Sitemap | Avanceret søgning |

Bag pigtråden

Den massive ståldør smækker bag os. Vi er låst inde i verdens mest flugtsikre fængsel.

Af JØRGEN ULLERUP, ASBJØRN JØRGENSEN og KLAUS GOTTFREDSEN (foto)
Publiceret 15-05-1999

CRESCENT, CALIFORNIEN

Vagten James Barneburg finder tre tykke veste og hænger dem over os. De ligner skudsikre veste, men i Pelican Bay Prison i det nordvestligste hjørne af Californien er det knivsikre veste, man bruger.

Vestene er standardudrustning i SHU, Security Housing Unit. I denne del af Pelican Bay-fængslet sidder Californiens farligste og mest voldelige fanger, når man ser bort fra de dødsdømte i San Quentin uden for San Francisco.

En fange i en orange SHU-dragt er på vej ned ad gangen. Han er iført håndjern, der er lænket til en jernkæde om maven. To betjente følger ham, den ene med trukket knippel.


SOV GODT
Supercelle nr. 103 med betonseng og ståltoilet

Intet er overladt til tilfældighederne i SHU, hvor 1600 af Pelican Bay Prisons godt 3600 fanger sættes til at dø en langsom og ensom død. Fængslet i fængslet er armeret i beton og stål. Dørene åbnes af vagter bag skudsikkert glas, videokameraer overvåger hver eneste bevægelse, og vagterne er altid i stand til at komme på skudhold af fangerne.

Betonkøje og ståltoilet
I celle 103 bor Jack Ortega. Hans verden har i de sidste fire år bestået af seks kvadratmeter udstyret med en betonkøje, et ståltoilet og et TV. Cellen har ingen vinduer. Indgangen vender ud til en den grå betonmur i en lille lukket gård og er lavet af en tyk stålplade med huller, som man lige kan skimte igennem.

Jack Ortega har ingen kontakt med omverdenen. Kun i halvanden time i døgnet lukkes han ud i en hundegård i beton på syv gange tre meter. Over de fire meter høje og glatte betonmure kan han gennem et tykt metalnet se et stykke af himmelen.

Da vi beder om at tale med ham, skal han først underskrive en erklæring om, at han ikke senere vil retsforfølge hverken fængslet eller avisen.

Så vender han rutinemæssigt ryggen til det lille fodringshul i celledøren, stikker sine arme ud og iføres håndjern. Først derefter åbnes døren fra det sikrede kontrolrum, der er hævet nogle meter, så vagten har overblik. Hver gang en dør åbnes, har vagten sin skarpladte Rueger 14-riffel parat. Blot for en sikkerheds skyld.

Jack Ortega eskorteres ind på et lille toilet, han får håndjernene af, og interviewet foregår gennem endnu en aflåst ståldør med små huller.

»Siden 1983 har jeg været ude i sammenlagt seks måneder. Min sidste dom fik jeg i 1991. Ti år for 40 væbnede røverier. Jeg regner med at komme ud næste år. Dette er et deprimerende sted at være. Ingen uddannelse, ingen forberedelse til livet udenfor. Dette er et lager.«

Ortega ophidses, mens han taler, hopper op og ned på stedet og flår så fængselsdragten ned om knæene for at vise os sine tatoveringer, der pryder alle kroppens dele. Der er kvindenavne, irske og puertoricanske symboler, den ti-årige søns navn og fødselsdato.

Men der er flest tatoveringer med navnene på de de bander, som altid har været hans nærmeste familie. De seneste er kristne symboler, for troen og fysisk træning har hjulpet ham igennem ensomheden. Hver dag løber han 500 runder i hundegården - 50 runder den ene vej, så 50 den anden vej og så forfra igen.

Ligesom de fleste indsatte i Pelican Bay Prison er den 38-åriges straffeattest længere end en motorvejskø i Los Angeles. I fængslet har han flere gange overfaldet medfanger. En fik en hjemmelavet kniv i ryggen, en anden fik skåret ansigtet op med et barberblad.

Alligevel er Jack Ortega en af de heldige. Han er på vej ud af SHU-afdelingen til en mere almindelig fængselsafdeling og kan måske prøveløslades i år 2000. De fleste andre bor her på livstid.

Umulig flugt
Flugt fra fængslet er slet ikke noget, man regner for en mulighed. De to stålhegn med barberblads-pigtråd, der omgiver Pelican Bay Prison, kunne måske overvindes. Men de beskytter i virkeligheden blot mod det dødbringende, elektriske hegn i midten. Ingen fange er sluppet ud, siden fængslet blev åbnet i 1989.

»Befolkningen i Californien har reageret kraftigt mod kriminalitet og kræver skrappere love. Holdningen er, at man skal låse forbryderne inde og smide nøglen væk. Derfor har staten gennemført verdens mest ambitiøse fængselsprogram. I 1982 havde vi 12 statsfængsler. I dag har vi 33. Budgettet i år er på 28 mia. kr.,« fortæller fængslets direktør, Robert Ayers. Dertil kommer private fængsler og forbundsregeringens fængsler.

Alene statsfængslerne i Californien tæller 150.000 fanger. Andre 100.000 er ude på prøve. De værste og besværligste forbrydere havner i Pelican Bay i det fjerneste hjørne af staten, så andre fængsler kan fungere bedre. 45 pct. af fangerne i Pelican sidder på livstid, og den afsides beliggenhed holder besøgstallet nede på et minimum.

Menneskerettighedsgrupper indledte for nogle år siden en retssag mod fængslet. Sikkerhedsafdelingen SHU kritiseres for at være umenneskelig og for at drive fangerne til vanvid. Det er tortur at isolere et menneske på livstid og fratage det de personlige ejendele og rettigheder, mener kritikerne, der også beskylder personalet for at overdrive brugen af vold.

Robert Ayers tager en del af kritikken til sig.

Siden sin tiltræden i 1994 har han styrket kontrollen med de 1400 ansatte. Når en celle inspiceres og skal rømmes med knipler og pebergas, optages scenen f.eks. på video. Derimod afviser han, at der er noget forkert i at have en sikkerhedsafdeling som SHU.

»Vores fanger er de værste af de værste. De fleste af dem har foretaget et karrierevalg og føler det som en ære at sidde i SHU. Når de er ude, vil de enten begå ny kriminalitet og komme tilbage, eller de vil dø. Vores valg er ligeså bevidst som deres. Og det skal ikke være komfortabelt at sidde i fængsel.«

For fire år siden indførte Californien en lov, der skulle fjerne de kriminelle fra gaden. Loven blev vedtaget med overvældende flertal ved en folkeafstemning og har kraftigt øget antallet af livstidsfanger.

»Three strikes and you are out«-loven betyder, at hammeren falder ved den tredje forbrydelse. Målet var at fjerne de værste voldsforbrydere, men alle kriminelle rammes. Selv en mindre overtrædelse af straffeloven fører automatisk til en meget lang fængselsdom eller livstid, når der er tale om den tredje dom.


ISOLERET
Tony Burch har en dom på 123 års fængsel

47-årige Tony Burch er et af ofrene for loven. Siden han som løjtnant i den amerikanske hær modtog ordre på at slå ihjel i Vietnam, har han aldrig dræbt nogen. Alligevel har han fået en dom på 123 år eller livstid, som det udtrykkes.

Han sidder i den almindelige del af det supersikre fængsel.

»Jeg har en lang universitetsuddannelse bag mig. Efter militærkarrieren levede jeg lidt vildt med kokain, og jeg blev idømt fængselsdomme bl.a. for hæleri med diamanter,« fortæller han.

Justitsmord
Den tredje dom var et justitsmord, hævder han. Tony blev hængt op på et indbrud begået af en anden. Udbyttet var 12 dollars, men prisen var høj.

»Det er ufatteligt, at man skal betale flere gange for sine fejltagelser. Men jeg opfatter det som en prøve, som Gud byder mig. I min blok er 17 ud af 20 fanger mordere, en er pædofil og den sidste bortfører. Det er ikke ufarligt.

Lane George, 41 år, er et andet eksempel. Han hævder, at han fik sin sidste dom for tyveri af billige smykker, som i virkeligheden var kærestens hælervarer. Hans dom lyder på 25 år til livstid.

»Jeg er ikke voldelig. Jeg var misbruger i 15 år, men hvorfor behandler man ikke narkomaner i stedet for at spærre dem inde i fængsler?« spørger han.

Lane forsøger at holde sig væk fra gården udenfor, hvor hundreder af fanger spiller basketball, kaster hestesko eller hamrer til boksebolde ophængt i galger. I gården regerer fængselsbanderne, og området er livsfarligt.

»Vi har flere voldelige sammenstød her end i noget andet fængsel. Sidste år nåede vi op på 856 knivstik-overfald. Otte fanger blev myrdet i deres celler,« fortæller chefen for fængslets efterretningstjeneste, 33-årige Rawland Swift.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


OVERVÅGNING
Et af de centrale vagtrum i SHU-afdelingen
Foto:

Hvis du vil vide mere