For to uger siden skød og dræbte militæret to smuglere, da man beslaglagde 800.000 amfetamintabletter - og for blot en uge siden var det et medlem af de paramilitære grænseenheder, der blev skudt ned og dræbt af narkogangsterne. I alt er mindst tre medlemmer af militæret eller politiet blevet dræbt i år, mens omkring 10 narkosmuglere har mistet livet.

Da vi besøgte grænseområdet, så vi et massivt opbud af soldater udrustet med de mest kraftige og moderne våben. Ved selve grænseposten gik flere soldater rundt med amerikanske M79-geværer små kanoner, der benytter 40 millimeter ammunition, mange gange kraftigere end den ammunition, danske soldater har i deres våben. Flere gange undervejs måtte vi stoppe ved militære kontrolposter, hvor soldaterne ledte efter narko, våben og illegale indvandrere.

Grundig grænsekontrol
Ved grænseposten gik soldaterne ekstremt grundigt til værks overfor de burmesere, som ville handle og bytte varer på grænsepostens markedsplads. Alt blev kontrolleret. Sække blev skåret op og papkasser skilt ad, ligesom der blev ført lange jerndragere gennem både sække og kasser, for at kontrollere indholdet. Og alt, hvad der var spiseligt, skulle soldaterne smage på. Også det burmesiske pulvermedicin mod dårlig mave ligesom de små pakker med chokolade blev pakket op og bidt af.

Trods den voldsomme grænsekontrol erkender både militær og civile narkoenheder dog, at langt det meste af narkosmuglingen foregår dybt inde i de utilgængelige bjerge, der skiller de to lande. Her kommer kun militærets toptrænede narkopatruljer og narkobagmændenes veludrustede smuglere.

Men narkoforbindelser eller ej så var gæstfriheden hos eksil-kineserne stor. Nanung Saema insisterede på, at vi smagte alle de mange retter på hendes runde bord. Bagefter stillede hun op til fotografering sammen med sit barnebarn den 10-årige Seuhung Saetung, der glæder sig til at blive thailandsk statsborger og måske en dag vil være i stand til at forlade det usikre liv som statsløs flygtning i narkokrigens skyggeland.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten