Sitemap | Avanceret søgning |

Flugten til USA

Ifølge Oscar Rodriguez, 35 år og engelsklærer på Centro Venezolano Americano, har Norelkys og mange jævnaldrende venezuelanere et for romantisk syn på forholdene i USA.

Af JAKOB RUBIN, KIM HUNDEVADT og OLE LIND (foto)
Publiceret 28-03-1999

»De glemmer, at latinamerikanere er en minoritetsgruppe i det amerikanske samfund. Mange ryger ud i periferien og må tage til takke med de dårligste job,« siger Oscar Rodriguez.

Han ser med stor bekymring på, at antallet af immigranter -især de illegale -er steget kraftigt efter ti års økonomisk krise i Venezuela.

Den amerikanske ambassade i Caracas vurderer, at omkring 50.000 venezuelanere i dag lever illegalt i USA. Og tallet vokser formentlig med cirka 1000 om måneden.

Miami er det store trækplaster for de nye immigranter sydfra. Millionbyen i det sydlige Florida har i løbet af det seneste årti fået et flertal af spansktalende indbyggere og bliver spøgefuldt kaldt for "Latinamerikas hovedstad".

En flybillet til Miami koster ikke mere end godt 1000 kroner -et beløb, som også mange fattige i Caracas har en realistisk mulighed for at spare op. Og vel ankommet til Miami vælger mange -især unge -at smide returbilletten væk og forsøge at kæmpe sig op fra bunden af det amerikanske samfund.

På det seneste har USA's myndigheder skærpet reglerne for turistrejser til landet -i bestræbelserne på at dæmme op for den ulovlige indvandring.

Og det er godt for alle parter, mener Oscar Rodriguez:

»For det store flertal går den amerikanske drøm netop ikke i opfyldelse, og en illegal tilværelse med lusede småjob til en ussel betaling er i mine øjne ikke et værdigt liv.

Så er det trods alt bedre at være fattig i sit eget land og være omgivet af familie og venner. Og vi skylder vel også Venezuela, at vi står sammen om at skabe en bedre fremtid -i stedet for at løse problemerne enkeltvis ved at flygte fra dem,« siger Oscar Rodriguez.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere