Sitemap | Avanceret søgning |

Kom, kom til Klondike

De graver stadig efter guld oppe i Klondike.

Af MICHAEL ULVEMAN, BO JØRGENSEN og TORBEN STROYER
Publiceret 29-05-1999

Dawson City


GULDJAGT
100 år efter de store fund graves der stadig efter guld - og noget findes der endnu

Over 100 år efter, at de store fund ved Yukon og Klondike River omdannede den lille søvnige flække Dawson City til et flygtigt hjemsted for tusinder af desperados og lykkejægere fra hele verden, hersker der stadig heftig aktivitet ude i mudderet og grusdyngerne.

Trods guldpriser, der ikke er set lavere de sidste 20 år, lever drømmen om det store fund stadig i bedste velgående blandt områdets 300-400 guldgravere. Mange har lukket og slukket det sidste års tid.

Men stadig kommer der nye til. Det øde bjerglandskab omkring byen her 240 km. syd for Polarcirklen, ser ud som efter en kæmpemæssig muldvarps uhæmmede hærgen. I hundredvis af dybe kratere efter forlængst lukkede og glemte miner vidner om flere generationers ufattelige kraftudfoldelser i forsøg på at fravriste undergrunden dens rigdomme af det ædle metal.

Her har mange gjort deres store lykke og draget bort som dollar-millionærer.

Men endnu flere er rejst nedbrudte bort, desillusionerede og ruinerede.

Guldgraver på 14. år
»Selvfølgelig drømmer vi da stadig om det store fund,« indrømmer den 34-årige Raymond Green, der nu på 14. år graver efter guld i Klondike -i øjeblikket ved bredden af Indian River 60 km. nord for Dawson City.


HÅRDT ARBEJDE
Raymond Green arbejder 12 timer om dagen hele ugen med at udvaske guld

Han deler dog ikke andre guldgraveres romantiske drøm om en dag at finde frem til selveste hovedguldårene inde i bjergene. Forestillingen om, at den findes, trives stadig blandt områdets eventyrere trods mere end 100 års forgæves søgen.

For Raymond er det kun hårdt, metodisk arbejde, der også tæller mammut-knogler.

I den frostfrie periode fra april til november knokler han 12 timer om dagen og syv dage om ugen herude, hvor kun de vilde dyr og brølet fra de store potente entreprenørmaskiner forstyrrer den knugende stilhed i det golde bjerglandskab. Sammen med kollegaen Johny McCully, kokken Connie, hendes to mindreårige børn og et par andre guldgravere bor Raymond i en interimistisk lejr bestående af værksteder og et par ramponerede kæmpemæssige campingvogne.

Simpel, men effektiv metode
Guldgravermetoden er simpel, mens yderst effektiv. Bulldozere på størrelse med et dansk to-familiehus skraber først det øverste to meter tykke jordlag af. Det blotlægger det interessante guldholdige lag bestående af grus, ler og mudder, der af bulldozerne skubbes ned ad en kæmpemæssige slidske, hvor materialet gennemskylles af mængder af oppumpet flodvand.

Det får guldstykkerne til at synke tilbunds og ned i en stort fintmasket net. Langt de fleste af stykkerne er mikroskopiske og sendes til omsletning til guldbarrer.

Kun et fåtal af guldklumperne i dette område er på størrelse med nødder, der som regel går til smykkeproduktion. Ind imellem kommer der også sidegevinster til syne i form af 10.000-15.000 år gamle mammut- knogler, der ligeledes bruges til smykker.

Sidste år fandt Raymond og de andre tre mænd i minen sammenlagt 2000 ounces guld (godt 62 kg), og de regner med i år at kunne hente nogenlunde samme mængde op fra flodlejet. I dagens guldpriser svarer 2000 ounces til omkring 3,8 mio. kr.

Mineejer i fjerde generation
Men Raymon og minens øvrige ansatte er på fast løn. Minen ejes af den 46-årige Stuart Schmidt, der er fjerde generation i familien, der lever af at jagte det ædle metal.

Han ejer har også guldrettigheder i to andre miner i området, og ved alle tre miner har han fået udlagt en landingsplads til sit lille Cessna 185-fly, så han hurtigt kan komme frem til og tilbage til sit hjem inde i Dawson City. Kun to af minerne er dog i øjeblikket i drift på grund af de lave priser.

»Havde du for et år siden spurgt mig, og jeg ville fortsætte med at grave guld til dagens pris på knap 269 dollars pr. ounce, ville jeg havde sagt nej,« siger han.

»Det er dyrt at grave guld. Tænk bare på lønninger og omkostninger til maskinerne. På verdensmarkedet er der i øjeblikket en overproduktion af guld på 10-15 pct., bl.a. fordi Rusland, kriseramte lande i Asien, Storbritannien og også Canada har solgt ud af deres guldreserver. Alligevel har jeg besluttet at fortsætte. Priserne kan umuligt dykke længere ned. Og her i Klondike-området er miraklernes og mulighederne tid langt fra forbi,« fastslår Stuart Schmidt stædigt.

Han kan bl.a. berette om en 25-årige tidligere lastvognschauffør fra USA, der for nogle år siden kom til Dawson City og overtog rettighederne til en gammel mine, som Stuart Schmidt og andre professionelle guldgraver for længst havde opgivet.

Alle rystede på hovedet ad den unge lykkejæger. Men lykken stod ham bi. Efter et par år kunne havde han så meget guld på lommen, at han rejste tilbage til USA som multimillionær.

Turister er guld
I Dawson City skræpper en kulsort ravn fornærmet op, mens den betragter gadelivet oppe fra taget på dansestedet Diamond Tooth Gerties. Her i begyndelsen af sæsonen, er turisterne for alvor begyndt at blande sig mellem byens omkring 1.500 indbyggere, der har tilbragt vinteren med at sysler som hockey, at holde væddeløb med hundeslæder, at køre på snescootere og at se videofilm.


CAN-CAN
Der er liv og glade dage i guldgravernes gamle dansested - til glæde for både turister og guldgravere

Om sommeren går solen aldrig helt ned i Dawson, og overalt er der liv til langt ud på natten. Driftige handelsfolk i byen ser en stor økonomisk fremtid i at forsøge at fastholde Dawson Citys glorværdige fortid som »Nordamerikas Paris.«


SPILLEBORDET
Pokerspillet er stadig populært, selv om pengene ikke sidder så løst som de gjorde en gang

Selv om Klondikes guldgravere fortsætte vil lægge en klækkelig omsætning i byens spillekasino, og selv om der stadig kan slås på tæven i visse byens mere ydmyge steder, satses der målrettet på turismen som fremtidens guld.

Af samme grund forøges indbyggertallet i byen om sommeren med 2500 hoveder. De kommer primært den lange vej for at servicere og tjene penge på turister, der ligeledes har rejst samme lange vej for at opleve den gamle guldgraverstemning.

Dansepigernes gamle teater og alle øvrige bygninger i byen ser stadig ud som under den stor guldrus fra 1896-1899 sirligt opmalede og fornyet til nye narrestreger.


HOVEDGADEN
Dawson City byder på fortove af træ og "huse" med falske facader

Selv gamle for længst ubrugelige stærkt hældende spøgelseshuse er bevaret for eftertiden møjsommeligt afstivede af nye indvendige træskeletter.

Nogle af dem er udført af Bent fra Tikøb. I en årrække har han arbejdet som tømrer i byen, men driver nu sammen med sin kone Bente to gavebutikker.

Wild West-sceneriet fuldendes af byens kilometervis af træfortove, der sørger for, at fodgængere kan gå tørskoede højt hævet over byens ofte plørede jordveje.

I Dawson City ligner alting stadig sig selv.

Næsten.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere