Sitemap | Avanceret søgning |

Højt i træets grønne top

Jorden forsvinder under fødderne, mens vi under højlydte prust og støn hejser os opad. For enden af den tynde bjergbestigerline kan vi uendeligt langt borte ane en trækrone og den blå himmel.

Af JØRGEN ULLERUP, ASBJØRN JØRGENSEN og KLAUS GOTTFREDSEN
Publiceret 11-05-1999

Arcata, Californien


NATE MADSEN
Nordcalifornisk miljøaktivist og træelsker.

Hvem har sagt, at en interview-aftale skal være nogen let sag? For at tale med den 26-årige nordcaliforniske miljøaktivist og træelsker, Nate Madsen, skal man først vove livet og tappe sine fysiske og psykiske ressourcer.

Siden 13. oktober sidste år har Nate boet i toppen af et 1200 år gammelt træ, som han har døbt Mariah efter vinden. Kun benjaminen på Explorer-holdet når helt derop med blok og lommekamera, mens kaptajnen giver op på halvvejen. Fotografen bliver klogeligt nede på jorden.

To etager
Nate Madsen kravler rundt i grenene uden sikkerhedsnet. Han tager imod i sin to-etagers lejlighed i 60 meters højde. Den består af grene, reb, brædder og en stilladsplade. De første dage i træet sov han på en gren, nu har han på nederste etage en lille soveplads.

Øverste etage er dagligstue. I altankasserne dyrkes lidt salat, grønkål og tomater. Hans hjemmebryggeri til cider til gæsterne er lige nu lavet om til barometer. En tragt for enden af et tre meter langt rør hedder »black water fountain« og kan lede den flydende del af hans toiletbesøg væk. Resten må bæres ned.

Det gigantiske træ svajer mærkbart heroppe, det blæser i dag og er hylende koldt. Gæsten får en sikkerhedsrem spændt i karabinhagerne, Nate vimser rundt uden.

Værten trækker radioen op, så den kan spille nogle minutter. Omkvædet lyder »I think it is over, I think we are through« -jeg tror det er overstået.

Træet kaldte
Men det er ikke overstået for Nate Madsen og hans aktivist-venner på jorden.


REEDWOOD-TRÆ
Miljøaktivisterne fra bevægelsen Earth First får mad og andre fornødenheder bragt til deres træer.

»Jeg kravlede op, fordi tømmerfirmaet Pacific Lumber var i gang med at fælde alle de gamle redwood-træer langs vejen. Jeg sad ved foden af træet en nat i måneskin, og hun kaldte på mig,« fortæller Nate Madsen, der i sin tidligere tilværelse nede på jorden var økologisk landmand med danske forfædre:

»Jeg ved selvfølgelig godt, at en enkelt træbesættelse ikke løser problemerne med rovfældningen af de gamle træer. Men hvis jeg kan redde dette træ og få andre mennesker til at åbne øjnene, bliver jeg boende så længe det kræves.«

Nate Madsen lod sig inspirere af den 24-årige Julia "Butterfly" Hill, der i dag er verdensberømt for sin træbesættelse. Hun kravlede op i et tilsvarende træ 10. december 1997 og har ikke været nede siden, selv om tømmerfirmaet har forsøgt at chikanere hende væk med helikoptere og at sulte hende ud med en ti-dages blokade omkring træet.

Både Julia og Nate får mad og andre fornødenheder bragt ud til deres træer af miljøaktivister fra bevægelsen Earth First samt økonomisk og moralsk støtte fra tusinder af fans.

40 nationalparker
Kampen om redwood-træerne har raset siden århundredets begyndelse, og den har ført til oprettelsen af 40 nationalparker i Californien for at beskytte de imponerende træer, hvoraf de ældste er flere tusind år gamle.

Ukontrolleret skovfældning har ryddet skovene og deres naturlige dyre-og planteliv i store dele af det vestlige USA. Jorden er skyllet i havet, og fiskerne leder forgæves efter fisk i både floder og hav. De nye træer plages ofte af insektangreb og kræver brug af sprøjtegift.

Tømmerfirmaerne beskylder miljøbevægelserne for at ville stoppe den amerikanske skovdrift, som i forvejen er kriseramt.

Under stærkt pres betalte Californiens myndigheder sidste år næsten tre mia. kr. til ejeren af tømmerkoncernen for at redde privatejede skove. Men det er ikke nok, mener miljøbevægelserne, for aftalen vil tillade fældning af endnu en halv milliard gamle redwood-træer. De kræver, at staten opkøber det hele eller freder træerne.

Penge over naturen
»Siden Pacific Lumber blev overtaget af forretningsmanden Charles Hurwitz for 15 år siden, har firmaet tredoblet fældningen. I dag er der kun tre pct. tilbage af USAs historiske redwoodskove, fordi man sætter penge over naturen,« siger en af aktivisterne, 25-årige Spruce Fivenson.

Nate Madsen forstår godt de økonomiske interesser er voldsomme. En skovarbejder kan fælde Mariah på et par timer, og to dage senere kan tømmerfirmaet sælge brædderne for en halv mio. kr.

»Jeg er ikke imod skovbrug, livet er en proces. Jeg er imod måden, de gør det på.«

"Datteren" fældet
Angsten afløses af lettelse, mens gæsten hurtigt glider ned ad rebet hjulpet af moderne bjergbestiger-udstyr. Nate følger med til de nederste grene og tager afsked.

Nate har været dødsensbange.

Straks efter han besatte træet, begyndte skovhuggerne at save ved Mariahs fod. De fældede Mariahs »datter«, som Nate brugte for at nå Mariahs nederste grene 20 meter over jorden.

Han ved, at Mariah fældes den dag, der ikke længere kravler nogen i hendes top.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten