Sitemap | Avanceret søgning |

Ti sekunder i helvede

En kvinde for enden af vejen blev dræbt af tornadoen. Også Laura, som var en af Joey Franks gode bekendte, mistede livet.

Af MICHAEL ULVEMAN, SØREN FUNCH og STEEN WREM (foto)
Publiceret 19-04-1999

»Hun blev begravet i formiddags, men jeg kunne ganske enkelt ikke klare at gå med til begravelsen,« siger han.

I dag forsøger Joey og Leane at finde breve, billeder og andre personlige ejendele, der ikke blev ødelagt af tornadoen.

Det lykkedes for Leane af finde sin afdøde mors bryllupskjole, og der er også dukket enkelte breve samt den røde bamse, som hun fik af Joey til Skt. Valentinsdag, frem af de skrotbunker, der engang var deres hjem.

Sengen står endnu
Som ved nærmest et mirakel står deres seng - der ganske vist er beskadiget, men dog stadig har fire ben - tilbage som et minde om boligen, hvor Joey har boet siden 1981.

Men ellers er der intet. Enten er deres ejendele blevet fuldstændigt molestreret, eller også er de fløjet langt væk.


Joey og Leane Franck
Joey og Leane Franck er blandt de heldige, da en tornado ramte deres boligområde i udkanten af Benton i staten Louisiana, USA. De mistede alt, undtagen livet.
Foto: Steen Wrem

Hele det store boligområde ligner nu en scene fra filmen Dommedag nu. Bulldozere og traktorer kører rundt for at skubbe resterne af husene sammen, det amerikanske Røde Kors serverer kaffe og mad, mens beboerne af det, der engang var huse, roder i bunkerne for at finde personlige ejendele.

»Tornadoen var så kraftig, at en dame blev blæst flere meter igennem luften og endte oppe i et træ. Det tog lang tid at få hende ned igen, men hun overlevede,« siger Joey Frank.

Han understreger, at de har været heldige, fordi de overlevede.

»Alle forsøger at hjælpe alle. Vi kan bo hos mine forældre, indtil vi får et nyt hjem. Og forsikringsselskabet har allerede sagt, at de vil erstatte huset,« siger hun.

Præsident Clinton var på besøg i Haymatter i sidste uge. Og den amerikanske regering har også tilbudt økonomisk hjælp til området.

Alligevel har Leane Frank ingen planer om at bygge et nyt hus i området:

»Det bringer for mange dårlige minder frem,« siger hun.

Slår hårdt og tilfældigt
Ved at køre en tur rundt i området, får man ved selvsyn erfaret, hvor kraftigt og tilfældigt en tornado kan ramme.

I Haymatter er alt ødelagt. 100 meter derfra står huse uberørt, mens der 100 meter derfra igen er store ødelæggelser.

At tornadoer er en del af livet i Louisiana, bliver man overbevist om ved at studere blå skilte, der er opstillet overalt i den nordlige del af staten.

Evakueringsrute i tilfælde af tornadoer, står der på de blå skilte. Spørgsmålet er udelukkende, hvor og hvornår de ødelæggende tornadoer vil ramme igen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten