Sitemap | Avanceret søgning |

Rift om naturens medicin

Den gamle kineser lod sig ikke forstyrre, mens han vejede kviste af en koreansk løn til en blanding af tørrede blade, kviste, urter, bark og frugter spredt ud over diskens pæne små bunker.

Af KRISTIAN NYSTRØM, LARS FROM og HÅVARD BJELLAND (foto)
Publiceret 21-08-1999

BANGKOK

Først da hver blanding havde præcist samme indhold, så han op på de fremmede gæster i den kuriøst uryddelige og spraglede butik på Chakrawad, Bangkoks marked for traditionel medicin.

»Strong!« forklarede han med sine få engelske gloser og løftede sigende sin knyttede hånd. »Lev et langt liv. 79 år!«


Rift om naturens medicin (1)
Den 79-årige Wong Be

Det, Wong Be havde blandet i 12 bunker, var ingredienserne til en styrkende drik, Tang Gui Jup, og det var først senere, vi fandt ud af, at hovedingrediensen var koreansk gisning - en mangetrevlet planterod, som øger vitaliteten og viriliteten. I håndkøb kan en rod af fineste kvalitet koste en formue.

Kendt over hele Asien
Den mere end 100 år gamle forretning, der ligger til højre for indgangen til det buddhistiske tempel Wat Chakrawad, er kendt over hele Asien for sine receptblandinger og kuriøst gammeldags lagerføring af mere end 1200 krydret duftende medicinske planter og urter.

Mange vesterlændinge har mest et ironisk, skeptisk smil til overs for Chakrawads traditionelle medicin-blandere.

Og at kineserne forklarer en traditionel medicins effekt i »qi«, en livsenergi som intet instrument kan måle, gør ikke den vesterlandske skepsis mindre.

Dominerende element
Men bliv ikke overrasket, hvis udtræk af bark, blade, knogler, insekter og meget mere bliver et dominerende element af det ny årtusindes medicin.


Rift om naturens medicin (2)
Naturmedicin er eftertragtet - også for store multinationale selskaber

Videnskabelig forskning, der har dokumenteret, hvordan traditionel medicin virker på menneskekroppen, overbeviser i stigende grad vestlige læger og patienter om, at naturmedicin er andet og mere end kvaksalver-mumbo-jumbo.

De multinationale medicinalkoncerner har længe set trenden. På patentkontorerne i de vestlige lande registreres dagligt nye produkter fremstillet af ekstrakt fra folkemedicinens natur-ingredienser.

Registreringen sikrer, at profitten fra den kommercielle udvikling af moderne »traditionel« medicin går til ejerne af patentet.

De mennesker, der gennem generationer har videregivet recepterne og indsamlet de ofte kuriøse, men virksomme traditionelle ingredienser, planter, blade, kviste, frugter, bark, insekter, dyredele m.m. får ingen andel i den patentbeskyttede profit.

Bitter lære
Thailænderne, der har den mest velbevarede nationale folkemedicin-tradition uden for Kina, har fået lært den lektie på samme bitre måde, som da de europæiske kolonilande i forrige århundrede satte sig på handelen med de krydrede »kolonialvarer.«

Amerikanske medicinalselskaber har eksempelvis fået registreret patent på et traditionelt anti-klømiddel udvundet af planten curmuna, der er en integreret del i mange af de traditionelle medicin-recepter, som munke nedskrev for 400 år siden, inden de sirligt blev indgraveret på flisevægge i Wat Po-templet med den liggende Buddha.

I et behjertet forsøg på at beskytte og udvikle folkemedicinens rigt varierede naturressourcer har regeringen i Bangkok i to år arbejdet på et lovkompleks, der ventes vedtaget i nær fremtid.

»Med de nye love får vi i det mindste en juridisk platform, hvorfra vi kan forsvare vores oprindelige viden og ressourcer mod de biologiske pirater,« forklarede lederen af sundhedsministeriets Institut for Traditionel Medicin,« dr. Phennapha Sapcharoen.

Han mener, de ny love er livsnødvendige for at beskytte thailandske naturressoucer og kulturtraditioner inden ratificeringen af FNs konvention om biodiversitet, som i princippet vil give alle nationer adgang til Thailands natur-ressourcer.

Frygt for bureaukrati
De traditionelle medicin-blandere og »kloge mænd,« der kan findes i hver eneste thailandsk landsby, er - ironisk nok - kritiske overfor de nye love, som de føler vil komplicere deres liv. De frygter, at indberetningskrav og anden bureaukrati vil koste dem tid og penge.

En anden bekymring er, at en national registreringslov åbner for et utal af konflikter om rettighederne til recepter, der i hundreder af år har været kollektiv eje.

I den heftige debat har en thailandsk professor i international jura, Chakkri Kuanpoj fra Sukothai Universitet, understreget, at traditionel medicin og viden ikke er egnet til patent-beskyttelse.

Han forslog, at alle traditionelle recepter gøres til offentlig ejendom. Det vil, skrev han i Bangkok Post, udelukke enkeltpersoner og multinationale koncerner fra at patentere, hvad der har været folkelig eje i århundreder.


Rift om naturens medicin (3)
Den gamle kineser vejer kviste, blade, urter, bark og frugt og lægger alt i sirlige, små bunker.

Fra handelen på Chakrawad-markedet ved man, at omkring 80 procent af de planter og urter, der indgår i traditionelle recepter, gror vildt og indsamles af lokale, mens kun en femtedel er kultiverede planter.

»Det er et marked, så farverigt og varieret som naturen selv, og det gør det lettere for de multinationale medicinalfirmaer at splitte traditionelle medicin-recepter op på en måde, så de med penge og teknologi kan udvikle og patentere fremstillingsprocessen,« siger Vitoon Leanchamroon fra aktivist-gruppen Biothai.

Vitoon definerer »biologisk ressource pirateri« som »brugen og udviklingen af oprindelig viden uden tilladelse fra de stedlige folk og uden at dele fortjenesten med dem.«

Sikkert enig
Den gamle knark i den underligt duftende forretning tapetsere med skuffer fulde af tørrede kviste og dyredele, der viste os, hvordan han blandede sin egen ginseng-recept, ville utvivlsomt have nikket accepterende, hvis vi kunne have spurgt ham.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten