Sitemap | Avanceret søgning |

Operation elefant

Midt inde i Thailands jungle står den 38 årige elefant Motala og venter på at gå over i verdenshistorien som den førte elefant, der har fået amputeret det ene ben - og monteret et kunstigt. For ti dage siden trådte det store dyr på en landmine, og fik sprængt den ene fod i stykker. I dag skal den opereres.

Af KRISTIAN NYSTRØM, LARS FROM og HÅVARD BJELLAND (foto)
Publiceret 25-08-1999

Lampang, Thailand


TRÅDTE PÅ MINE
Tre dage kæmpede Motalas sig gennem junglen med en smadret fod

Med foden hængende i trevler står den 38 år gamle elefant Motala med sørgmodige øjne og venter på den uundgåelige amputation.

Det er åbenlyst for enhver, at det enorme dyr har store smerter. Men samtidig ser hunelefanten ud til at forstå, at der bliver gjort alt, hvad der er menneskeligt muligt, for at hjælpe.

Eksperter fra universiteterne i Bangkok og Chang Mai er på vej til Lampang 700 kilometer nord for Bangkok, mens en japansk dyrlægespecialist allerede har meldt sin ankomst på Lampang Elephant Hospital -verdens eneste hospital for elefanter. Samtidig har Singapores zoologiske have tilbudt at sende deres dygtigste dyrlæger for at hjælpe under den vanskelige operation.

Selv om smerterne må være enorme, forsøger Motala tålmodigt at holde sig oprejst. Hun støtter sig på de tre intakte ben og forsøger at holde sig fast -enten ved at bruge snabelen eller ved at hvile hovedet på de kraftige metalstænger i den overdækkede elefantbås.

Ulykken
Historien om Motalas heroiske kamp for at redde livet er næsten for fantastisk til at være sand:

Ulykken skete søndag den 15. august, hvor elefanten arbejdede med at slæbe tømmer 10 kilometer inde i Burmas jungle. Her trådte Motala på en landmine, der eksploderede og ødelagde hele hendes venstre fod og en del af forbenet.

Med foden hængende i laser kæmpede hun sig de næste tre dage - opmuntret af sin bekymrede mahout (ejer og passer) Somwang og støttet af fire andre elefanter, der gik ved hendes side - sig vej tilbage til den thailandske grænse. Medtaget og afkræftet nåede Motala til grænsen, hvor redningsmandskab fik den bugseret op på en seks tons lastbil, så hun kunne blive kørt de sidste 100 kilometer frem til elefanthospitalet i Lampang.

Pengene strømmer ind
Siden ankomsten til hospitalet har hele Thailand været på den anden ende for at belønne Motalas heroiske kamp. Pengene strømmer ind til fonden "Friends of the Asian Elephant", der står bag elefanthospitalet i Lampang. På tre dage er kommet over en million bath ind - cirka 200.000 kroner - mens både militæret og premierministeren har sendt penge og udtalt støtte til arbejdet med at redde elefantens liv.

Da explorerholdet i går aflagde sygebesøg på elefanthospitalet ankom en gigantisk kran udlånt af det thailandske elselskab. Kranen skal holde Motala løftet op over jorden, mens den vanskelige amputation foregår.

Indtil operationen arbejder dyrlægerne på højtryk for at undgå infektioner, der kan tage livet af hunelefanten.

Mens vi venter, bliver hendes stærkt forkomne ben således pakket ind i en stor plasticsæk, hvorefter der bliver hældt desinficeret vand og forskellige typer antibiotika ned til foden.

Motala skal tålmodigt stå med sækken omkring foden i 40 minutter.

I det ene hjørne af den store bås står også det støtteben, man har forsøgt at montere på hende, så hun trods alt kan hvile sin tonstunge krop engang imellem.

I starten var lægerne bekymrede for, om Motala ville overleve, men trods det ødelagte ben lykkes det hende hver aften, at få lagt sig ned - ligesom hun hver morgenen selv har klaret at komme op på de tre raske ben igen.

Men Motala er også fyldt med enorme mængder medicin.

To gange om dagen får hun ti flasker penicillin, ligesom der bliver sprøjtet flere liter smertestillende medicin ind i hendes krop med store kanyler, der helt berettiget kun kan kaldes -elefantsprøjter.

Operationen
Miss Soraida Salwala, grundlægger og generalsekretær i elefanternes hjælpefond, forklarer om den vanskelige operation:

»Vi vil i morgen forsøge at operere og skære benet af op til anklen. Det er håbet, at vi kan redde knæet, men vi ved det ikke med sikkerhed, da man aldrig før har foretaget sådan en operation på en elefant. Derfor har vi sendt emails ud til hele verden og bedt om hjælp. Det har blandt andet resulteret i et tilbud om hjælp fra dyrlæger i Singapores zoologiske have.«

Stort røntgenapparat
Operationen er blevet en smule forsinket, fordi det tog tid at skaffe et røntgenapparat, der var stort nok til at fotografere elefantens ødelagte ben. Men nu tyder alt på, at operationen kan ske i morgen (onsdag).

»Hvis amputationen går så godt, som vi håber på, skal såret hele, måske i flere måneder, inden vi vil forsøge at give Motala et kunstigt ben. Heller ikke det har været prøvet før, men noget må vi gøre,« fortæller Soraida Salwala - der ikke ser ud til at have fået meget søvn de seneste dage - før hun lader sig interviewe af et amerikansk TV-hold.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere