Sitemap | Avanceret søgning |

Ældre-eksplosionen

Som mange andre pensionister med moderat indtjening og opsparing bor de i et stort mobil-home, der kan transporteres på en lastbil.

Af MICHAEL ULVEMAN, SØREN FUNCH og STEEN WREM (foto)
Publiceret 07-04-1999

Fort Myers

Men som de andre 59 mobil-homes i bebyggelsen tæt ved havnen i Fort Myers - hvor der udelukkende bor pensionister - bliver familiens hjem ikke flyttet fra år til år.

Alle hjælper alle med at beklæde hinandens boliger med træ og bygge verandaer. Overalt er der sirlig orden i haverne med prydsgenstande som kunstige fisk og fugle som mange danskere måske vil ryste på hovedet af, men som tilsyneladende er i høj kurs i USA.

»Om dagen sejler jeg i min båd og reparerer den. Ellers går jeg ned på torvet og kigger lidt på pigerne. Jeg har groft sagt travlt med ikke at lave ret meget,« siger han.

Udover "snowbirds", der som hovedregel forlader Florida umiddelbart efter påske, flytter andre hundredtusinder årligt permanent til staten. De tørre statistikker viser nu, at befolkningen i staten vokser med cirka 1000 indbyggere om dagen.

Ekstrem tilvækst
Den ekstreme befolkningstilvækst betyder, at Florida fra at have været USAs 27. mest befolkede stat i 1940 med kun to millioner indbyggere i dag ligger nummer fire på listen med næsten 15 millioner indbyggere. Og samtidig er det først og fremmest pensionister, der slår sig ned i den solbeskinnede stat.


PENSIONIST-PARADISET
Hele 18,5 procent af Floridas befolkning er pensionister over 65 år.
  

»Det er ved at blive svært at finde nogen hernede, der er født i Florida. Det er ved at blive lidt overfyldt med pensionister,« erkender Don Creigh.

Dermed berører han et tema, der både i USA og i den øvrige industrialiserede verden vil blive en af fremtidens største udfordringer.

Set under et føder kvinderne i hele den vestlige verden færre og færre børn, mens alle nulevende kan se frem til at blive langt ældre end tidligere generationer.

Konsekvensen er naturligvis, at der vil komme relativt flere gamle mennesker i forhold til unge.

Tal fra OECD viser, at antallet af personer over 65 i den vestlige verden vil vokse med 70 millioner mennesker i løbet af de næste 25 år.

I dag er der tre personer i den arbejdsdygtige alder for hver pensionist.

Forudsat at der ikke bliver ændret på pensionsalderen, vil der i år 2030 kun være 1,5 person, som arbejder og dermed betaler skat, for hver pensionist.

Samtidig tyder alt på, at fremtidens pensionister vil stille stadig større krav til alderdommen, fordi de er vokset op i en tidsalder, hvor der har været økonomisk vækst og dermed forbrugsgoder til alle.

Florida i dag bliver af demografer - befolkningseksperter - set som det oplagte eksempel på, hvordan den vestlige verden vil se ud i fremtiden.

De unge flygter
Hele 2,7 millioner af Floridas i alt knap 15 millioner indbyggere er over 65 år, og ifølge Don Creigh kan konsekvensen af de forholdsvis mange pensionister i staten ses i vinduet på stort set enhver burger-restaurant, benzin-station eller supermarked.

»Alle forretninger søger medarbejdere. Det skyldes, at de mange pensionister skaber efterspørgsel, men der er ikke mange studerende eller andre unge til at tage den slags servicejobs. De gider ikke bo her blandt pensionisterne,« siger Don Creigh.

Indtil nu har Florida været i stand til at opsluge de mange pensionister, fordi deres tilstedeværelse har betydet mere efterspørgsel og dermed økonomisk velstand for hele den tidligere forholdsvis fattige stat.

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan hele den vestlige verden vil reagere, når de med tiden når op på samme antal pensionister som i Florida.

Det afgørende problem er, hvem der skal betale regningen for de mange pensionister, der ikke arbejder og derfor ikke bidrager med skattepenge til de i forvejen betrængte statskasser.

Tung vælgergruppe
En mulighed er, at hæve skatterne yderligere, men det bliver politisk vanskeligt, fordi skatteskruen i de fleste lande i forvejen er strammet til det yderste.

En anden vil være at hæve pensionsalderen kraftigt og skære kraftigt ned på pensionsbidrag og tilskud til f.eks medicin. Men det bliver en politisk vanskelig opgave, fordi pensionister i fremtiden vil udgøre en stor og magtfuld vælgergruppe. Efter et liv i økonomiske opgangstider, vil de ikke acceptere forringede vilkår.

Sidste udvej er at låne penge til fremtidens pensionister. Men i forvejen har stort set alle vestlige lande store offentlige underskud. Og bliver de ved med at låne, forudser eksperterne, at hele verdensøkonomien på sigt risikerer at blive destabiliseret.

Den slags ubehagelige valg kan Don Creigh i Fort Myers i Florida være ligeglad med nu og her. For ham gælder det om at nyde tilværelsen, sin lille båd og samværet med de øvrige pensionister i Senior Citizen Park i Fort Meyers.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten