Sitemap | Avanceret søgning |

Frihedens vinger

Fem liter Heinz tomatketchup, ti pakker cornflakes, 30 kg. vaskepulver, 50 kg. kartofler, 1 kg. gær, 25 kg. mel, to havestole, ammunition til jagtriflen og to kasser tomater.

Af MICHAEL ULVEMANN, BO JØRGENSEN og TORBEN STROYER (foto)
Publiceret 12-06-1999

Anchorage, Alaska

Judy Heilman står på landingsbanen og krydser af på en indkøbsseddel, efterhånden som varerne stoppes ind i rummene i det lille seks personers propelfly. Hun er en af de snesevis af husmødre, der denne lørdag er fløjet på indkøb i Alaskas største by, Anchorage. Chefen for det store supermarked nede for enden af en af landingsbanerne, Shawn Duff, kan endnu engang melde om en travl lørdag. Travlheden gælder især de drenge, der som et led supermarkedets specielle service overfor de flyvende kunder leverer varerne ud på startbanen.


PARKERING
Det lille fly står bag laden sammen med andre nødvendige maskiner i Anchorage

I hundredvis af små propelfly i alle afskygninger står parkeret på den kæmpemæssige flyveplads, en af verdens største for privatfly.

Alaskas barske natur med et utal af floder, søer og kæmpemæssige bjergformationer, og ikke mindst de enorme afstande, har gjort Alaskas befolkning til det mest flyvende folkefærd i verden. Små to- og firepersoners fly står ofte parkeret i indkørsel ved siden af familiens fire-hjulstrækker eller ved siden af familiens motorbåd. Start og landinger forgår fra søer eller fra fælles jordbaner. Vintervejret er ingen hindring. Så forsynes flyene blot med ski, der via hydraulik kan erstattes med landingshjul oppe i luften, hvis det kræves.

For i tusindvis af familier i Alaska er flyet den eneste livsnerve til omverdenen, eller også er det et hurtigt alternativ til mange timers bilkørsel ad hullede veje. Ligesom for kørekort er aldersgrænsen for erhvervelse af flycertifikat i Alaska kun 16 år, og antallet af privatpiloter er stærkt stigende.

Ingen veje
Efter en stresset dag i Anchorage i den lejede autocamper, er familien Heilman ved at være færdige med månedens indkøb. Nu glæder Judy Heilman sig til freden og stilheden hjemme i landsbyen Beluga 25 minutters flyvetur fra storbyen. Der går ingen veje ud til den lille by med kun 23 indbyggere, og derfor må Judy Heilman, hendes mand Lawrence Heilman og deres barnebarn på fem år, Anson Zane, ligesom de andre familier i byen flyve, hver gang de skal have forsyninger eller på anden måde skal i forbindelse med omverdenen.

Besøg hos læge, tandlæge, teater, biograf, familie og venner foregår alt sammen pr fly fra den lille jordbane ude i Beluga. Tre gange om ugen kommer postflyet med breve til det lille samfund. Anson Zane, der på grund af moderens skilsmisse bor i Beluga hos sine bedsteforældre, undervises sammen med byens andre seks børn.

Selv om Internettet også har holdt sit indtog i Beluga, er det begrænset, hvor meget familien Heilman gør brug af det udover at sende og modtage e-mails. Mens langt de fleste andre internet-brugere kun skal betale lokaltakster for at arbejde på nettet, skal beboerne ude i Beluga nemlig betale den langt dyrere lang-distance-takst for at logge sig på.

»Hver gang vi kommer til byen på indkøb lejer vi en autocamper. Når den er fyldt op, ved vi, at der ikke kan være mere i flyet,« griner Lawrence Heilman, der arbejder på et stort vandkraftværk i nærheden af Beluga.

»Den månedlige indkøbstur koster os 200 dollar (godt 1.400 kr., red.) til flyet. Derfor skal den planlægges grundigt. Intet må glemmes. Tre af beboerne i Beluga har deres eget fly, men for os er det billigere at chartre et, hver gang vi skal afsted. Vi forsøger vi at begrænse indkøbene til et minimum, og heldigvis kan vi skaffe 80 pct. af vores forsyning af kød ved at skyde Moose (den canadiske elg) og ved at fange laks i floderne,« beretter Lawrence Heilman.

Han kom til Beluga for 20 år siden og byggede selv familiens hus af tømmer.

»Om jeg aldrig drømmer om et liv som bybo? Er du tosset. Jeg ville blive sindssyg af at bo herinde,« fastslår han.

Flyvende pickup
»Det her er vores pickup,« forklarer politibetjent Bill Gifford i Anchorage, mens han kærligt klapper sit aldrende fire-personers Maul-fly. Sammen med kæresten, Shirley Warner, der ligeledes er politibetjent, forsøger han at bakse et halvt flyttelæs ind i det lille fly. Fem stole, to tjenestepistoler, lamper, et ramponeret bord og fire store papkasser fyldt med bøger og husgeråd skulle gerne flyves ud til byen Soldotna, hvor Shirley gør tjeneste. Parret er kun sammen i weekenderne, og det kun takket været Bills flyvemaskine, anskaffet for år tilbage for 35.000 dollar.


FLYVENDE PICKUP
Maul-flyet er Bill Giffords flyvende pickup. Uden det ville det tage ham seks timer at komme ud til kæresten Shirley i Soldotna

Flyveturen fra Anchorage til Soldotna varer 35 minutter. Skulle de 230 km.til Soldotna tilbagelægges i bil ad de hullede veje, ville turen tage mindst seks timer.

»Giv ham 130 meter, og han kan lande hvor som helst,« fortæller Shirley, mens hun sender kæresten et beundrende blik.

»Vi har landet på strande, marker, i skovrydninger ja selv på en hovedvej engang, da vejret blev dårligt. Flyet giver os en uvurderlig frihed. Udover hurtig transport, kan vi komme ind i områder, hvor vi kan gå i fem-seks dage, uden at møde nogen som helst, og uden at høre så meget som et fly. Og når vi tager på fisketur, er sidegevinsten, at vi fra luften kan se, nøjagtig hvor de store laks befinder sig i de klare floder,« siger Shirley med et skævt grin.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten