Sitemap | Avanceret søgning |

Kampen for fortiden

Rick Arthur stikker hovedet ud af sin campingvogn, som er parkeret blandt snesevis af bilvrag. Han snupper en slurk fra en lille plasticflaske og undskylder, at han dårligt kan tale.

Af JØRGEN ULLERUP, ASBJØRN JØRGENSEN og KLAUS GOTTFREDSEN
Publiceret 14-05-1999

Warm Springs, Oregon

Tænderne er syet sammen med ståltråd. Flasken indeholder den suppe, som han har levet af i en måned. Kæben blev brækket flere steder, da han røg ud i et brag af et slagsmål mod to andre lokale beboere fra Warm Springs-indianerreservatet i Oregon.

»Men det gør ikke noget, for jeg vandt til sidst,« siger Rick Arthur, hvis arrede ansigt fortæller, at slagsmålet ikke var det første i hans 35-årige liv.

Vi er kommet for at tale med Ricks bedstemor. Hun er medicinkvinde, men vil ikke tale med fremmede. I alt 15 familiemedlemmer bor sammen her i campingvogne, husvogne og ramponerede skure. Deres gamle hus forsvandt med en af sidste sommers skovbrande.

Bilvragene tilhører en nevø, der bruger dem til reservedele. Men vi kan ikke få hjælp til vores håndbremse før om et par år, når nevøen kommer ud af fængsel.

Som de andre
Rick selv bor i den lille og rodede campingvogn sammen med en fætter. Arbejde har han ikke, man hjælper af og til andre med afgrøder, rengøring og skovarbejde.


REN IDYL
Når turismen arbejder bedst, tager Warm Springs-reservatet sig således ud - på plakaten. Indianeren er til daglig opsynsmand i et spillecasino

Rick er desværre en almindelig indbygger i Warm Springs-reservatet.

Kriminaliteten med bander, tyveri, røveri, vold og mord er høj og følges fint med misbrug af alkohol og stoffer.

Arbejdsløsheden er også høj - 35 procent - og husstandsindkomsten ligger langt under halvdelen af USAs gennemsnit. Den største arbejdsplads er kommunekontoret; dertil kommer lidt skovbrug og en dæmning. Landbrug er der ikke meget af på de golde jorder på højsletten bag Cascade-bjergene.

Derimod henter Warm Springs-stammerne lidt valuta på deres feriehotel med indbygget kasino -indianerne har som en lille tak for erobringen af deres land lov til at drive hasardspil.

Det tabte genoplives
Men nye kræfter i reservatet forsøger at hente noget af det tabte tilbage. De vil genoplive de sammenbragte stammers sprog, religioner og kulturer.

Men det er en kamp op ad bakke. To af sprogene tales af under fem personer, det tredje af omkring 50. Den hvide mand tvang indianerne til at lære engelsk og forbød stammesprogene.

»Ingen børn taler sproget længere, mange af dem har aldrig hørt det,« siger Arlita Rhoan, der er smykket med indianske øreringe og perlekæder.

Hun er 61 år og frygter, at ingen længere kan forstå sproget og dermed ånden i stammens love, når hendes generation er væk. Derfor underviser Arlita Rhoan stammens børn for i det mindste at lære dem nogle gloser. F.eks. at Gud hedder Psht eller Mayawax, og at ja hedder eii.

»Min mor sang og talte vores sprog for mig, fra før jeg blev født. Hun har også lært mig den moral, som går tabt med sex og alkohol og stoffer. Gå ikke til venstre, gå ikke i mørket, der fører til ondskab,« siger Arlita Rhoan.

Sproget glemt
Reservatets 60-årige kommunaldirektør, Jeff Sanders, har lang indianerfletning, men er vestligt klædt. Han mener, at det stadig sidder dybt i alle indianere, at de hvide stjal landet fra dem. Men, tilføjer han, hvis indianerne vil overleve, er de tvunget til at fungere både i reservatet og udenfor. Selv er han en af de mange, der har glemt sit eget sprog.

Emma Smith viser os rundt i reservatet. Hun er 45 og har fået et job i reservatets informationskontor, selv om hun ikke just selv har været et lysende eksempel for de unge. Hun begyndte sin kriminelle løbebane som 16-årig, og siden har hun været en flittig gæst i fængsler for tyveri, røveri, narkotika.

Nu er hun afvænnet. Men kæresten ser hun ikke meget til ud over på billedet bag bilens solskærm -han sidder i fængsel for bankrøveri.

Skuffer og glæder
Besøget hos indianerne både skuffer og glæder. På mange måder minder reservatets problemer om det sociale kaos med kriminalitet og alkohol, som har plaget mange grønlandske samfund.

Humøret er der derimod ikke noget i vejen med. Overalt, hvor vi kommer, bredes armene gæstfrit ud.

Mange indianere forlader reservatet for at tage en uddannelse, men vender så tilbage igen. Som 43-årige Louis Scott, der boede otte år i Californien. Han styrer nu reservatets radiostation, KWSO Talking Drum.

Han blev opdraget af sin far efter de gamle traditioner og lærte at fiske, jage og overleve i naturen. Nu bruger Louis Scott radiostationen til at udbrede kendskabet til den tabte kultur, bl.a. gennem interviews med de ældste i stammerne.

»Vi er stolte over vores arv og de traditioner, der har eksisteret i tusinder af år. De blev smadret, fordi reservatet i begyndelsen var underlagt den katolske kirke. De ældre fik stukket nåle i tungen, hvis de talte deres eget sprog. De blev slået, når de praktiserede deres ritualer som syv- trommer-religionen.«

Behandles som skidt
Ifølge Louis bliver indianere stadig ofte behandlet som skidt, når de begiver sig uden for reservatet til nabobyerne. Han tror ikke på, at de kommende generationer kan leve isoleret og genoplive sproget.

»Men vi kan fastholde vores ritualer, sange og danse. Og vi kan opfordre vores børn til at gifte sig med indianere.«

I forsamlingshuset - langhuset - skræller 14-årige Lavonne Rose Stwyer gulerødder til aftenens komsammen. Hun siger, at hun gerne vil blive i reservatet, hvis hun kan få et godt betalt job.

»Men livet er skidt her, især i weekenden, det er bare druk og vold.«


MANGE TALENTER
Joe Tuckta er manden fra solnedgangs-plakaten. Til daglig er han vagtmand, og han danser for turisterne

Joe Tuckta har rejst USA og Europa tyndt med sin dansetrup. Han lærte indiansk dans som dreng, men stoppede, indtil hans børn begyndte at danse.

»Dansen er en del af vores kultur, som jeg prøver at bevare,« siger han. Han taler ikke sproget, dyrker ikke religionen. Og han er helt på det rene med, at dansen for ham i mindst lige så høj grad er et spørgsmål om et job og penge.

Viser sig frem
Kampen for at komme tilbage til rødderne betyder også, at indianerne i stigende grad lever af at vise sig frem. Museum og souvenirsalg giver indtægter. Kasinoet er et nødvendigt onde. Når der holdes pow-wow - indianertræf med fest og dans - tiltrækker det ikke blot andre indianere, men også ikke-indianere, som drages af det eksotiske.

Hver dag kommer flere skoleklasser på besøg for at blive ført gennem det faste skema af museumsbesøg og indianerritualer.

Reservatet vil gerne have endnu flere turister, der kan komme på familieferie med indianertelt, ridning og fjerprydelse.

Roligt og fredfyldt
Næste store pow-wow er om tre uger, og Rick Arthur er begyndt at forberede sig i sin campingvogn.

Han plejer at være med til at synge og spille på sin elgskinds-tromme, som han vandt i en raflekonkurrence.

Vi får en demonstration af rytmen.

Rick har indgående fortalt os om, hvor meget skidt og møg der foregår i reservatet. Men da han øjner rollen som hovedperson i en turistartikel, slår han om: »Livet er okay her. Der er roligt og fredfyldt, ingen forurening, og vi holder pow-wows.«

Hans ståltråd om kæberne skal ud om to uger. Lige tidsnok til at få gang i dem inden festen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten