Sitemap | Avanceret søgning |

Rocktemplet i kælderen

På scenen rocker Jun og Atsisi fra side til side i sexede synkrone bevægelser, mens elguitarerne pumper rytmen ud i lokalet.

Af JAN LUND, ULLA ØSTERGAARD og HÅVARD BJELLAND (foto)
Publiceret 29-07-1999

Tokyo


SYNKRONE BEVÆGELSER
Jun og Atsisi spiller seks aftener om ugen - og seks sæt pr. aften.
Foto: Håvard Bjelland

Elvis-frisurerne sidder som støbt til issen.

Leopardjakkerne i velour med 1950'er-flipper matcher glimmeret og sangerinden Mayas strutskørt og boppede hår.

Little Richard, Jerry Lee Lewis, Buddy Holly og Elvis........det er her, det sner.

Luk øjnene og drøm dig til Memphis i 1953.

Åben dem igen og opdag, at du stadig sidder på The Amtrak i Tokyo. I Red Light distriktet Shinjuku rummer en af mange hemmelighedsfulde kældre et musikalsk klenodie: Verdens sidste levende rock'n'roll dansested.

»Vi spiller seks aftener om ugen - og seks set pr. aften. Kun om mandagen holder jeg fri. Desuden har jeg to gange tre dages ferie hvert år,« fortæller 31-årige Jun Matsumoto i aftenens tredje pause.

Stjerneguitaristen
Så japansk som Fujiyama er han bandets charmerende stjerneguitarist. En blændende guitarspiller og en fremragende rocksanger med sans for de bevægelser, attituder og stunts, der i snart et halvt århundrede har tegnet rock'n'roll.

Cool og sexy som en Elvis Presley - en mand der kan sit håndværk til fingerspidserne.

Bandet - der også bare hedder The Amtrak - fyrer det ene gamle rock'n'roll hit af efter det andet. Engang imellem ryger der lige et par 1960'er hits ud over rampen.

Allesammen sidder lige i øjet.

Intet andet sted på Kloden vil Procol Harums klassisker "A Whiter Shade of Pale" blive spillet og sunget så præcist og overlegent virtuost, som når Jun crooner ved mikrofonen og orglet får lov til at fylde mere end guitarerne.

For de få
Han erkender, at rock'n'roll ikke er hot i Tokyo, om end den altså stadig er i live og trives.

»Der findes kun The Amtrak,« siger han og forklarer med tegn og fagter, at hans forhold til genren er en hjertesag.

Hans engelsk er mildest talt på et moderat niveau. Faktisk forstår han ikke et ord af, hvad han synger. Med japanerens talent for at lære, uden nødvendigvis at forstå, har han simpelthen lyttet sig til udtalen og gengiver nu lydene forbløffende præcist og korrekt.

»Jeg kan over 100 numre,« forklarer Jun med en forståelig stolhed, da han efter en del forviklinger omsider forstår spørgsmålet.

For ham personligt giver teksterne ingen mening, når de ryger ud over rampen. Men hvad betyder det.....Tekster har alligevel aldrig været genrens varemærke.

Energi til skoene
Rock'n'roll er energi. Helt præcis den energi, der pumpes fra scenen ud i rummet og ind i danseskoene. Når der en aften som denne skrues op for Peggy Sue, Honey Dont og hele det klassiske repertoire bliver dansegulvet levende.

Japanere i alle afskygninger rocker med. Nogle som statister i en James Dean-film. Andre i beruselsens uhæmmede bevægelsesmønstre.

Men de fleste i fuldstændigt synkrone bevægelser. På to rækker står de foran scenen og danser trinene perfekt og metodisk under ledelse af forsangerdirigentdanserinden Maya.

Måske knap så rock'n'roll agtigt, som dengang ungdommen gik amok i de amerikanske dansehaller og musikken blev fordømt, forbandet og forbudt af alle ordentlige mennesker, myndigheder og radiostationer.

Våde klude
Men selvfølgelig er dette rock'n'roll tempel også Japan. Det kan hverken skjules af fotostaterne af James Dean, Marlon Brando eller Marilyn Monroe. Af skiltene med Broadway, Greenwich Village og 42. Street. Eller pausernes gamle sort-hvide videoer med Buddy Holly og andre koryfæer fra en svunden epoke.

Japan melder sin tilstedeværelse 30 sekunder efter, at vi har forceret vindeltrappen tre etager ned under jordens overflade og har sat os ved det anviste bord. Omgående dukker en servitrice op med varme våde klude til at tørre svedige hænder og ansigter. Ved nabobordet fortæres en større japansk menu, og midt i det hele gjalder "Happy Birthday to you" fra scenen og to fødselarer får taget deres foto sammen med orkestret.

Vi nøjes med entrebillettens standardmenu: Tre genstande plus popcorn. Et hurtige vue ud over det blandede klientel af unge teenagepiger, ældre modeller, hårde negle og gamle herrer afslører, at en hel del har fået betydeligt mere øl end popcorn. Tunge øjenlåg og problemer med balancenerven bliver mere og mere udtalt efterhånden, som aftenen skrider frem.

I al uskyldighed forstås.

Opsynsmanden
Og skulle der blive problemer er aftenens opsynsmand parat til at skride ind iført kakifarvet uniform med emblemer og skilte som en amerikansk repræsentant for lovens lange arm.

Men i verdens fredeligste millionby fører heller ikke rock'n'roll til tumulter.

Jun kan holde fri som han plejer ved 2.30 tiden og udleve sin egen drøm. Lidt øl og lidt sjov med vennerne over et slag pool eller en spil dart. Solen har for længst sendt natten til drømmeland, da Japans bedste rock'n'roll guitarist møder morgenen og på sin funklende Kawasaki slingrer hjem i seng.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


OPSYNSMANDEN
Iført amerikansk uniform er aftenens opsynsmand på vagt.
Foto: Håvard Bjelland

Hvis du vil vide mere