Sitemap | Avanceret søgning |

Veteraner søger freden i Alaska

Hovedvejene i Alaska er tæt befærdede med veteranernes foretrukne køretøj: Harley Davidson motorcyklen, der mere end noget andet er blevet symbol på veteranernes levestil og fællesskab.

Af MICHAEL ULVEMAN, BO JØRGENSEN og TORBEN STROYER (foto)
Publiceret 02-06-1999

»Jeg vendte hjem til et samfund, der var meget utaknemmeligt for det vi gjorde. Jeg tog til Alaska på grund af friheden. De åbne vidder. Hvor der er meget få mennesker. Jeg stoler ikke på mennesker. Det er stadig et problem for mig efter Vietnam,« siger Dennis Covel, der i dag er civil pilot.

Som mange af de øvrige veteraner er Dennis Covel mødt op til mindehøjtideligheden i ført lædertøj og en t-shirt med et politisk budskab.

»Frihed er ikke gratis. Støt Vietnam-veteranerne,« står der.

Det første nederlag
Ingen anden krig i dette århundrede var så kontroversiel som Vietnam-krigen.

Det var første gang i historien, at krigens rædsler blev transmitteret direkte ind i dagligstuen. Krigen blev katalysatoren for ungdomsoprøret i 1968, der ændrede en hel generation.

Vietnamkrigen var også den første -og hidtil eneste -som USA har tabt, fordi den folkelige opbakning til den forsvandt. For altid blev amerikanerne frarøvet illusionen om de væbnede styrkers uovervindelighed.

Frem til Golfkrigen i 1991 lå Vietnamkrigen som et traume over det amerikanske militær. Men selv i dag under krigen i Jugoslavien er debatten om at indsætte landtropper præget af de fatale erfaringer fra Vietnam.

Veteranerne er også mødt op for at vise deres respekt for de amerikanske tropper, der er involveret i Jugoslavien. Men de har ringe tillid til, at den amerikanske regering har fortalt sandheden om, hvad der foregår i Kosovo.

»Jeg håber bare, at den ikke lyver alt for meget. Vietnam lærte os, at

regeringer ikke fortæller hele sandheden. Jeg synes, NATO gør det rigtige, men hvorfor er det altid USA, der skal rykke ud?« siger Jim Kindseth.

Efter tjeneste i Vietnam tumlede han formålsløst rundt i USA og søgte at finde en mening med tilværelsen. Blev narkomisbruger som mange andre veteraner, inden han valgte at søge et nyt liv i Alaska, hvor han har været siden.

»Jeg mistede fem år af mit liv, men krigen har sikkert påvirket hele mit liv. Alt for mange blev dræbt, fordi vi ikke engagerede os 100 procent. Det var ikke nogen god krig,« siger Jim Kindseth.

Daryl kom ikke
En af de Vietnam-veteraner, der ikke er mødt op, er Daryl Miller. Han leder i dag rangerstationen i den nærliggende by Talkeetna. Miller var 11 år i Marinekorpset og var i to perioder udstationeret i Vietnam. Han er stærkt kritisk over for veteranernes vedvarende bitterhed:

»Mange Vietnam-veteraner lever stadig deres liv i Vietnam. Det er for mange af dem det eneste store, de har foretaget sig i deres liv. Det er nemt. De kan give Vietnam skylden for deres mislykkede ægteskab, alkoholproblemer og skiftende job. De lever på det image, som krigen gav dem - fuldstændig som folk, der går rundt med cowboyhat,« siger Daryl Miller.


BITTER
Tom Luack er bitter over omverdenens reaktion på krigen
Foto: Torben Stroyer

Tom Luack lægger ikke skjul på sin bitterhed over omverdenens reaktion på krigen.

»Vietnam, you would'nt understand,« står der på hans t-shirt. Han ruller uopfordret ærmet op for at vise, hvor en nordvietnamesisk kugle trængte igennem hans overarm.

»Engang imellem bliver jeg utrolig bitter. Tænk dig, vi blev spyttet på, da vi kom hjem, fordi nogen mente, vi havde kæmpet en unødvendig krig. I dag har jeg alvorlige men efter mine sår i ben og arm, og samfundets trøst til mig hedder 69 dollar om måneden.«

»Jeg og mine venner fra dengang føler os svigtet og glemt. Det eneste, vi forventer, er en smule respekt og anerkendelse for den lidelse og de smerter, vi siden har måttet kæmpe med. Men svaret til os er, at vi skal komme med beviser. Men hvordan skal man bevise, at man har dybe ar i sjælen?« spørger Tom Luack, der er søgt til Alaska for at nyde bjergenes stilhed og fællesskabet blandt ligestillede.

Patriotismen i behold
Fælles for Vietnam-veteranerne er, at de hverken har mistet deres patriotisme eller troen på, at USA er verdens bedste samfund.

»Jeg er stadig stolt over at være amerikaner og over, hvad jeg deltog i,« siger Tom Luack.

»Jeg er her for at vise respekt for dem, der har tjent deres land, for vi har det bedste land i verden,« siger Jim Kindseth.

Derfor får de fleste enten en klump i halsen eller tårer i øjnene, da en ung kvinde i et vers formulerer det, som de alle føler:

»I am proud to be an American
Where at least I know I'm free
And I won't forget the men who died
Who gave that right to me.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Honnør for flaget
Steve Gibbs gør honnør for det amerikanske flag.
Foto: Torben Stroyer