Sitemap | Avanceret søgning |

Arven efter atombomben

Sadako Sasahi blev 12 år. Hun døde den 25. oktober 1955. Et offer for strålingen fra den atombombe, der faldt over hendes by, da hun bare var to år gammel.

Af JAN LUND, ULLA ØSTERGAARD og HÅVARD BJELLAND
Publiceret 03-08-1999

Hiroshima

Da hun blev syg, satte hun sig som mål at folde 1000 papirtraner efter gammel japansk tradition. Tranen er symbolet på lykke og et langt liv i Japan, og den dengang 10-årige pige var overbevist om, at hun ville overleve, hvis hun nåede målet.

Hun nåede 644.


Mod A-våben
Papirtranen er blevet symbol på kampen mod atomvåben.


Men klassekammeraterne foldede de sidste 356, og Sadako fik sine tusinde papirtraner med sig i graven.

I dag er papirtranen blevet symbolet for kampen mod en verden uden atomvåben. Ikke kun i Hiroshima og Japan - men over hele verden. Sadako Sasahis historie er blevet en inspirationskilde for millioner af mennesker. I det centrale Hiroshima ligger mindeparken for ofrene for verdens første atomangreb i skyggen af en forvredet ruin. Den er det eneste historiske monument efter tragedien for snart 54 år siden.

Symbolet for håb
Midt i parken står mindesmærket for den lille pige som et stærkt og følelesladet symbol på barnets håb om en fremtid uden atomvåben. Børn og unge valfarter til Hiroshima for at lægge deres egne sirligt udformede papirtraner ved monumentet.


Mindesmærket
Børn ved mindesmærket i parken.


De ligger i millionvis omkring monumentet. Bragt ind fra nær og fjern med hilsner, ønsker, digte og drømme formuleret med tegn og sprog fra alle klodens hjørner.

Tranerne er blevet det stærkeste symbol på Hiroshimas rolle som udbreder af budskadet om aldrig mere en atomkrig. Byen erkender, at den for altid vil stå i verdenshistorien som stedet, hvor rædselsslagne mennesker for første gang så paddehatteskyen hæve sig over død og lemlæstelse.

»Hiroshima går ind i det 21. århundrede som bannerfører i kampen: Menneskeheden kontra atomvåben.

Vi har ført den kamp i et halvt århundrede og er parat til at give den højeste prioritet også ind i det næste århundrede,« fastslår Hiroshimas borgmester Tadatoshi Akiba.

Som borgmester er det hans ansvar at gå forrest.

Da Indien og Pakistan indledte deres atomkapløb sidste år, tog Hiroshimas borgmester det første tog til Tokyo og demonstrerede foran de to landes ambassader.

De tre sejre
Selv om der efter et halvt århundrede ikke forekommer at være de store gennembrud i kampen for total atomnedrustning, vælger borgmester Akiba at tælle sejrene frem for nederlagene.

»De overlevende har spillet en stor rolle i mere end 50 år. De har dokumenteret, at selv så mægtig en kraft som atomvåben ikke kan destruere den fundamentale menneskelighed i mennesket. Vi får hver dag en ny og dybere indsigt i, hvad dette helvede på jord gør ved menneskets og dets sjæl. Smerten er bundløs i dette levende helvede.

Den anden store sejr, som alle ofrene for bomberne kan tage til sig, er, at det er lykkedes at forhindre udløsningen af en tredje bombe ved at sende deres klare og tydelige besked: Atombomben er den absolutte ondskab. Hvis alle disse ofre havde besluttet sig for at tage hævn med de samme midler, havde det været jordens undergang.

Den tredje sejr er, at det er lykkedes at skabe nye modeller for samarbejde mellem nationerne. Det er en styrkelse af selve den menneskelige race, der får den til at kunne forestille sig en fælles fremtid. Hiroshima er rede til at blive set og forstået som en slags åbenbaring, der kan guide os alle i det 21. århundrede,« siger borgmesteren og præciserer sin mission:

»Budskabet er klart: Atomvåben kan ikke accepteres. Det er absolut ondskab. Der eksisterer ingen forbehold eller begrænsninger hverken i rum eller tid. Mennesket må acceptere dette og forstå dette. Før kan mennesket ikke reagere og begynde at ødelægge eksisterende atomvåben.

Mange mangler viljen. Den vil vi koncentrere alle kræfter om at skabe i det næste århundrede. Hvor der er vilje, er der en vej - og ikke kun een men mange,« siger borgmesteren.

Fredsuddannelse
Som alle andre ved han kun alt for godt, at fremtiden tilhører den unge generation. Hver dag bliver der færre og færre af de, der oplevede og husker.


Vi kan gøre en forskel
Young-Ok Kim og Sachie Kumano er begge efterkommere af ofrene for atombomben.


Derfor indførtes allerede i 1970erne »freds-uddannelse« som fag i Hiroshimas skoler, og ungdommen, der skal bære faklen videre, føler da også, at de har et særligt ansvar:

»Det er vigtigt, at vi kender vores fortid og kan fortælle sandheden om bomben videre til den næste generation. Hvis folk bliver bevidste om, hvad der skete, kan det måske forhindre en gentagelse,« siger Young-Ok Kim på 28 år.

Begge hendes bedsteforældre blev dræbt af bomben. Bedstefaren brændte sandsynligvis ihjel, da eksplosionen fik temperaturen i Hiroshima centrum til at stige til 4000 grader. Han blev aldrig fundet. Bedstemoren døde tre år efter af leukæmi, da Young-Ok Kims far var bare otte år.

I Sachie Kumanos familie overlevede alle.

Hendes bedstefar var flygtet fra byen og så fra øen Yashiro-Shima 50 km borte paddehatteskyen rejse sig over hjemstavnen. Kun en stenportal blev tilbage af hjemmet. Resten af var væk.

»Min bedstefar gav mig en båndoptagelse med hele historien, inden han døde. Jeg ville gerne have spurgt ham om mere, men nu er det for sent,« fortæller den 29-årige kvinde, som er født og opvokset i byen.

Vi bærer arven
Også hun er bevidst om, at det indebærer et særligt ansvar at være efterkommer af ofrene for bomben.

»Vi bærer på arven. Og derfor kan vi måske gøre en forskel ved at kende historien og fortælle den videre,« siger hun, men er usikker på om Hiroshimas engagement kan hindre en ny bombe, når det kommer til stykket:

»Jeg håber selvfølgelig ikke, at det vil ske igen. Men det vil det måske alligevel.«

Hiroshima forsøger at undgå diskussionen om årsag og skyld. Udgangspunktet er, at der ikke findes nogen gyldig eller acceptabel grund til at bruge kernevåben uanset omstændighederne.

»Det er ikke ofrenes ansvar at være objektive. Ofrene kan fortælle verden, at angreb med atombomber ikke kan tolereres uanset grunden. Nogen må gentage det budskab om og om igen. Hvis vi glemmer historien gentager den sig selv,« konstaterer borgmester Akiba.

Mindeparken sender sit budskab til verden fra Hiroshimas centrum. Midt i parken brænder en flamme, som Hiroshima håber på en dag vil blive slukket.

Det sker først den dag, da der ikke findes flere atomvåben i verden.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten