Sitemap | Avanceret søgning |

Hurra for de grillede frikadeller

Bangkok kan prale med verdens længste navn. 152 bogstaver, der får det sære sted i Wales med det længste jernbanestationsnavn Llanfair-et-eller-andet på 58 bogstaver til at virke ydmygende kort.

Af KRISTIAN NYSTRØM, LARS FROM og HÅVARD BJELLAND (foto)
Publiceret 18-08-1999

BANGKOK


MASKER
Mange trafikanter i Bangkok bærer masker for at beskytte sig mod åndedrætssygdomme

»Krungthepmahanakhonamornratanakosinmah-intarayutthayamahadilokpopnoparatanarajthanib-uriromudomrajniwesmahasatarnamornpimarnavatar-satitsakatiyavisanukamparasit«.

En lille landsby
Bangkok har ikke altid båret dette prangende navn, der oversat betyder lidt i retning af »Englenes, de udødeliges, kongernes og gudernes gyldne tempelstad«. Før byen blev Thailands hovedstad i 1792 var den en lille landsby i Chao Phya-flodens delta og blev bare kaldt Bangkok i betydning »landsby ved floden (»bang«) med olieblommer (»kok«).

Måske er det også kun i denne korte form, byen vil kalde sig hjem for sine godt 10 millioner almindelige dødelige. De har ikke haft det nemt de seneste år.

Mere end en million mistede deres job, da valutaen brød sammen for to år siden, og selvom der igen er sundhedsforuroligende mange biler i gaderne, og der igen er liv i butikker bag vinduer, der i to år har været klistret over med gamle avissider, afslører selv en kort tur rundt i byen, de ømme mærker fra den sociale depressions knugende favntag.

Boligløse sover fortsat på fladtrådte papkasser under motorvejsbroerne. Børn løber tiggende rundt i de benzinosende bilkøer og forsømmer deres skole. Mere end 400.000 børn er gået ud af skolen, fordi forældrene ikke længere har råd til at købe bøger og uniformer til dem, kunne vi læse i Bangkok Post.

Piger, der falbyder deres krop på gaderne i flokke som svaler på telefontråde, børn, der er afhængige af narkotika, før de er syv år, og mænd, der sælger deres organer på private klinikker for at få penge til at afdrage en spillegæld eller til endnu en kapsel amfetamin, er skyggesider, som Bangkok helst var foruden.

Dronning Sirikit, der forleden fejrede sin 67 års fødselsdag, talte på sin egen stilfærdigt asiatiske måde advarende om den sociale fornedrelse.

»Børn skal ikke være tvunget til at sælge blomster til langt ud på natten,« sagde hun, og alle forstod, at hun talte om mere end at sælge velduftende blomsterranker på gaden.

Forureningen
Trafikbetjenten i gadekrydset uden for vort hotel trækker vejret gennem en bomuldsmaske, når han fægtende i en sky af blå udstødningsgasser dirigerer de flydende jernstænger af biler, tuk-tuk og motorcykler i tre retninger


NERVØS FOR SIT HELBRED
Trafikbetjenten bruger bomuldsmaske når han arbejder foran exploratørenes hotel


Han er glad for sit job, men er bange for sit helbred. Alt for mange af hans kollegaer over 40 år har måttet søge pension på grund af åndedrætssygdomme. Ofre for byens tonstunge, fine støv iblandet udstødningsgasserne fra mere end 2,5 millioner biler.

»En trafikbetjent, der har fået astma efter 20 år i gadeosen, kan ikke gå nogen steder uden åndedrætshjælp,« fik den unge betjent forklaret.

Binjma Nunnalip havde et spraglet tørklæde til at dække halvdelen af sit ansigt under den brede stråhat, mens hun fejede visne blade og sammenføget støv langs fortovskanten ved amulet-markedet bag Wat Po-templet. 38 år gammel var hun synlig stolt af sin signalstribede blå arbejdsjakke, som er hendes ydre symbol på, at hun er i stand til at sikre sin familie en nok så beskeden, men leveværdig indkomst.

Hun er langt fra et enkeltstående eksempel på thailandske kvinders vilje og styrke til at indrette sig på smalhals og få det traditionelle familiebundne, sociale netværk til at fungere.

Kvinderne blev hårdest ramt, da de eksportorienterede industrier måtte skære drastisk ned. Nogle faldt for prostitutionens lette penge, som altid har været de fattige kvinders sidste udvej. Men mangefold flere købte eller lånte sig til en lille grill og en lille vogn på hjul.

80.000 gadekøkkener
Mere end 80.000 nye små gade-køkkener og småhandlende fyldte gaderne op i krisens første år. Mange af dem er der stadig. Nogle sælger nudler, snacks, billige t-shirts, mini-plasticlegetøj, småtarvelige souvenirs og meget mere.


GADEKØKKEN
Små grillede frikadeller er blevet symbol på Thailands overlevelsesevne


Populærest er de grillede frikadeller - luk chin ping - som kan købes overalt til nogle få bath stykket. Den samlede investering har været en trækulsgrill på en sammenflikket vogn, og dag-til-dag-investeringen er minimal: Nogle sammenrørte kødboller, nogle spidse pinde og noget trækul.

De små frikadeller er næsten blevet et symbol på Thailands overlevelsesevne.

Efter to dage i Bangkok, hvor tiden er løbet fra os i et bureaukratisk forhindringsløb, er vi endnu ikke blevet hooked på de grillede frikadeller, men små rotis - tynde pandekager stoppet med grøntsager - der ligesom frikadeller koster 5 bath (1 kr) for tre, bliver helt sikkert et hit på resten af vores tur gennem Thailand.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten