Sitemap | Avanceret søgning |

Hadets gadekryds syv år efter

Jacqueline Daniels glemmer aldrig sin 35 års fødselsdag. Den blev ikke fejret med lagkage, men med brændende huse, smadrede biler, plyndrede forretninger og blodige kampe mellem unge sorte med politiet.

Af JØRGEN ULLERUP, ASBJØRN JØRGENSEN og KLAUS GOTTFREDSEN
Publiceret 29-04-1999

Los Angeles


DET VAR HER DET BEGYNDTE
Fortorvet spules uden for en af de mange marskendiserforretninger på Florence Ave., der var skueplads for voldsomme uroligheder i 1992

Netop den dag frikendte en overvejende hvid jury fire hvide betjente, selv om videooptagelser viste, at de havde pryglet den sorte Rodney King til ukendelighed på en parkeringsplads efter en anholdelse.

Frikendelsen gav frit løb for mange års opsparede frustrationer blandt USAs fattige sorte og andre etniske minoriteter.

I krydset mellem avenuerne Normandie og Florence i South Central Los Angeles flåede unge mænd den hvide lastbilchauffør Reginald Denny ud af vognen og mishandlede ham, før en lokal sort præst kastede sig imellem og reddede hans liv.

Fire dage senere var 54 blevet dræbt, 2000 var kvæstet, 7000 anholdt og 15.000 hjem og forretninger ødelagt eller brændt.

Den værste dag
»Den 29. april var den værste dag i mit liv. Det var kaos, krig, rent had, ungdomsbanderne hærgede kvarteret, og selv sorte var i fare. Asiaterne samlede våben for at beskytte deres forretninger, og i midten slog politiet ned på alle, der rørte sig,« siger Jacqueline, der allerede har været i gang med guldlæbestiften før en forhåbentligt fredeligere 42 års fest.

Hendes veninde, 30-årige Africa Hall, beskriver optøjerne som en elastik, der bristede efter at være spændt til det yderste.


EN FØDSELSDAG MAN HUSKER
Jacqueline Daniels (bagerst) fyldte 35 år den dag urolighederne brød ud. Forrest veninden Africa Hall

»De unge var frustrerede over politiets gentagne vold mod de sorte. Men optøjerne løste ingenting. Vi generes stadig af ungdomsbander. Volden kan kun afskaffes, hvis man beslutter at leve sammen og ved at tage hånd om børnene.«

Ved et tilfælde
Det var et tilfælde, at optøjerne begyndte på det kedelige hjørne af Normandie og Florence.

Krydset bebos af benzintanke, en alkoholbutik og en byggegrund.

Ned ad Florence ligger adskillige marskandisere, en enkelt skopudserforretning samt en kirke beskyttet af høje hegn og to rottweilere. Det er hovedgaden i et kvarter af nedslidte énfamilies-huse med ramponerede dollargrin ved fortovskanten. Ikke slum, men fattigt.

Indbyggerne er sorte, asiater og spansktalende. Kun de sorte kan tale engelsk. De færreste vil tale med journalister, andre forsøger at presse penge for at fortælle deres helt personlige historie.

De, der vil tale, er enige om, at forholdene i dag er langt bedre end for syv år siden, selv om de krigende bander stadig hærger. Politistyrken er udvidet med 3000 mand og runder snart 10.000, og Los Angeles' nye politichef har ansat mange sorte og spansktalende. Politipatruljer i kvarteret foregår nu ofte på cykel.

Et andet væsentligt bidrag til afspændingen er en halvering af arbejdsløsheden i området fra 18 til under 9 pct.

»Når man arbejder, har man ikke tid til at lave ballade. Så enkelt er det,« siger Mark Whitlock. Han er direktør for Fame Forever, en kirkeorganisation, der med stort besvær forsøger at skaffe investeringer til de sorte og spansktalende befolkningsgrupper.

Frustrationerne lever
Frustrationer trives dog stadig. Den 67-årige pensionist og far til 12 børn, James Demmons, tjener et par ekstra dollars ved at holde opsyn med byggeriet af en ny benzinstation i det berømte vejkryds. Han konstaterer, at byggepladsens ejer er jøde, og at entrepenøren er en velhavende forstadshvid. Også håndværkerne er hvide.

»Forskellen er, at bankerne ikke vil låne penge til sorte. De sorte slaver byggede dette land. Men forskellene mellem hvide og sorte er gået i arv,« siger han:

»Spændingerne, hadet er her stadig. Her ved højlys dag er der intet problem. Men du vil ikke ønske at gå i sidegaderne om natten. Vi gamle er ikke farlige. Dem under 30 kan være meget aggressive.«

Kings triste skæbne
Mange flygtede væk fra bykrigen til andre fattige boligkvarterer. Rodney King, som, uden at ville det, udløste hele balladen ved at blive banket af politiet, flyttede til en villa uden for byen.

Han fik 3,6 mio. dollars (ca. 25 mio. kr.) i erstatning efter retssagen. Den halvdel, som hans forsvarere ikke forsvandt med, har han med fiasko forsøgt at investere i bl.a. et pladeselskab for sort rap-musik og i sin brors byggefirma.

I dag har han ansat sin kusine Terese som sin manager. De seneste planer går ud på at skabe en organisation, hvor børn af alle racer mixes. Det vil være første gang, den nu 32-årige får et mål med sin tilværelse.

Faktisk har Rodneys liv aldrig været noget at skrive hjem om bortset fra midt under optøjerne, da han opfordrede alle til at finde ud af at leve fredelligt sammen.

En skidt knægt
Den 100 kg tunge og næsten to meter høje mand er det, de fleste ville kalde en skidt knægt. Han fik aldrig high school-eksamen, er far til tre døtre med tre forskellige kvinder og er gift og skilt to gange.

Siden 18-års alderen har han adskillige gange været i konflikt med loven og politiet. Det begyndte med tyveri, så røveri, senere blev han dømt for forsøg på at køre sin første kone over. Senest står han anklaget for hustruvold mod sin anden kone og overfald på sin ældste datter.

Et symbol på kampen
Alligevel blev han efter optøjerne i 1992 et symbol på de sortes kamp for lige chancer og borgerrettigheder.

»Han var en forvirret gennemsnitsdreng, som blev berømt, fordi han blev banket af politiet. Men han har aldrig haft noget ønske om at stå frem i spotlyset, og hans personlighed lever ikke op til symbolet,« siger 31-årige professor i statskundskab ved California Polytechnic Pomona University, Renford Reese.

Den sorte professor er i dag en af Rodney Kings nærmeste. Venskabet begyndte, da Rodney indvilligede i at mødes med de studerende på universitetet. Reese, som med sin organisation Colorflags forsøger at mindske racespændinger ved at lære bl.a. politifolk at kommunikere basalt på flere sprog, blev en frivillig rådgiver for Rodney.

De to spiller tennis sammen, og Reese forsøger at overtale Rodney til at bruge berømmelsen i kampen for borgerrettigheder.

»Han aner ikke, hvor berømt han er. Alle er skuffede over ham. De mest radikale sorte som i Black Panther-bevægelsen anglede forgæves efter hans støtte, og andre sorte er kede af, at de ikke kan være stolte af ham, fordi han ikke kan holde sig ude af problemer.«

Kulminationen


COLORFLAGS
Professor Renford Reese forsøger med sin organisation Colorflags at mindske racespændinger. Reese er også en af Rodney Kings nærmeste venner

Reese betragter optøjerne i 1992 som kulminationen på et had, der går generationer tilbage. Manglen på retfærdighed omfatter 1200 lynchninger af sorte mellem 1871 og 1941 samt flere retssager af nyere dato, hvor den hvide forbryder gik fri.

»Krigen var eksplosionen efter alle frustrationerne. De sorte nægtede at vende kinden til mere. De sagde: Hvis du slår mig, så dræber jeg dig,« siger Reese:

»Men jeg er optimistisk. Den sorte middelklasse har i dag mere til fælles med den hvide middelklasse end med de fattige sorte, så det er blevet en klassekamp i stedet for en racekamp. Og med den nye generation er der for alvor håb om ændring. Uanset farve klæder de sig ens, de lytter til samme musik, og kulturerne er i færd med at blandes.«

Ingen garanti for fred
Selv om spændingerne er faldet mærkbart, vil Renford Reese ikke garantere, at 1992-optøjerne ikke kan ske igen. USA er altid, siger han, blot àn hændelse væk fra raceoptøjer.

»Hvis massakren på skolen i Colorado i sidste uge f.eks. kun målrettet var gået ud over sorte elever, ville det hele være eksploderet igen.«

Syv års-dagen for optøjerne vil ikke blive genstand for nogen mindehøjtidelighed.

Men på et toiletskur på hjørnet af Normandie og Florence opfordrer en seddel folk til at møde. De skal demonstrere mod politiets magtmisbrug og for støtte til de hundredevis af fortrinsvis sorte fanger, som har fået hårde straffe for at sælge narkotika på gaden, mens de hvide bagmænd gik fri.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten