Sitemap | Avanceret søgning |

Op til Alaska

Der er noget fandenivoldsk over denne vej. Intet kan stoppe den. Den skærer gennem skove og bjergpas. Den forcerer floder, sumparealer og tundraområder. Den fortsætter og fortsætter.

Af MICHAEL ULVEMAN, BO JØRGENSEN og TORBEN STROYER (foto)
Publiceret 30-05-1999

Tok, Alaska


2400 KILOMETER
Det samme som København-Napoli

Alaska Highway snor sig som en slange gennem det meste af Canada til USA's nordligste og største stat Alaska.

Vejstrækningen fra Dawson Creek i British Columbia til Fairbanks i Alaska er en af de mest myteomspundne i verden. Lige fra dens anlæggelse under Anden Verdenskrig har den tiltrukket en kombination af eventyrere, skovhuggere, guldgravere, truckere og drømmere, der søgte nord i jagten på et job, en oplevelse eller en ny tilværelse. Mange har brugt landevejen til at flygte fra deres mislykkede storbyliv for at starte på en frisk under de nordlige himmelstrøg.

133 broer
De 2.400 kilometer vej med 133 broer - en strækning der svarer til København-Napoli - blev anlagt på utrolige kun ni måneder og syv dage. Det handlede om liv eller død for amerikanerne. Japans overraskelsesangreb på Pearl Harbor i december 1941 trak USA ind i Anden Verdenskrig.

Pludselig udgjorde Japan en trussel mod den amerikanske vestkyst. Hvis japanerne invaderede Alaska, der kun kunne nås med båd, ville de kunne flyve bombetogter mod USA. Forsyningslinjerne til Alaska var afgørende for USA's forsvar. 11.000 amerikanske soldater og 7.500 arbejdere konstruerede den første primitive vejstrækning under næsten umenneskelige arbejdsforhold. Den et-sporede jordvej hed Alaska-Canadian Military Highway indtil den blev åbnet for offentligheden efter krigen. Herfra stammer øgenavnet "Alcan".


SVINGENDE VEJKVALITET
Man skal være glad, hvis man kan holde en gennemsnitshastighed på 90 km/t

Man kan tilbringe hele og halve dage på denne vej, hvor det eneste højdepunkt er en modkørende bil i horisonten nogle få gange i timen. Der kan være adskillige hundrede kilometer mellem hver af de 13 byer, der er opstået omkring vejen. Kvaliteten af underlaget er så svingende, at man skal være glad, hvis der kan holdes en gennemsnitsfart på 90 kilometer i timen. Store strækninger er ikke asfalteret og består af jord eller grus. Når man har kørt distancen forstår man bedre budskabet på streameren i bagruden på flere biler:

"We drove the Alaska Highway. Yes, damn-it, both ways". Hver eneste flække langs de 2.400 kilometer eksisterer kun på grund af den omsætning vejen indbringer. Der er oftest tale om nogle få huse, et par benzintanke, nogle værksteder, moteller og restauranter. Folk, der rejser langs Alaska Highway, standser kun, når det af en eller anden grund er nødvendigt: For at tanke op, spise, sove, vaske tøj eller reparere bilen. Denne "nødvendighedskultur" skaber også en slags sammenhold. Gennem en hel dag kan man støde ind i de samme mennesker man mødte ved den traditionelle "Bacon and Eggs" på motellet om morgenen til man tanker op for sidste gang ud på aftenen.

Sydstatsaccent
Giver man hornet til nogen eller på anden måde giver udtryk for utilfredshed i trafikken, risikerer man derfor at skulle stå til regnskab på næste uundværlige tankstation. Pauserne giver også de valfartende mulighed for at komme til en telefon.

»Jeg har set elge, geder og rensdyr. Alt går godt indtil videre,« siger en ældre mand med sydstatsaccent, der tydeligvis er langt hjemmefra. Det fantastiske sceneri langs vejen, dyrelivet og vejens beskaffenhed er de foretrukne samtaleemner.

Langt de fleste er enten truckere eller amerikanske pensionister i deres store autocampere. Mange af pensionisterne fortæller den samme historie:

Efter et hårdt og succesrigt karriereræs har de solgt deres lille virksomhed eller kvittet jobbet og med aktieporteføljen i stadig vækst valgt at trække sig tilbage og se noget af verden.

Pep Martin på 69 år er på vej tilbage til Anchorage i Alaska med en ny 12 meter lang autocamper.

Bussen har alt: Vaskesøjle, to aircon, satellit-TV, video, stereo, brusekabine og møbler med træskærerarbejder. Og så kan bussen medføre ikke mindre end 100 gallons vand, fastslår han med stolthed i stemmen. Samlet pris: 100.000 dollar.

Næste år planlægger han og hans søster at køre helt ned til New Orleans og tværs over kontinentet, for derefter at vende næsen mod nord efter tre-fire måneder i camperen.

Hjemmesyg soldat
I Watson Lake - cirka en tredjedel af vejen til Fairbanks - får man i den såkaldte skilteskov et levende indtryk af hvem, der har rejst langs Alaska Highway. Traditionen blev grundlagt under krigen, da en hjemmesyg soldat, som var med til at bygge Highway'en, satte et skilt op, der pegede mod hjembyen Danville, Illinois.


SKILTESKOV
Her findes tusindvis af hilsener fra rejsende. Nogle har selv medbragt skilte, andre har fabrikeret et på stedet.

Folk fra hele verden har nu placeret deres byskilte eller banket en personlig hilsen op. Nogle har fragtet ganske usædvanlige og opfindsomme skilte hele vejen til Watson Lake.

Cyklister
"Her levede Warren Harding - USA's 29. præsident," står der på et skilt. I stigende omfang er det udlændinge, der tager turen op til Alaska, fortæller en kvinde, der holder opsyn med skiltene. En ny trafik har også fundet vej: Cyklister.

Uden for Watson Lake kæmper de to unge cyklister Shaun McGraw og Bill Oswald sig nordpå. Med deres anhængere efter deres solide mangegears mountainbikes er de på vej til Anchorage efter et besøg hos deres respektive forældre nede i Idaho, 1.665 km. borte. Turen har hidtil taget dem 38 dage, men de har intet hastværk.

»Vi bor begge i Anchorage. Men vi har kvittet vores job. Vi er vel en slags eventyrere, der gerne vil nyde livet frem for at være lønslaver. At tage cyklen forstærker sanseindtrykkene mangefold, og Alaska Highway har til fulde opfyldt vore drømme om det frie liv,« siger de. Nogle få hundrede kilometer længere mod nord patruljerer korporal Tim Ashmore fra Royal Canadian Mounted Police. Han er en af tre betjente i politiet i byen Teslin - en flække med nogle hundrede indbyggere - der er anlagt langs Alaska Highway.

Ashmore har tilbragt 13 år langs hovedvejen.

»Den har en tiltrækningskraft på alle mulige mærkelige mennesker. Tre gange har samlet mentalt syge op, der vandrede langs vejen totalt nøgne,« siger Tim Ashmore.

Ikke sjældent forsvinder folk sporløst. For nogle år siden kørte en mand fra Watson Lake og forsvandt. Mange måneder senere blev hans bil fundet langt ude i skoven. Han havde formentlig begået selvmord.

»Bjørne var brudt ind i bilen og havde splittet det hele ad - inklusiv liget. Vi måtte have sporhunde derud, for at finde alle kropsdele. Nogen af dem - blandt andet hans hoved - fandt vi halvanden kilometer væk,« fortæller Tim Ashmore.

Lige for tiden arbejder politiet med at spore en yngre mand fra byen, der ikke er set, siden han i en narkorus vandrede ud i skoven.

Dømte kriminelle
»Bjørnene har sikkert fået fat i ham,« gætter Tim Ashmore. Politiet kontrollerer blandt andet dem, der forsøger at tage den på tomlen nord eller sydpå. Ofte er der tale om dømte kriminelle i Alaska, der ikke har indrejse-tilladelse til Canada og som har krydset grænsen illegalt. Andre gange er det eftersøgte på flugt.

Livet i Teslin er som i mange af de øvrige byer afhængigt af sæsonen. I vintermånederne skrumper trafikken kraftigt ind. Turisterne forsvinder med den hårde polarkulde. Trafikken består næsten udelukkende af store lastvognstog. Livet i byerne går i dvale.

»Der bliver drukket meget. Også for meget. Man bliver nødt til selv at lave skæg og ballade, hvis der skal ske noget,« siger 22-årige Barb Schonewille.

Hun har som mange andre unge i det nordlige hjørne af Canada, Yukon Territory, benyttet sig af en statslig støtteordning til at læse på Universitet i Calgary. Men hun vender tilbage til Teslin, når den vågner op med forårets komme og serverer mad og kaffe på det lokale motel. Barb Schonewille er således ganske typisk for indbyggerne langs Alaska Highway. De knokler i sommermånederne og sikrer en indtægt, der kan leves af resten af året - gerne længere mod syd, hvor polarkulden slipper sit lammende greb. Og hvor dagslyset når at komme frem.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere