Sitemap | Avanceret søgning |

De kæmper om Alaskas sorte guld

Deres planer er vanvittige. Vi vil af al magt prøve at forhindre dem i at bore. Det her drejer sig om den globale opvarmning i det næste århundrede.

Af MICHAEL ULVEMAN og BO JØRGENSEN
Publiceret 10-06-1999

ALASKA

Danske Arne Sørensen ligner ikke just en barsk chef for et slagkraftigt miljøskib, som han står der på broen på Greenpeace-isbryderen "Arctic Sunrise" i havnen i Anchorage i Alaska. Men beslutsomheden lyser ud af hans øjne, mens han redegør for det forestående togt i de arktiske farvande op gennem Beerings Strædet, og om organisationens årelange kamp for at forhindre olieselskabet BP i at bore efter mere olie i de særdeles følsomme isbelagte farvande ved Prudhoe Bay nord for Alaska.


PARATE
Kampagnechef for Greenpeace Steve Sawyer (tv) og kaptajn Arne Sørensen vil bremse olieboringer i Ishavet

Bekymringen hos Greenpeace drejer sig især om en kunstig ø, som selskabet vil anlægge knap 10 km ud for kysten som udgangspunkt for udvinding af mange millioner tons råolie. For at få olien transporteret i land, skal der anlægges en rørledning under isen. Det er en teknologi, der aldrig før har været prøvet, og Greenpeace frygter et kæmpe olieudslip fra ledningen.

En olieforurening i de områder vil gøre uvurderlig skade på det følsomme arktiske dyreliv i generationer, mener Greenpeace. Selv om BP forsikrer, at der vil blive gjort alt for at undgå et udslip bl.a. med ventiler, der øjeblikkeligt stopper oliestrømmen i ledning i tilfælde af brud, er Greenpeace-folkene langt fra beroliget. De har stadig verdens største olieforurening ved grundstødningen af olietankeren Exxon Valdez i 1989 ud for Alaskas udskibningshavn Valdez for 10 år siden i skarp erindring.

De amerikanske myndigheder har anslået, at der er i løbet af rørledningens levetid på ca. 15 år vil være op til 24 pct.s risiko for udslip på over 1000 tdr. olie.

»Så høj en risiko finder vi naturligvis helt uacceptabel,« siger organisationens kampagneleder, Steve Sawyer, der er kommet fra Amsterdam for at tilslutte sig besætningen på "Arctic Sunrise".

»Desuden finder vi det utilstedeligt, at der bruges store summer på at udvinde olie i et så følsomt område, når videnskabsmænd verden over er enige om, at olieforbruget i det næste århundrede skal reduceres, hvis vi skal undgå en yderligere global opvarmning. Der findes andre betydeligt mere tilgængelige steder på kloden at udvinde olie.

Vi tilslutter os de undersøgelser, der viser, at verden kun kan tillade sig at afbrænde en fjerdedel af de kendte olieressourcer i det næste århundrede, hvis vi bare skal stabilisere den globale opvarmning på det nuværende niveau,« siger Steve Sawyer, mens han lader hånden stryge hen over den spanske guitar, der er surret fast i hjørnet oppe på broen.

Kamp om jura
Greenpeace-protesterne minder - sædvanen tro - om en Davids kamp mod Goliath.


SLAGKRAFTIG MILJØSKIB
Kaptajn Arne Sørensen ombord på miljøskibet Artic Sunrise

Store kapital-interesser står på spil. Olien fra det nordlige Alaska har i en årrække udgjort omkring en femtedel af USAs samlede olieforsyninger, og alene BP bruger i øjeblikket omkring fem mia. kr. om året for at finde nye oliekilder i de kæmpemæssige øde tundra-områder ud mod Beaufort-havet.

Nye lovende fund og ny teknologi til udvinding har givet fornyet optimisme hos BP og andre olieselskaber med koncessioner i området. Udover store oliereserver i undergrunden, satses der nu også på at udnytte kæmpelagre af naturgas.

Også Alaskas politikere gnider sig i hænderne. Uden indtægterne på flere milliarder dollars om året fra olieselskaberne, ville Alaska nemlig være på fallittens rand.

Foreløbig står slaget mellem miljøforkæmpere og olieselskaber i retssalene.

Greenpeace anklager BP for bl.a. ikke at have udarbejdet fyldestgørende katastrofeplaner i tilfælde af olieudslip i området, ligesom organisationen mener, at de bevilgende myndigheder i Alaska har givet tilladelse til anlæggelse af en kørevej over isen ud til den planlagte ø på et forkert grundlag.

»Vi er parate til at aktionere. Men du får mig ikke til at sige, hverken hvordan eller hvornår. For os er overraskelsesmomentet vigtigt,« siger kaptajn Arne Sørensen med en fortid i den danske handelsflåde.

»Foreløbig er det tilfredsstillede for os, at vi på grund af retssagerne har forsinket BP i adskillige måneder i at begynde at anlægge boreøen. Arbejdet kan nu først påbegyndes til vinter, når isen i området atter er blevet stabil nok til at kunne køre på. Derfor vil vi nu først og fremmest koncentrere vores indsats i området om noget helt andet, nemlig om at undersøge levevilkårene for bl.a. hvalrosser og visse fuglearter. Jeg kan dog ikke udelukke, at vi lige slår et smut ind til oliefelterne,« siger Arne Sørensen.


1200 KM OLIELEDNING
Det varer over seks dage at transportere olien gennem olieledningen

Mens arbejdet med at finde nye oliekilder foregår på højtryk mod nord, flyder olien stadig i stride strømme ned gennem den vigtigste livsnerve i Alaskas økonomi, den mere end 1200 km lange pipeline tværs gennem Alaska fra Prudhoe Bay i nord til den isfrie udskibningshavn Valdez i syd.

Over seks dage varer oliens pumpetur gennem det barske landskab over tre bjergkæder og mere end 800 floder og vandløb. For at den opvarmede olie ikke undervejs skal tø permafrosten i undergrunden op og dermed gøre forankringen af ledningen ustabil, er pipelinen halvdelen af vejen hævet over jordens overflade, hængende i solide stålkonstruktioner.

Over visse strækninger er det desuden nødvendigt at nedkøle jorden under ledningen, der ydermere skulle være sikret mod jordskælv så kraftige som 8,2 på Richter-skalaen.

The Trans-Alaska Pipeline er en af de største i verden og fylder hver måned omkring 50 store tankskibe med råolie, der sejles til raffinaderier i det sydlige USA. Hvert døgn pumpes der godt 1,2 mio. tdr. olie gennem ledningen til det oliehungrende amerikanske marked.

Hidtil har Alyeska Pipeline, selskabet der har ansvaret for driften af kæmpeanlægget, været forskånet for de store udslip som følge af lækager. En omfattende beredskabsplan mod olieforurening omfatter bl.a. miljøskibe til ledsagning af supertankerne på vej gennem det følsomme Prince William Sund, koster hvert år selskabet mere end 60 mio. dollars Dertil kommer et betydeligt beløb til vedligeholdelse og modernisering af det aldrende anlæg.

»Den ledning er vores stolthed og vores levevej,« siger Sandy McClintock, informationschef fra Alyeska Pipeline. »Derfor tager vi ingen chancer,« pointerer hun, mens hun dirigerer Explorer-holdet gennem en metaldetektor forud for besøget i udskibningshavnen i Valdez. Detektoren er beredskabet mod, at sabotører skal slippe indenfor på det hermetisk lukkede område.

Næsten 13 mia. tdr. olie er siden 1977 blevet tappet fra ledningen nede i Valdez. Men de eksisterende kilder rinder langsomt ud. Da olieproduktionen var på sit højeste i 1988, transporterede ledningen næsten den dobbelte mængde end i dag, knap 2,2 mio. tdr. i døgnet.

Nedgangen giver dog ikke den store krisestemning. Oliefolket sætter deres lid til endnu flere kæmpefund oppe nordpå, hvor massevis af Alaskas sorte guld stadig ligger og venter.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten