Sitemap | Avanceret søgning |

Vejen deler rig og fattig

På græsplænen i East Palo Alto løber syv sorte børn rundt og leger med en bold. Vi spørger efter deres mor, for vi vil gerne vide, hvordan det er at bo i denne fattige bydel.

Af JØRGEN ULLERUP, ASBJØRN JØRGENSEN og KLAUS GOTTFREDSEN (foto)
Publiceret 05-05-1999

Silicon Valley


PÅ DEN FORKERTE SIDE
Maria Madriz med to af sine fem børn

En enorm kvinde i joggingbukser viser sig i døråbningen med et telefonrør klistret til øret. Hun hører et kort øjeblik på vores forklaring, men afbryder så med et håndkantslag i luften, hvorpå hun råber så højt, at det må kunne høres på den anden side af motorvejen:

»Forsvind fra min have. Jeg vil ikke snakke med nogen, heller ikke nogen fra Danmark.«

Mest priviligerede
På en veludstyret legeplads på den anden side af motorvej nummer 101 kravler syv-årige Marissa og hendes to-årige søster, Lindy, grinende rundt i et ergonomisk rigtigt klatrestativ.


PÅ DEN RIGTIGE SIDE
Pam Martinson og datteren Lindy på legepladsen - i baggrunden ses villaer i millionklassen

Deres forældre, Pam og Bill Martinson, tilhører USAs mest priviligerede klasse. Hun er partner i et stort advokatfirma, han er underdirektør i et af områdets mange boomende IT-firmaer.

JP Explorer er nået til Silicon Valley, hvis centrale by, Palo Alto, ligner en genskabelse af en svunden apartheid-tid.

East Palo Alto var for blot få år siden indehaver af USAs højeste mordrate pr. indbygger. Bydelen var hærget af ungdomsbander, og narkosalget florerede.

Nok holder der udtjente Cadillac-biler uden for mange af de små huse, men biler er ikke en målestok for fattigdom i USA, hvor næsten alle har mindst en. Fattigdom måles i sundhed, jobs og pensionsopsparing. På gaden fortæller 51-årige Jack, at han er arbejdsløs, har smitsom leverbetændelse og højst fire år tilbage at leve i. Jack hører til øst for motorvejen.

»I dag er kvarteret blevet roligere, fordi flere er kommet i arbejde. Men mange har stadig en barsk tilværelse herovre,« fortæller 31-årige Maria Madriz, født i Mexico og mor til fem børn fra 13 år til otte måneder.

Direkte fjendtlige
Indbyggerne i East Palo Alto er fortrinsvis sorte og mexicanere. Maria Madriz er en af de få, der indvilliger i at tale med hvide journalister. De fleste er mistroiske, mange virker direkte fjendtlige.

På den anden side af motorvejen i det andet Palo Alto er flertallet hvide. Her ligger det berømte Stanford-universitet, som leverer mange af gulddrengene til områdets altafgørende vækstfaktor, IT-branchen.

Ejendomspriserne er blandt de dyreste i USA, og almindelige lønmodtagere fra middelklassen presses ud. Pam og Bills hus, der ikke i kvalitet ville kunne konkurrere med et større dansk parcelhus, er i de sidste to et halvt år steget fra 800.000 dollars til 1,3 mio. dollars. I kroner svarer det til en stigning på hele 3,5 millioner.

Dyrt at bo i området
»Det er et problem at skaffe sekretærer til mit advokatfirma, for de har ikke råd til at bo i området. Og på den anden side af motorvejen er det for farligt,« fortæller Pam.

»Vi betaler 70.000 kroner om året for at sende vores datter i første klasse på en privatskole. Men det er svært at skaffe lærere, fordi de ikke har råd til at bo her.«

Ifølge den 40-årige advokat er det af og til svært at fatte den kolossale rigdom her. En ung advokat forlod hendes firma og gik over i IT-branchen. Han blev betalt med aktier. En måned senere gik firmaet på børsen, og han tjente 30 mio. dollars, 210 mio. kr.

»Det er svært at forklare ens børn, at pengene ikke hænger på træerne, og at man skal arbejde hårdt i skolen, når alle elever kommer kørende til skolen i Jaguar eller BMW,« siger hun:

»Folk er ekstremt rige her, og succes måles kun i penge. Ikke i, om man er gode forældre eller deltager i samfundslivet. Det giver et totalt forvrænget billede af virkeligheden. Men selvfølgelig er det rart at bo her på denne side af motorvejen. Vi har alt.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten