Sitemap | Avanceret søgning |

De skjulte grusomheder

Hjerneskallerne er knust eller gennemhullet af en enkelt kugle. De blege knogler og benstumper er smeltet sammen med den hårde jord. Nogle steder stikker de frem hulter til bulter - andre steder ligger de pænt, som var den døde lagt sirligt i graven.

Af JAN LUND, ULLA ØSTERGAARD og HÅVARD BJELLAND (foto)
Publiceret 12-08-1999

NANJING


KINESISKE KNOGLER
For 62 år siden blev Kinas daværende hovedstad, Nanjing, smadret af japanerne og 300.000 kinesere blev myrdet.

I Nanjing giver jorden i disse dage slip på endnu en af hemmelighederne om ufattelige grusomheder i en fjern - men dog tilgængelig - fortid. Scenen kunne ligne udgravningen af en stenalderboplads.

Men de menneskelige rester er kun knap 62 år gamle.

Nanjing Massakren - The Rape of Nanjing, som begivenheden kaldes på engelsk - fandt sted omkring årsskiftet 1937-38. På seks uger fra byens fald den 13. december udførte den kejserlige japanske hær et af historiens mest brutale overgreb på en civilbefolkning.

Kinas daværende hovedstad blev systematisk smadret i et barbarisk blodbad. Forbrydelsen havde et formål: At afskrække Kina fra at gøre yderligere modstand, efter at Japan havde indledt et skånselsløst angrebstogt på Kina i juli samme år.

Sydpå blev forsvarsløse byer erobret, afbrændt og plyndret. Den 12. november faldt Shanghai, og en måned senere stod japanerne udenfor Nanjings gamle bymur.

Dagen efter blev den smukke gamle by omdannet til et slagtehus.

Levende begravet
300.000 kinesere blev myrdet på de seks uger.

Mere end 100.000 blev begravet levende eller smidt i Yangtze-flodens bølger. Andre blev mejet ned foran enorme massegrave eller livkvideret med nakkeskud. Atter andre brugt til bajonettræning eller som mål blandt japanske soldaters konkurrencer om, hvem der hurtigst kunne hugge flest hoveder af bagbundne fanger.

Metoderne er veldokumenterede gennem dagbøger, optegnelser og breve. Ikke mindst fra japanske soldater, der ligefremt eller ofte stolt beretter om deres opgaver og oplevelser i kejserens tjeneste.

Enkelte vestlige beboeres gamle 16mm optagelser og gamle primitive fotos hører også med til dokumentationen.


DOKUMENTATION
På museet udstilles billeder, der viser grusomhederne.

»Eftersom vores mål var ikke at tage nogen fanger, dræbte vi dem alle,« skriver en japanske officer i sin dagbog.

Vigtige kilder
Japanernes bureaukratiske systematik har også været vigtigt kildemateriale. De noterede nøje, hvad der blev forbrugt af rekvisitter og materialer til alle operationer.

I et Europa på tærsklen til Anden Verdenskrig fyldte Nanjing massakren ikke meget. Siden lå den dækket under historiens støv i et halvt århundrede. Først da japanske politikere og historikere begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om massakren overhovedet havde fundet sted, fik det officielle Kina travlt.


MINDEPARK
På det sted, som indbyggerne i Nanjing kalder "10.000 personers graven", er opført en mindepark og et museum.

Nanjing er i dag en travl storby med 4,5 millioner indbyggere. På stedet som byens borgere kender som »10.000 personers graven« åbnede i 1987 en mindepark og et museum.

Men først i 1997 var udsmykningen med 17 kunstværker tilendebragt.

I det ene hjørne af grunden ligger et lavt hus.

Man går tre trin ned og står i en kælder med glasmontrer langs væggene. Jorden er skåret igennem, og det står frysende klart, hvorfor grunden har fået sit navn. I et lag på en meters tykkelse ligger kranier, knogler og skeletter, som tavse vidner om rædslernes omfang.

Den nye udgravning ligger lige ved siden af.

Ukendt antal
Ingen vidste, at der lå en massegrav her. Det stod først klart, da de første spadestik til en ny bygning blev taget. Foreløbigt er der registreret rester efter 67 individer: Mænd, kvinder og børn - unge og gamle. Ingen aner, hvor mange der ligger nedenunder.

De nyeste fund er med til at gøre Nanjing Massakren pinligt aktuel set med kinesiske øjne.

Massakren er en af de alvorligste psykologiske barrierer mellem Japan og Kina og spiller stadig en fundamental rolle for forholdet mellem de østasiatiske rivaler.

Det er nemlig stadig ikke lykkedes Kina at vriste en undskyldning ud af Japan. Sidste år havde diplomatiet alt klappet og klart til en officiel undskyldning fra Japans ministerpræsident Keizo Obuchi til Jiang Zemin under den kinesiske præsidents besøg i Tokyo.

Men i sidste øjeblik ændrede Japan holdning. Japanerne fik en ny chance i foråret med Obuchis planlagte besøg i Nanjing. Men japanerne aflyste den del af turen.

Japanernes manglende erkendelse og anerkendelse af fortidens synder giver kollektivt kineserne et nationalt ubehag. De ser tegn på militarismens comeback, når Japan indgår strategiske sikkerhedsaftaler med USA omfattende Taiwan.

Og de ser en genopblussen af japansk nationalisme, når Japan her i august 1999 gør de nationale symboler til nationalsang og nationalflag. Det var under denne fane og til tonerne af denne musik, at Japanerne trampede ikke bare Nanjing og Kina men hele Syd- og Sydøstasien under fode.

Det var da også nye signaler fra Japan, der fik myndighederne i Nanjing til at reagere i begyndelsen af 1980erne.

»I 1982 besluttede det japanske undervisningsministerium at ændre på historiebøgerne. De udskiftede ordet »invasion« med »indtræden.« Det sårede mange kinesere og skabte en bevidsthed om, at det er vigtigt at holde fast i historien,« siger museets direktør Zhu Cheng Shan.

I glemmebogen
I næsten 50 år havde Nanjing-massakren ligget i glemmebogen. Efter japanerne fulgte borgerkrigen og kommunisternes magtovertagelse med nyt fokus på fremtiden og genopbygningen.

»Vesten ved ikke meget om massakren på grund af Japans holdning, og Kina var meget lidt historisk bevidst i disse år,« forklarer Zhu Cheng Shan.

Antallet af ofre er fortsat et stridsspørgsmål, og det officielle Japan afviser i det hele taget, at det var så slemt. Alle bøger om emnet modtages negativt i Japan. Det lykkedes for eksempel hverken at få oversat eller udgivet den sidste amerikanske bog om emnet på grund af dyb, dyb modstand i hele det japanske samfund.

Bl. a. indkaldte den japanske Washington-ambassadør til en pressekonference og krævede bogen renset for »unøjagtigheder.«

Veldokumenterede tal
Tallet 300.000 er imidlertid forholdsvis veldokumenteret gennem de asiatiske krigsforbryderprocesser i slutningen af 1940erne. Tokyo-tribunalet nåede frem til et antal dødsofre på 200.000 - uden at inkludere dem, der blev smidt i floden og levende begravet. Det tal blev ved en anden domstol anslået til 150.000.


AFSLØRINGER
Der dukker stadig kranier, knogler og skeletter frem af jorden.


I Kina foregik der også et retsopgør. Nanjing-massakren blev udkrystalliseret i 28 holocaust-sager med 190.000 dødsofre plus 850 »mindre« massakrer med i alt 150.000 døde.

»Der kan eksistere nogle overlapninger. 300.000 er et minimumstal,« vurderer museumsdirektøren.

Ribbet og raseret
Den gamle kulturby Nanjing blev simpelthen ribbet for alt og fuldstændig raseret. Kineserne opdeler tragedien i fire tabskategorier:

- Massakren med 300.000 dødsofre.

- Voldtægten af 20.000 kvinder.

- En tredjedel af byen brændt ned til grunden.

- Systematisk og omfattende plyndring af alt lige fra private hjem til fjernelse af 880.000 bind fra biblioteket og demontering af byens fabrikker.

Og hvorfor så ribbe op i fortiden igen her i krydsfeltet til et nyt århundrede?

Som en lærebog
»Historien er en lærebog, og det er vigtigt, at mennesket kender fortiden,« indleder Zhu Chang Shan:

»Menneskeheden vil gå ind i et nyt århundrede i håbet om en ny og fredfyldt verden. Første halvdel af det 20. århundrede udløste to store krige, men for mange af nutidens mennesker er krigen langt væk. Mange børn er født senere og kender slet krigens gru. Det er vigtigt at fortælle, hvor grusom krigen er for at bevare freden.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere