Sitemap | Avanceret søgning |

Dødens tempel

Næsten 800.000 eller mere end to procent af alle voksne thailændere er smittet med det virus, der fremkalder AIDS. Næste år vil AIDS være den mest almindelige dødsårsag i Thailand. Alligevel behandles de AIDS-syge som spedalske. Ingen vil vide af dem. JP Explorer har besøgt Dødens Tempel - Wat Phrabat Nampo - nær byen Lop Buri nord for Bangkok.

Af KRISTIAN NYSTRØM og LARS FROM
Publiceret 24-08-1999

Lop Buri, Thailand


VED BRODERENS KISTE
Chonrawit Khawta nåede ikke at få sagt farvel til sin bror.

Dødssyg kæmper Chonrawit Khawta for at forcere den lille trappe op til lighuset. Flere gange må han sætte sig ned og hive efter vejret. Da han endelig når op over det sidste trin, er det for sent.

Chonrawit sætter sig ved sin brors tomme kiste og lader følelserne få frit løb. Både han og broderen er ramt af AIDS. Nu er broderen død - og liget lagt i krematorieovnen - inden Chonrawit fik sagt farvel.

Om få dage vil døden også indhente den 24-årige thailænder.

Vi befinder os i det buddhistiske tempel Wat Phrabat Nampo godt 150 kilometer nord for Bangkok. Her forsøger buddhistmunkene at trøste og lindre smerterne for de tusinder og atter tusinder af thailændere, der er ramt af den frygtede sygdom. Der findes ingen helbredelse for AIDS. Man kan kun pleje de døende og hjælpe dem til at få en værdig død.

Men ingen vil vide af de AIDS-syge. Og selv de munke, der arbejder her, lider af AIDS.

Uvirkeligt syn
Da vi kommer ind på sygehuset - eller hvad man skal kalde det - bliver vi mødt af et uvirkeligt syn: Overalt ligger døende mennesker. Kun de allermest syge får en seng herinde. De mindre syge bor rundt i landsbyen i små hytter. Til gengæld er udskiftningen på sygehuset stor. I går døde syv, og det kniber nu med at få plads til alle de døde i templets brændeovne. Inde på selve sygestuen ligger et sted mellem 50 og 60 sygdomsplettede og smerteplagede mennesker. Mænd og kvinder, unge og gamle. De fleste er kun skind og ben.

Et sted ligger en indskrumpet fyr - der mest af alt ligner et skelet fra Hitlers Kz-lejre - krøllet sammen i den ene ende af sengen. Ingen af de frivillige hjælpere ved, hvad han hedder - men enhver kan se, at det kun er et spørgsmål om timer eller dage, før døden får overtaget.

Nederst på sygestuen er et lille rum, hvor fire patienter er stuvet sammen. Den ene er en ung fyr, der kun er minutter fra at dø. Han ligger på ryggen med det hvide ud af øjnene, mens han udstøder en sagte rallen.

Prostitueret
En sød og smilende 22-årig pige forsøger at passe ham. Hun har selv haft AIDS i fem år, men er stadig smuk. Hendes job som prostitueret har påført hende den dødelige sygdom, og nu har hun AIDS i udbrud. Nogle få centimeter fra hendes seng står seks kister stablet op og venter blot på, at hun - og de andre i det lille lokale - skal dø, så deres senge kan overtages af nogle af de tusindvis af andre, der udenfor templet venter på en plads.

Livslyset blafrer
Trods håbløsheden smiler hun til os og forsøger at sige et par ord på engelsk. Hvor hun får livsmodet fra, fatter vi ikke. Måske fra den store Buddha-figur, der fra toppen af et lille bjerg våger over denne dødens landsby.


SKAL SNART DØ
Selv på tærsklen til døden blafrer den unge piges livslys


Den anden unge pige i lokalet er kun 17 år - og også hendes livslys blafrer på det sidste.

Patienterne hjælper og plejer hinanden. På sygehuset findes kun en sygeplejerske og ikke en eneste læge. Den mest nødtørftige pleje klares af dårligt uddannede unge sygehjælpere eller en håndfuld frivillige fra hele verden.

Selv herinde blandt AIDS-patienterne, for hvem en infektion er ensbetydende med døden, render beskidte hunde rundt mellem sengene og forsøger at finde et eller andet spiseligt.

Der findes journaler over patienterne. Men de bliver kun brugt, når der skal sættes navn på ligposen.

Uden navn
»Reelt aner vi ikke, hvad patienterne hedder,« fortæller Maria Kuyper, der er kommet fra Holland for i fire uger at hjælpe de syge til en værdig død. Hun holder en lille spand, så Mr. A. kan få spyttet slimmen fra de inficerede lunger ud under et af mange hosteanfald. Alt hvad hun ved om Mr. A. er, at han er 22 år - og meget snart vil dø af AIDS.


VENTETID
Mr. A er 22 år. Ingen kender hans rigtige navn eller baggrund


Det smukke munkekloster byder på ekstreme kontraster:

På en gang det smukkeste og samtidig det mest forfærdelige sted.

Udefra ligner Wat Phrabat Nampo nærmest Edens Have, som det ligger mellem de grønne majsmarker og de smukke, skovklædte bjerge. Og ovenover våger Buddha.

Men sandheden er, at ingen kommer levende herfra. Alle indbyggere har AIDS i udbrud. Munkene, havemændene, de forretningsdrivende og de fleste hjælpere. Kun de frivillige sygeplejere og de udenlandske hjælpere lider ikke af denne dødens virus.

I et lille tempel midt i landsbyen ligger poserne med knogleresterne fra de døde. Selv om de sidste jordiske rester efter et menneske i Thailand er hellige er frygten for AIDS så stor, at familierne end ikke vil modtage deres børns, mænds, koners eller kæresters sidste jordiske rester. Derfor hober de uafhentede ligposer sig op.

Hundredvis af ligposer
Her i templet ligger hundredvis - måske tusindvis - af små hvide eller grå ligposer med navn og dødstidspunkt på.

De fleste bliver aldrig afhentet, fortæller Maria Kuyper.


LIGPOSER
Hundrevis af ligposer som næppe bliver afhentet af familien

Klokken ni bliver der tændt op i krematorieovnen. Denne morgen skal tre lig forvandles til en pose aske.

Inde i kapellet, hvor den lille ceremoni skal foregå, er stanken af død gennemtrængende. Røgelsespindene og de blæsende ventilatorer kan ikke holde dødens lugt på afstand.

Ulidelig stank
Da de to ligmænd åbner boksen, hvor de døde ligger - kommer en sværm af store spyfluer ud i ansigtet på dem og den ulidelige stank af død fylder rummet helt. Den ene fyr er lige ved at kaste op og må hen til vinduet for at få frisk luft.

I dag er familien til en af de døde mødt op, men som regel er de eneste deltagere i begravelserne enkelte andre af tempellandsbyens dødsmærkede indbyggere.

Efter nogle minutter kommer fire munke ind i lokalet - også de er tydeligt syge med AIDS. Alle har de karakteristiske sår på hele kroppen. En ser ud til at være meget syg.


SYGE MUNKE
Munkene som forestår begravelserne er også AIDS-ramte

Flere kommer til
Da ceremonien er overstået, bliver de døde en efter en taget ud af kisterne, lagt på en tynd træplade og skubbet ind i flammerne.

Bagefter bliver knogleresterne forsigtigt fyldt i ligposer. To poser ender i bunken af uafhentede askerester.

Da vi er ved at tage af sted - ankommer en pickup med endnu en ny patient, der ligger sammenkrøllet på ladet. Han er så svag, at han ikke engang kan holde sit eget hoved oppe. Og da de trækker ham over på en båre, slæber benene efter ham.

Han har blot en pude og en lille taske med på denne sin sidste rejse.


NY PATIENT
Endnu en dødsmærket patient er ankommet til hospitalet

Alene på gaden
De almindelige hospitaler vil ikke have AIDS-patienterne. Så snart det bliver klart, at en patient lider af AIDS i udbrud, bliver vedkommende sendt hjem. Og da familierne heller ikke vil have dem, ender mange med at dø på gaden, fortæller Maria Kuyper.

Derfor har munkene seks steder i Thailand oprettet AIDS-hospicer, hvor de syge kan dø i fred. Wat Phrabat Nampo var det første, da det blev oprettet i 1991. Naboerne forsøgte ellers at forhindre AIDS-projektet af frygt for, at myg skulle sprede den frygtede smitte.

Spærret inde
For at imødekomme den kritik, er beboerne i Wat Phrabat Nampo i dag reelt spærret inde med vejbom og vagtmandskab til at sikre, at ingen AIDS-syge bevæger sig ud i samfundet med risiko for at smitte andre.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere