Sitemap | Avanceret søgning |

Hippiernes by

Bart Orlandos lange, røde hår blafrer, mens han tramper energisk i pedalerne for at få madblenderen til at snurre. Den 42-årige hippie med stråhat og solbriller udvikler alternative lavenergimaskiner i Arcata i det nordligste hjørne af Californien.

Af Arcata, Californien, søndag den 9. maj 1999
Publiceret 09-05-1999

ARCATA


Hippiernes by (1)

Vaskemaskinen kører også på cykelenergi, huset varmes med sol- og vindenergi, og maden tilberedes i haven over en kæmpemæssig parabolantenne, der ved hjælp af solens stråler både kan koge vand og poppe popcorn.

Bart er en typisk indbygger i Arcata. Byrådet fik for to år siden grønt flertal som den første by i USA. Borgmesteren har anlagt cykelstier og gjort det lettere for patienter med alvorlige sygdomme at anskaffe sig legal hash. Begge dele har trukket endnu flere alternative til byen.

Flower-power
Gadebilledet signalerer rendyrket flower-power. Pigerne er svøbt i luftige, blomstrede skørter, de langhårede drenge går i sandaler og beskidte pludderbukser.


POPCORN
Ved at samle solens stråler i en parabol kan Bart Orlando stege popcorn i en gryde.

»Efter ungdomsoprøret og protesterne mod Vietnam-krigen i 1960erne fandt mange ud af, at det ikke nyttede noget at forsøge at ændre systemet. Derfor flyttede vi så langt væk fra systemet som muligt, og det er her,« siger Bart.

Årtusindskiftets nye hippier har forladt den stressede hverdag i de amerikanske storbyer for at bo langt ude på landet. 25-årige Chris fra New Jersey på østkysten fandt for et par år siden en isoleret landejendom ved Stillehavet. Han ser ikke ud til at have barberet sig siden, og i dag er han i Arcata for at skaffe forråd, bl.a. et pund hash, som i hemmelighed dyrkes i stor stil på egnen.

Marihuana
De mest hørte ord på hovedgaden i Arcata er intens, vibrationer, økologisk, cool og hip.

»Dette er hippiernes fjerneste udsted. Luften er ren, naturen er skøn, og vi er verdensberømte for vores marihuana. Dette er det perfekte sted for originaler og fredløse,« mener 41-årige Rubin Moore, der lever af lidt af hvert.

»Vi er midt i en total party-scene,« tilføjer hans kammerat, 20-årige Samuel, der studerer massageterapi. Han elsker jorden, tilbeder naturen og dyrker indianske svedseancer.

Det årlige cykelløb
Bag andelsforretningen med økologiske grøntsager er en række kunstnere ved at afslutte forberedelserne til det årlige cykelløb på 50 kilometer, »The World's Championship Great Arcata to Ferndale Cross-Country Kinetic Sculpture Race«. Cyklerne er hummere, drager, sko, hundehuse, fisk, rumskibe.


CYKELSMEDENS VÆRKSTED
Der er cykler i alle faconer at vælge imellem, før Arcate-hippiernes årlige cykelløb. Kunstneren Duane Flatmo står for de fantasifulde kreationer.

60 af disse imponerende pedal-skulpturer skal på tre dage forcere mudder, grusstier, landeveje, søer, floder og høje klitter. Uden hjælp. Det kunstneriske er vigtigst, efterfulgt af håndværk, teknik samt hastighed.

Tur på 6500 km
Ken Beidleman har gennemført løbet 12 gange og vundet de fem. Han har også forudsætningerne. Med samleversken June Moxon har han cyklet tværs over USA i en sko, med en øltønde som cykelanhænger.

De 6500 kilometer tog 28 måneder. Køretøjet vejede over 1000 kilo. Dagsmarcherne nåede op på 30 kilometer. Og her troede vi, at Explorer-ruten var udfordrende.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere