Sitemap | Avanceret søgning |

Spark for livet

Thaiboksning er for thailænderne, hvad baseball er for amerikanerne. Men myndighederne er på vej til forbyde den professionelle sport for børn, fordi de mener, den er for farlig.

Af LARS FROM, KRISTIAN NYSTRØM og HÅVARD BJELLAND (foto)
Publiceret 21-08-1999

13 år gammel, professionel bokser og familieforsørger.

Bli Chart - med kunstnernavnet John Nalone - var kun syv år gammel, da han startede sin karriere som professionel thaibokser.


Spark for livet (1)
12 år - Banging Ginyai er i færd med at snørre sine benskinner før træningen

Nu er han med sine 13 år og 25 professionelle kampe en af de gamle rotter, som slumkvarterets små drenge ser op til med drømmende øjne.

Samtidig tjener han flere penge, end de fleste andre beboere i Bangkoks slumkvarterer tør drømme om. Hver gang han klatrer sejrrigt ud af ringen, kan han hæve en gevinst på 2000 bath - næsten 400 kr.

I starten var prisen for en sejr 100 bath - omkring 20 kroner - men efter at Bli Chart er blevet Bangkok-mester i sin klasse, er gevinsterne for alvor vokset.

Reddet fra fattigdom
Ligesom for tusindvis af andre smådrenge i Thailand har den professionelle boksning reddet Bli Chart ud af fattigdom, uvidenhed og elendighed. Trænerne på de mange små bokserskoler spredt ud over hele Thailand - og især over Bangkok - sørger nemlig ikke kun for den daglige træning og de benhårde, professionelle kampe - de sørger også for, at drengene får et sted at bo, ordentlig mad - og at de går i skole.

Bli Chart kommer fra provinsen Isaan i det vestlige Thailand, hvor hans forældre som fattige bønder aldrig ville have kunnet give ham de samme muligheder, som boksningen gør i dag.

Den fattige provins er storleverandør af drengeboksere, og det er her almindeligt, at drengene i en meget tidlig alder begynder at bokse for at hjælpe deres familie med at skaffe penge nok til at få mad på bordet. 13-årige Bli Chart lægger ikke skjul på, at det indimellem gør ondt, når modstanderen får et hårdt spark ind mellem ribbenene, eller hamrer sine boksehandsker ind midt i ansigtet. Men han kunne ikke drømme om at opgive boksningen - selv om der er et stigende pres for at forbyde drengenes professionelle arbejde.


Spark for livet (2)
Instruktør - En politibetjent viser en flok drenge, hvordan man gør i thaiboksning

I dag er der ingen bokselovgivning i Thailand, men landets regering arbejder på en ny lov, der skal gøre børneboksningen ulovlig - og dermed fratage Bli Chart og alle de andre drenge i slumkvartererne muligheden for i bogstaveligste forstand at slå sig ud af fattigdommen. Loven er nødvendig, hvis Thailand skal leve op til FNs Børnekonvention - som både Thailand og Danmark har været med til at vedtage - men som ingen af landene i dag kan leve op til.

Belastede slumkvarterer
Da Explorerholdet besøgte bokseskolen Phan Somboon midt i et af Bangkoks mest belastede slumkvarterer, mødte vi en række drenge med en kampgejst og et kammeratskab, der ville gøre de fleste danske idrætsledere dybt misundelige. Længe inden trænerne ankom, smed drengene fra slumkvarteret deres pæne skoleuniformer og klatrede over pigtrådshegnet for at stå omklædt og klar, så snart trænerne dukkede op.

En af de mest ivrige var 12-årige Sophep, der med sine blå champion-bukser, atletiske barnekrop og ekstreme fighterindstilling lignede en ægte vinder. Sophep har bokset syv professionelle kampe - og vundet de seks. En enkelt gang måtte han hjælpes ud af ringen - efter at være blevet slået i gulvet på et rent knock out.

Hans løn er 600 bath pr. kamp - cirka 120 kroner.

Bokseskolens store helt er dog 13-årige Bli Chart, der er regerende Bangkok-mester. Med 15 sejre og ti nederlag er han den ukronede konge i bokseringen denne onsdag eftermiddag. Og i mere end en time hamrede den spinkle - men alligevel muskuløse - dreng uafbrudt løs på træneren, der iklædt kraftigt sikkerhedsudstyr udstødte høje brøl, hver gang Bli Chart fik et rent spark eller slag ind på hans krop. Til sidst sejlede sveden ned af den spinkle dreng - der dog ufortrødent knoklede videre og sendte byge efter byge af slag og spark mod sin træner.

Ultra-lille fyr
Mens "de store" trænede i ringen, løb en ultra-lille fyr rundt mellem benene på dem - og så beundrende op på sine idoler. Det var fire-årige Mack, der drømmer om også en dag at kunne trække boksehandskerne på og begynde at forsørge sin mor og far i deres fattige bolig midt i slumkvarteret.

Omme bag bokseringen var de helt små drenge i gang med deres træning. Iført shorts og bar overkrop knoklede de små purke rundt med deres træner - en politimand i fuld uniform - som de slog og sparkede løs på efter bedste evne. Nogle af drengene var iført skridtbeskytter - eller beskyttere til arme og ben - mens andre blot havde boksehandsker på.

Phan Somboon ligger midt i den værste slum, man kan forestille sig - dybt inde i Bangkoks største slumkvarter, Klong Toey. Sammen med en lokalkendt måtte vi gang på gang spørge om vej, før vi ad en smal gyde - henover dynger af gammel plastic, hundelorte og alverdens former for skrald - kom ned til en bred flod fyldt med boblende og stinkende kloakvand. Slumbyens mange små skure og blikhuse hang nærmest ud over slamfloden. Vi kom over på den anden side via en lille, smal træbro - og stod pludselig foran bokseringen.

Men trods udtalt fattigdom mødte vi kun glade mennesker. Og der var ingen tvivl om, at bokseringen var deres stolthed - og måske deres redning.

Bokseskolerne i Bangkok sender konstant spejdere og trænere rundt til de små, fattige landsbyer i Thailand for at finde de bedste boksetalenter blandt de små drenge - og tage dem med til storbyen. Det sker dog også, at drengenes fædre selv rejser ind til byen i håbet om at skaffe dem en fremtid som boksere.


Spark for livet (3)
Barne-thaiboksning - Sophep, 12 år, med sin promotor

Selv om boksningen giver mange drenge en fremtid er livet som bokser langt fra ufarligt. Der har således været eksempler på drenge, der er blevet slået ud og ligget bevidstløse i 20-30 minutter - ligesom det jævnligt sker at thaiboksningen koster menneskeliv. Derfor mener Sanphasit Koompraphant, leder af Center for beskyttelse af Børn i Bangkok - ligesom regeringen - at børneboksningen bør forbydes. Men første gang regeringen fremsatte et lovforslag, blev det mødt af voldsomme protester - ligesom drengebokserne gik sammen og demonstrerede imod loven.

Derfor blev loven i første omgang udsat.

Slag mod nationalsporten
Mange mener, at loven vil være et slag mod Thailands nationalsport. Thaiboksning er i dag for thailænderne, hvad baseball er for amerikanerne. Og hver eneste aften er der boksestævner i et eller flere af Bangkoks legendariske thai-bokse-stadions. Explorerholdet besøgte Ratchadamnoen Boxing Stadium og så med egne øjne, hvordan unge kæmper professionelt mod hinanden - for på den måde at komme ud af slummen.

Selv om kampen mellem de to 16-17-årige boksere startede blidt, var der ingen tvivl om, at slagene i ribben, mave og ansigt blev stadig hårdere, jo længere hen i kampen de kom. Men ikke nok med det. På tilskuerpladserne steg intensiteten også dramatisk i takt med, at der blev spillet som rasende på, hvilken dreng der ville vinde. Tilskuerne - der stort set alle var mænd - råbte som vanvittige og stod konstant med hænder og fingre i luften for at markere over for spillehajerne, hvor mange penge de satsede på de to boksere. Efter kampen skiftede ufatteligt mange penge ejere - fyren ved siden af os stak således en større mængde 1000 bath sedler i lommen - en tusse i bath svarer til 200 kr.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere