Sitemap | Avanceret søgning |

Alle elefanters mor

Soraida Salwala må kæmpe for at holde tårerne tilbage, når hun trøstende klapper snablen på sin sårede patient og ser ind i den store hunelefants sørgmodigt bedrøvede øjne.

Af KRISTIAN NYSTRØM, LARS FROM og HÅVARD BJELLAND (foto)
Publiceret 25-08-1999

Lampang, Thailand

»Min bedstemor sagde, at jeg ikke skulle græde, fordi hun var syg og måske skulle dø. Gjorde jeg det, skulle hendes sjæl svømme gennem mine tårer,« fortæller den lille, ranke kvinde, som thailænderne respektfuldt kalder »Elefanternes mor« -på thailandsk »Mae Phra Chang.«

Hun er selv svagelig, efter en lang og alvorlig sygdom, og må støtte sig til sin stok, når hun forsigtigt bevæger sig rundt på Elefant-hospitalet i Lampang.


Soraida Salwala
Soraida Salwala driver verdens eneste elefanthospital.

Lille og rank
Men når det gælder en elefants liv kan intet stoppe den lille ranke kvinde, der står bag fondsorganisationen »Friends of The Asian Elephant«, der med indsamlede bidrag holder verdens eneste elefant-hospital kørende.

»Jeg har altid haft en stor kærlighed for de store og stærke, trofaste og bløde dyr,« forklarer hun over en hastig kop kaffe mellem de mange opmuntrende opkald på mobiltelefonen fra mennesker verden over, der vil støtte indsamlingen til elefanten Phlai (hun) Motala, som har fået sin ene fod sprængt i laser af en mine i ingenmandslandet på grænsen mellem Thailand og Burma.

Onkel Chang
»Da jeg var otte eller ni år kørte jeg med min far til Chiang Mai, og på vejen så vi en elefant, der lå livløs i vejsiden. Far, hvorfor ligger onkel Chang -jeg kaldte alle elefanter onkel -på vejen, spurgte jeg forfærdet. Min far forklarede, at den var blevet ramt af en lastbil. Jamen, hvorfor er der så ingen, der kører onkel Chang på hospitalet, græd jeg, og ingen af de svar, min far kunne give på mine endeløse spørgsmål, var til nogen trøst.«

»Senere som ung studerende og sekretær blev jeg naturaktivist, men blev efterhånden desillusioneret over den korruption, der prægede administrationen af de mange naturværns-projekter. Jeg fandt også ud af, at de vilde elefanter -som de store verdensorganisationer interesserer sig mest for -slet ikke var så udsatte som de tamme arbejdsdyr og indså, at den eneste måde, jeg effektivt kunne hjælpe trætte og udslidte gamle elefanter, var at få skabt en fond, der kunne rejse penge til deres pleje.«

Grundstenen til elefant-hospitalet på Lampangs tidligere træningscenter for arbejdselefanter blev lagt i 1993, og året efter kunne hospitalet åbnes. Siden er syge og tilskadekomne elefanter fra hele Thailand blevet plejet der af dyrlæge Preedra Phrang og hans stab af elefantpassere -mahouts.

Pensionister
Syv af de svageste elefanter har Soraida Salwalas fond købt, og de nyder nu en beskyttet »pensionist-tilværelse« på det tidligere træningscenter, der er blevet omdannet til et åbent opvisnings-og rekreationscenter for elefanter.

»Phang (han) Kam Me er narkotika-afhængig, Phlai (hun) Thoy er blevet stukket med et spyd i maven, Phang Thong er blind, Plai Somborn har dårlig ryg og Phang Uem, der kun er tre år, brækkede et ben, da hans mor uheldigt rullede hen over ham...«

»Elefanternes mor« kender hvert eneste af sine dyr, og kan tale om dem i timevis:

»Phlai Tahnee fik vi ind på hospitalet, fordi hendes ejer troede, hun var gravid, og fødslen trak alt for længe ud. Det viste sig, at Tahnee ikke var gravid, men havde en svulst i maven. Hendes ejer døde kort efter, men forinden havde han testamenteret 1,6 mio bath (ca. 300.000 kr) til sin trofaste arbejdskraft -så Tahnee er nok verdens rigeste elefant.«

Soraida Salwalas inspirerende kampagne for de thailanske elefanter har fået parlamentets lovgivere til at vedtage en lov om, at elefanter ikke må arbejde, efter de er fyldt 60 år, og efter et års tilvænning i overvågede naturparker skal de slippes ud i det fri.

Tegn på respekt
»Et smukt tegn på respekt og taknemmelighed for alle de tjenester, elefanterne har ydet os gennem mange århundreder,« som præsidenten for World Wide Fund for Nature i Thailand (WWF) udtrykte det.

I sidste måned blev 23 elefanter sluppet fri i en sektion af Doi Phan naturreservatet lidt nord for Lampang. Andre 24 blev frigivet i marts, og yderligere 25 vil blive fri i november.

Det samlede antal - 72 - er en respektfuldt honnør til kong Bhumipol, der 5. december fejrer sin 72 års fødselsdag - en ganske særlig rund dag ifølge den traditionelle buddhistiske religion og månekalender.

Forud for de første 72 elefanters frigivelse er gået tre års pilotprojekt med syv elefanter, der hver fik opereret en lille radiosender ind i huden. Forskere på den anden side kloden -på det amerikanske Smithsonian Institute i Washington -kunne via satellitter hele tiden følge de syv elefanters bevægelser.

Tilbage til naturen
Eksperterne mener, det stadig er for tidligt at sige noget bestemt om, hvorvidt det kan lykkes at få tamme elefanter til at vende tilbage til deres oprindelige livsform.

Men Soraida Salwala er optismist:

»De elefanter, vi har ladet gå frit rundt og rekreere sig her på Lampang-centret, synes alle at have genfundet livsglæden.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere