Sitemap | Avanceret søgning |

Regnbuebyen

Menigheden indleder gudstjenesten med at synge Happy Birthday for præsten Jim Mitulski, der fylder 41 år. Så rejser den sig og klapper taktfast af gæsterne fra Danmark, som bydes velkommen af en anden af de fire præster.

Af JØRGEN ULLERUP, ASBJØRN JØRGENSEN og KLAUS GOTTFREDSEN (foto)
Publiceret 08-05-1999

San Francisco


KÆRLIGHED
I San Francisco er bøsserne ikke længere bange for at vise deres kærlighed offentligt.

Den lille kirkesal er fyldt til sidste stol. I loftet svæver drager, og korset er prydet med en ubestemmelig figur hyllet i farverige silkebannere. Alle kirkegængerne har små navneskilte klistret på brystet, så de lettere kommer i kontakt med hinanden. Det fører i løbet af formiddagen til adskillige knus og kys mellem sange, bønner og prædiken.

»Vi har voldtaget Jorden med affald og grådighed. Hvis vi ikke ændrer opførsel, vil der ikke være nogen verden at leve i for kommende generationer, heller ikke for bøsser og lesbiske,« formaner prædikanten Penny Nixon fra prædikestolen.

Kirkens rolle
Metropolitan Community Church i San Francisco er ikke som andre kristne frikirker. Den blev grundlagt i 1970 af bøsser og lesbiske, der ville væk fra de fordomme og den fordømmelse, som minoriteten ofte mødes med i andre kirkesamfund.

Kirken er samtidig et symbol på den fremtrædende rolle, som de homoseksuelle spiller i San Francisco. Ingen kender de nøjagtige tal, men det skønnes, at mellem 15 og 25 pct. af byens 700.000 indbyggere er bøsser og lesbiske. Mindst.

Akkurat ligesom USAs etniske mindretal og forskellige hudfarver har bøsserne her skabt deres egen ghetto. San Franciscos etikette som »tolerancens by« dækker også over alle former for homoseksuel livsstil.

Således levner kunsten på væggene og bladene ved lænestolene i sexklubben Eros på Market Street ingen tvivl om, hvem stedet er indrettet for.

Veltrimmede mænd svøbt i hvide badehåndklæder vimser rundt i opholdsrummet og får os til at overveje en kraftig diæt, mens den kronragede direktør, Baruch Gould, tager imod i shorts og en ærmeløs, sort T-shirt.

»Sex er en vigtig del af bøssers liv. San Francisco virker som en magnet på homoseksuelle fra hele verden. De kommer hertil for at være fri. Vores klub giver dem et mødested, hvor de kan dyrke sikker sex. Vi har saunaer, dampbad, brusebad og et stort playroom, hvor de kan være sammen under afslappede former enten to og to eller i grupper.«

Eros er kun en af fire større sex-klubber i den homoseksuelle ghetto omkring San Franciscos Castro Street. Klubben er godt besøgt. Ifølge Baruch Gould betaler 800 bøsser hver uge elleve dollars for nogle timer blandt ligesindede. I prisen er inkluderet kondomer og latexhandsker.

»Tusinder af mænd i San Francisco er HIV-positive, så vi tillader ikke sex uden kondom. Ellers er der ingen begrænsninger,« siger den 55-årige direktør, der holder sig som en 40-årig.

Mange bøsser kom hertil under Anden Verdenskrig og Korea-krigen, da San Francisco var et vigtigt udskibningscenter for soldater. Bøsserne blev sorteret fra under sessionen eller smidt hjem fra tjeneste, og da homoseksualitet dengang var - og mange steder i USA stadig er - et skamfuldt tabuemne, blev de kasserede hængende i San Francisco.

Andre er kommet, fordi den californiske by med sporvogne på de stejle gader er det mest vestlige, man kan komme i USA. »Go West« har lige siden guldgravernes storhedstid i midten af 1800-tallet været en løsning for amerikanere, der søgte lykken eller flygtede fra moralens vogtere i andre mere konservative amerikanske stater.

Derfor har San Francisco udviklet sig til en oase for homoseksuelle. Det smitter af på gadebilledet. Mænd kysser uden komplekser hinanden, barnevognene er få, og møder man en kvinde omkring Castro Street, er hun sandsynligvis lesbisk.

Kvarteret tæller boghandler med bøger for homoseksuelle, fitness-centre, helsebutikker med livsforlængende piller til AIDS-patienter, videobutikker for bøsser og en endeløs række af butikker med dyr herremode eller råt læderudstyr.

Flere siders annoncer i de homoseksuelles aviser, Bay Area Reporter og Bay Times, tilbyder massage eller kurser i, hvordan man forstår tegn- og kropssproget i de talrige spa-bade.

Man søger sammen
Men hvorfor ghettoen?

58-årige Don Perry, der i slutningen af 1970erne flyttede fra Los Angeles til San Francisco, forsøger at give et svar over sit glas whiskey on the rocks i baren Twin Peaks, en af de talløse barer og restauranter for bøsser.

»Mennesker er flokdyr, vi søger sammen med vores egne. Jeg har en ven, der opdrætter papegøjer. Han fortæller, at de røde papegøjer aldrig blander sig med de grønne. Det er vel bare en naturlig reaktion.«

Åbenheden er slående. Amerikanere skal i forvejen kun have et stikord for at indlede en længere personlig samtale. I kvarteret omkring Castro Street virker tre mandlige danske exploratører nærmest som en attraktion. Efter et par indledende spørgsmål kommer det uvægerligt fra modparten:

»Er du bøsse?«

25-årige Mark Carnes fra Boston og hans 27-årige elsker, Germain Avila kommer slentrende hånd i hånd ned ad gaden.

»Jeg er fra Colombia i Sydamerika og har kun været i USA i seks måneder. Hvis jeg gjorde det her derhjemme, ville jeg blive skudt,« siger Germain.

Mark bor i en lille et-værelses lejlighed til 5000 kr. om måneden. Det er billigt i San Francisco. Et boom i ejendomspriserne gør det svært med en almindelig løn at betale lejen i nærheden af Castro Street.

De store viktorianske huse beboes typisk af to homoseksuelle par med fire rimelige indtægter. Men også for dem begynder konkurrencen at blive hård fra rige straights (heteroseksuelle) og børnefamilier, der også vil bo i det indre San Francisco.

San Francisco var i 1970erne sammen med New York hjemsted for bøssernes åbne kamp for lige rettigheder. Den begyndte, da en gruppe transvestitter i New York-baren Stonewall blev så trætte af politiets chikane, at de smed betjentene ud under en razzia.

I San Francisco kom det homoseksuelle opgør i gaderne senere i 1970erne, da den stærkt konservative eks-politiker, Dan White, i raseri myrdede det homoseksuelle byrådsmedlem Harvey Milk samt borgmesteren George Moscone. Da Dan White slap med en mild dom, flød bægeret over for bøsserne.

Siden har ingen politiker turdet overse dem. I San Francisco er de homoseksuelle blevet en reel magtfaktor. Adskillige medlemmer af byrådet er homoseksuelle, og borgmester Willie Brown tækkes vælgerne ved en gang om året at holde såkaldte massevielser for bøsser på rådhuset.

Lokalt bryllup
I San Francisco kommune kan homoseksuelle registreres, så de får visse rettigheder ved dødsfald og sygdom.

»Vi har lige fejret seks års bryllupsdag,« fortæller Sally Canjura og smiler stort til sin kæreste Lisa Clayton. De er glade for, at man for kun 35 dollars kan få godkendt sit partnerskab her.

Men i modsætning til Danmark har homoseksuelle ægteskaber i USA stadig minimal gyldighed. Ægteskabet til 35 dollars er ikke en cent værd, når de passerer bygrænsen. Og måske forbydes det helt:

»De konservative politikere i Californien samler underskrifter ind for i år 2000 at kunne gennemføre en folkeafstemning, der for altid skal forbyde ægteskab mellem mennesker af samme køn. Jeg tror de får flertal,« fortæller sexklub-direktøren Baruch Gould:

»Når man opholder sig i denne progressive del af San Francisco, glemmer man let, at tolerancen er langt mindre i andre dele af byen og i Californien som helhed.«

Moralens højrefløj
Man skal blot få gader ned mod centrum for at sande, at han har ret.

Her trives vækkelsesprædikanterne og USAs moralske højrefløj. En midaldrende sort mand har medbragt et stort skilt med ordene »No Sex.« Beskeden gælder både bøsser og skilsmisseramte heteroseksuelle.

Et par hundrede meter længere væk forsøger to kristne missionærer at råbe de vantro op.

»Vi advarer alle alkoholikere, bøsser, hashrygere, racister, løgnere og "masturbanter". Stol på Jesus eller brænd op i helvede. Evigheden kan være en laaaaang skærsild. Den vil brænde jer op,« lyder det gennem deres skrattende megafoner.

De står bag en stålindhegning, har anmeldt deres demonstration og en politibil er betryggende nær bag dem. I de homoseksuelles kirke, Metropolitan Community Church, ryster man på hovedet ad dommedagsprædikanterne.

»Det viser blot, at der er god brug for vores kirke. Bøsser og lesbiske har brug for at vide, at Gud også elsker dem,« siger præsten Karen Foster.

Kirken bruger mange ressourcer på at yde rådgivning og spirituel støtte til HIV-inficerede og AIDS-syge. Ifølge præsten Jim Mitulski er ca. hver femte bøsse i San Francisco ramt af AIDS. Epidemien er ikke overstået. En helt ny undersøgelse viser igen stigende antal HIV-smittede, fordi mange unge ikke bruger kondom, og reklamer for kondomer og AIDS-medicin fylder gadebilledet, aviserne og butiksvinduerne. Jim Mitulski, der har fået sin religiøse uddannelse på en række af USAs fineste universiteter, er selv blandt ofrene. Han blev smittet med AIDS for fem år siden, men virker takket være den nyeste AIDS-medicin stadig som et energibundt.

»AIDS er et af de problemer, vi gør meget ud af også under gudstjenesterne. Dette er et homoseksuelt kontrolleret område, hvor fokus ikke er på, om det er i orden at være homoseksuel, men på vores tilværelse sammen.« Ifølge Jim Mitulski er det blot et spørgsmål om tid, før bøsser og lesbiske er fuldstændig integreret i samfundet. »Det tog også tid at afskaffe slaveriet og give kvinderne ligebrettigelse. I løbet af den næste generation vil bøsser og lesbiske blive accepteret på lige fod med alle andre.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten