Sitemap | Avanceret søgning |

Alene i Vildmarken

Den kraftige motorbåd forsvandt ud i den tågede horisont, mens motorlyden blev stadig svagere. Ubestemmelige fugleskrig overdøvede gradvist de 700 hestekræfter, der havde fragtet os ud til Litnik-flodens udmunding på Afognak Island - en del af Kodiak-øen.

Af MICHAEL ULVEMAN, BO JØRGENSEN og TORBEN STROYER (foto)
Publiceret 13-06-1999

Kodiak, Alaska

Nu stod vi der. Vi var småbange. På bredden med al vores bagage og fiskestænger. Alene i blæst og regn - uden muligheder for kontakt med omverdenen, bortset fra en mobil satellit-telefon, der ikke kunne finde nogen satellit.


Ankomsten
Bill Spencers aluminiumsbåd har gennempløjet bølgerne og tågen, og nu efterlades Explorer-holdet på egen hånd
Foto: Torben Stoyer

Vores eneste holdepunkter var positionen 5804.56 på den ene koordinat og 15248.1 på den anden, som kaptajn Bill Spencer havde udmålt på sin Global Positioning System (GPS). Samt hans løfte om, at han ville samle os op om 24 timer.

I den forudgående time have Bill Spencers aluminiumsbåd skåret gennem bølgerne og tågen, der lagde en klam hånd over Kodiak by.

Vi måtte aflyse vores planer om at blive fløjet ud til Ayakulak-floden på sydsiden af Kodiak-øen, hvor kongelaksen går op. Derude ville vi - trods den mægtige Kodiak-bjørns nærvær - alligevel kunne føle os en smule trygge. To park-rangere havde slået lejr for at kontrollere og rådgive om sammenstødet mellem menneske og natur. De ville både være i besiddelse af rifler og radioforbindelse til omverdenen. Andre lystfiskeres telte ville være med til at skabe en tryg ramme i den vilde natur.

Tossede bjørne
Spencers metalbåd, The Boat, var løsningen for os, der ikke kunne vente i dagevis på, at den tunge suppe lettede over øen. Vi kastede vores rygsække og telte om bord i en tro på, at Spencers anbefaling af Litnik-floden var god nok. Men det var også et risikabelt valg. For vi vidste intet om området - ej heller, om der var andre derude.

På vej ud til den eftertragtede vildmark advarede han os:

Mine klienter rapporterede om 14 sammenstød med bjørne derude sidste år. Jeg aner ikke, hvad der gik af bjørnene. De opførte sig bare så tosset, sagde han.

Ordet sammenstød dækkede i dette tilfælde skinangreb. Ingen var kommet til skade. Men udsigten til, at en 750 kilos brun Kodiak-bjørn på tre meters højde ville fingere et angreb lagde en noget trykket stemning over båden.

Forsvar mod bjørne
Har I noget forsvar mod bjørne? Det skal I have, sagde Spencer. Vores bjørnespray og bjørnebrag gjorde ikke større indtryk på en mand, der havde en kraftig riffel ved sin side i kaptajn-sædet. Han lånte os bådens signal-pistol.

Skyd den midt mellem øjnene, hvis den angriber. Ildkuglen brænder i seks sekunder. Det vil måske skræmme den væk, sagde han.

Inden Bill Spencer lagde ud fra bredden sagde han med et grin til Ulveman.

Bare smør en af de andre ind i laks. Så er du i det mindste sikker.

Ikke tom snak
Det var ebbe, og fra den stenede flodbred forsøgte vi at danne os et overblik over området. Tydeligvis var der ingen andre fiskere eller jægere i nærheden, som vi havde håbet. Ingen tegn på civilisation.


Bjørnen
Hvert år drager tusinder af turister fra hele verden til Kodiak for at fiske og få et glimt af den eftertragtede bjørn.
Foto: Torben Stroyer

Tre-fire kilometer oppe ad floden ville vi kunne finde nogle tomme skovhytter, som vi kunne benytte i nødstilfælde, havde vi fået at vide.

Vores første plan var at finde en velegnet teltplads for natten.

Kun et par meter inde i skoven fik vi bekræftet, at bjørne-advarslerne ikke var tom snak. På en smal dyresti i græsset lå der masser af bjørneekskrementer. Vi fulgte stien og fandt en trærig forhøjning i landskabet, delvist omgivet af vand.

Lejrplads
Pladsen bar præg af, at andre før os - måske for mange år siden - havde slået lejr her. Et mosset bræt var banket op mellem to træer til at hænge jagtfangst på. Forkullet træ på jorden fortalte om et lejrbål. Den bløde og tørre skovbund af mos dannede et perfekt underlag. Dyrestien drejede væk fra teltpladsen.

Vi satte hurtigt to telte op og gik på jagt efter aftensmaden: En laks. Floden var over 100 meter bred på dette punkt, og derfor var det usandsynligt, at bjørne ville gå på laksejagt her. De ville instinktivt vælge de smallere passager på floden, hvor det er lettere at slå en klo i en laks. Vi var nogle kilometer fra det punkt på floden, hvor den snævrede ind.

Med over 3.000 Kodiak-bjørne har øen syd for Alaskas fastland tre gange så mange bjørne som i resten af USA. Den rige forekomst af laks har gennem generationer dannet perfekt føde for den brune bjørn, der regnes for den største i verden.

Eftertragtet turistdestination
Hvert år drager tusinder af turister fra hele verden til Kodiak for at fiske og få et glimt af den eftertragtede bjørn. Små flycharter-selskaber garanterer - mod pæn betaling - et glimt af en bjørn og udsøger de floder, hvor bjørnene søger ned.

Flyet lander på vandet, hvor fra turister i pæn afstand og sikkerhed kan fotografere dyret. Bjørnene lader sig sjældent forstyrre af menneskene.

Totredjedel af Kodiak Island blev i 1941 erklæret for fredet område i et forsøg på at bevare den unikke forekomst af bjørne, fisk og kronhjorte.


Den amerikanske ørn
I sit rette element, vildt og smukt.
Foto: Torben Stroyer

Øen - og det omkringliggende farvand - regnes for et af Nordamerikas bedste fiskeområder, der er rigt på især laks og helleflynder.

Kodiak by
Trods turismen er Kodiak by med 7.000 indbyggere først og fremmest en fiskeriby. Det er en af de ældste permanente europæiske bosættelser i USA, som blev opdaget af den britiske kaptajn Cook i 1778.

På det tidspunkt var byen allerede etableret af russiske opdagelsesrejsende, der kom fra den anden side af Beringstrædet, og de første grundsten lagt til etableringen af den russisk-ortodokse kirke, hvis karakteristiske blå kuppelformede bygninger stadig ses i byen.

Det var umuligt at være i tvivl om, at laksen var på vej op gennem Litnik-floden for at gyde. Den rindende lyd fra floden blev konstant overdøvet af store plask i vandet, hver gang en laks brød overfladen og sprang efter en flue. Af og til dukkede en havodder op og nussede sig finurligt, mens den iagttog de fremmede på flodbredden. Amerikanske ørne afpatruljerede i lav højde vandoverfladen for fisk og små gnavere.

Bjørnespor
Ingen laks ville bide på vores spinnere. Først klokken 22 opgav vi fiskeriet, og det var tid til at søge tilbage mod teltpladsen, inden mørket faldt på. Vandet var steget, hvilket gjorde det umuligt for os at gå ad vores foretrukne rute langs flodbredden, hvor risikoen for at overraske en bjørn med nogle unger var mindst.

Vi var næsten tvunget til at gå langs den sti, hvor bjørnene havde sat tydelige spor. To gange passerede vi knogler og pels fra et flået dyr, der havde været bytte for en bjørn.

Andre steder var barken kradset af træerne. Massevis af ekskrementer bekræftede, at her kom bjørnene med jævne mellemrum.

Usikker følelse
Vi raslede så meget som muligt med bjørneklokkerne, mens vi sang og fandt på opfindsomme råb som Hjem-Is, Hjem-Is. På overfladen var humøret i top. Men et sted inde i os, var der også en frygt for, at vi havde undervurderet, hvad vi havde bevæget os ud i. Ingen af os havde nogen sinde stået ansigt til ansigt med en brun bjørn - og slet ikke en af Kodiak-størrelsen.

Selv om vi havde aftalt, hvordan vi ville reagere kollektivt, vidste vi alligevel ikke, om en eller flere af os ville gå i panik. Den uhyggelige og usikre fornemmelse føltes modsat også lidt dragende.

Nattens chok
Da mørket faldt på omkring midnat havde vi gang i et bål til at varme os omkring. Vinden blæste fortsat og sendte røgen ind i skoven, der lukkede sig stadigt mørkere omkring os. Lyden af skræppende ørne fra en rede i nærheden forstyrrede stilheden.

En gang imellem tog vi vores stavlygte og afsøgte det nærmeste område for bjørne. Vi snakkede om, hvordan vi egentlig var havnet her i midten af ingenting på toppen af verden og sang nogle gode danske sange. Betydeligt mere afslappede, end da vi stod på flodbredden nogle timer tidligere, gik vi i soveposerne.

Klokken 4 vågnede Jørgensen og Ulveman med et chok. De havde begge hørt den umiskendelige lyd af noget, der ramte teltbardunen og fik teltet til at rykke sig. Jørgensen greb ud efter den store stavlygte, mens Ulveman tog signalpistolen og bjørnesprayen.

Et sted dybt inde fra et dyr lød der en uhyggelig lyd: Brrrrrrrm.

Kold frygt
Ingen sagde noget i de næste 15 sekunder. En kold fornemmelse af frygt forplantede sig ned gennem kroppen hos Ulveman og Jørgensen. Stroyer sov trygt. Hørte du også det? spurgte Ulveman. Ja, svarede Jørgensen. Ingen var i tvivl om, at noget stort lurede uden for teltdugen.

Men midt i rådvildheden foretog Jørgensen og Ulveman sig intet - andet end at lytte anspændt. Hvert halve minut uden en lyd brugte de til at trøste sig med, at dyret nok var væk. Men nattesøvnen havde svært ved at indfinde sig igen.

Næste morgen fandt vi teltpløkken bøjet som en hårnål. Vi søgte længere op ad floden i jagten på laks og bjørn. Nattens oplevelse gjorde os endnu mere larmende på bjørnestien, hvilket i sig selv var et dilemma. På den ene side, ville vi godt møde en bjørn - ikke mindst fotograf Stroyer. På den anden side skulle den ikke være for tæt på og slet ikke overraskes af os.

Laksen ville stadig ikke bide, men en flot regnbueørred hoppede på Jørgensens krog. Kodiak-bjørnen holdt sig dybere inde i skoven.

Vildt-historier
Tilbage i Kodiak by blev der udvekslet vildt-historier i lufthavnskøen. Tre amerikanere på fisketur havde fundet fodspor i størrelse 60 uden for deres telt om morgenen. Men de havde intet hørt. En lokal mand brød ind: De tjekker altid telte af for at se, om der er noget, de kan spise. De går så stille, at I aldrig vil høre, de er der, sagde han. Sikkert rigtigt, men vores bardunsnor kom alligevel i vejen og afslørede bjørnen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten