Sitemap | Avanceret søgning |

På sporet af det frie liv

Nisga-indianerne har grund til at feste. Efter mere end 100 års kamp har den canadiske regering nu bøjet sig og underskrevet en traktat, der giver de 5000 indianerne selvbestemmelse over deres territorium i et isoleret bjergområde ud mod Stillehavet 2000 km. nord for Vancouver.

Af MICHAEL ULVEMAN, BO JØRGENSEN og TORBEN STROYER (foto)
Publiceret 26-05-1999

New Aiyansh, British Columbia


TIL BRYLLUPSFEST
Explorer-holdet blev inviteret med til bryllup. Bryllupskagen havde indbygget lys og vandfald

Fortrængt af storindustrier og driftige handelsfolk har Nisgaerne gennem generationer ført en forhutlet tilværelse på nåde og barmhjertighed fra det omgivende samfund.

I mange år har de været underlagt en lov, der stort set har forhindret dem i at leve af deres traditionelle job som selvstændige fiskere og jægere. Arbejdsløsheden blandt dem er over 80 pct., og håbløsheden har i mange år rådet i deres fire landsbyer langt fra alfarvej og turisme.

Som en flok dyr
»Gennem mere end 100 år er mit folk af det øvrige Canada blevet betragtet som nærmest ikke-eksisterende. Mange politikere har højst betragtet os som en flok dyr i skoven, der ikke har kunnet tænke selv,« fastslår Bill Moore, vicehøvdingen for "Ulvene", den ene af Nisga-indianernes fire stammer.

»Selv om vi har været her i mere end 10.000 år, fik vi indfødte først stemmeret i 1963. Og i mange år blev vore børn taget fra os som seks-årige for efter engelsk mønster at blive flyttet hen på skoler langt væk herfra. Da de kom tilbage som unge, var de fremmede over for vores kultur og vores sprog. Og de voksne har været henvist til at søge job hos de firmaer, der har haft ettigheder til jagt, fiskeri og skovfældning. Derfor har vore oldefædre, bedstefædre og nu vi selv kæmpet for at genvinde retten til vores eget land,« siger Bill Moore.

Lava-vildnis
Den nye traktat vil give Nisgaerne en høj grad af selvbestemmelse over et frugtbart lava-vildnis på ikke mindre end 3200 kvadratkilometer med masser af bjørne, elge, hjorte, ulve og ørne, og med mængder af store laks i den brede Nash River. Selv om det kun er knap en tiendedel af det område, som deres forfædre rådede over, ser Nisgaerne masser af muligheder for at højne deres levestandard. Og ikke mindst deres selvværd.


RIGT DYRELIV
De 5000 canadiske indianere råder nu over et kæmpe territorium i et fantastisk bjergområde med et rigt dyreliv

Godkendes traktaten som ventet i september af det canadiske parlament, vil indianerne i området kunne begynde at sælge de fisk, de fanger, de dyr, de skyder og de træer, de fælder. Til gengæld må de opgive den skattefrihed, som det lille samfund traditionelt har nydt som en slags kompensation for deres manglende indtægtsmuligheder.

Et regeringsprogram til knap 500 mio. canadiske dollar over de næste 15 år skal hjælpe Nisgaerne ind i den normale markedsøkonomi, med hvad det indebærer af forpligtelser til f.eks. selv at skulle betale for deres sygeforsikring. En stor del af beløbet skal dog bruges som økonomisk kompensation til bl.a. de træ-industrier, som nu mister deres indtægter fra Nisga-området.

For vidtgående
Men stadig arbejder stærke politiske kræfter for, at parlamentet ikke skal godkende Nisga-traktaten. Især det liberale parti i delstaten British Columbia finder aftalen alt for vidtgående, fordi den giver Nisga-indianernes eget parlament beføjelser til at vedtage egne love for bl.a. uddannelse. Det er love, der også kommer til at gælde for omkring 3.500 Nisagaer, der er spredt over hele Canada, og som kan komme til at kollidere med love, der gælder for det øvrige Canada, mener partiet.

»Aftalen er en katastrofe. Den vil betyde indførelse af apartheid-lignende tilstande, der for altid vil indføre racisme og ulighed,« fastslog en af delstatens betydeligste bladudgivere, David Black, fornylig i en ledende artikel.

»Nonsens. Vi vil kun sikre os samme rettigheder, der gælder for alle andre canadier,« siger vicehøvding Bill Moore. »Vi er på vej mod et mere retfærdigt samfundssystem. Det kommer til at tage fem, måske ti år. Men bliver traktaten ikke vedtaget i parlamentet, vil jeg ikke udelukke, at vi må gribe til våben. Vi har ventet længe nok,« fastslår Bill Moore med stolthed blandet med en god portion bekymring for fremtiden.

Til bryllupsfest
Han tager gæstfrit imod Explorer-holdet, selv om vi ankommer til hans landsby, Greenville, midt i et pompøst bryllup. Brudgommen Matt skal giftes med ikke- indianeren Tiffany, og alle beboere er af huse.


400 GÆSTER
Der er inviteret 400 gæster til Matt og Tiffanys bryllup

Til tonerne af et femten mand stort brass-band, der konstant lyder som om de forgæves forsøger at stemme deres instrumenter, bænkes holdet i det lokale forsamlingshus sammen med de 400 andre deltagere i festen. Selv om de fleste er fattige her, skorter det ikke på hverken en kæmpe bryllupskage med indlagt vandfald eller brudekjole med langt slæb. De fleste er festklædte som ved et hvilket som helst andet canadisk bryllup.

Men følelsen af fællesskab og sammenhold er stor. Ingen skal føle sig alene. Heller ikke med regningen.

Traditionen tro lægger alle deltagere en skærv i den fælles kasse som betaling for bryllupsudgifterne. Hver bidrag -lille som stort -bliver meddelt selskabet. 10.000 dollars bliver det til den aften, og Tiffany og Matt er tilfredse. For dem betyder det en god start til en ny tilværelse i et Nisga-samfund, der er vågnet op til dåd.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten