Sitemap | Avanceret søgning |

Det virkelige El Dorado

De solstegte gader har revnede fortove og huller i asfalten, og malingen skaller af husene.

Af JAKOB RUBIN, KIM HUNDEVADT og OLE LIND (foto)
Publiceret 23-03-1999

El Dorado

El Dorado ligner en by, der har mistet glansen, hvis den nogen sinde har været her, og de eneste spor af guld er de malede bogstaver på butikkernes facader:

»Compro oro y diamantes,« står der en halv snes steder i byen, »Guld og diamanter købes.«

Vi er i hjertet af Bolivar-provinsen - guldgravernes og diamantjægernes land. I små sjak har de slået lejr langt ude i skovene og på sletterne, og flækkerne ved landevejen - Santa Helena, Las Claritas og El Dorado - har været deres Klondyke. Her har de vekslet de gyldne klumper, resultatet af måneders slid, til fedtede pengesedler for at leve en vanvittig nat på barer og horehuse, og næste morgen vende tilbage til det nøjsomme liv i vildnisset.

Sådan fortæller Alfonso Gonzalez historien om El Dorado.

Døren uden håndtag
Et vildt sted har det været med letlevende damer og revolvere, der sad løst i bæltet.

»Det bliver aldrig det samme igen,« sukker Alfonso, en lille, rund mand, der vogter døren i en af hovedgadens guldbutikker.


SIKKERHED
Der bliver vogtet nidkært over de små mængder guld, der er tilbage i El Dorado.
Foto: Ole Lind

Døren har ikke noget håndtag på ydersiden. Den åbnes indefra, og alle kunder bliver først målt med et udtryksløst blik. Vi slipper gennem dørsprækken i hælene på to karseklippede fyre i hvide undertrøjer og sorte jeans. De går hen til skranken, der er skærmet af et solidt jerngitter, tager hver en krøllet papirklump op af lommen, folder den ud og drysser guldstøv ned i en plastikbøtte, som manden bag gitteret har skubbet frem.

Han vejer bøtten og stikker penge ud til de karseklippede, der forsvinder, uden at nogen har sagt et ord.

Gregorio Pachano, som den fåmælte mand lidt modstræbende præsenterer sig, tømmer bøtten i en plastikpose med omtrent et kilo guldstøv, og putter posen ned i en sort taske.

Hvis der er noget, vi vil vide, kan vi spørge Alfonso, han ved alt, siger Gregorio og stikker hovedet ud af døren for at se, om banen er klar. Så hopper han ind i en bil, der er parkeret ved kantstenen og kører væk i en fart.

Ingen fare på færde
Butikken er lukket en times tid, indtil Gregorio får anbragt den halve dags omsætning et sikkert sted.

Alfonso siger, at det kun er et spørgsmål om at gardere sig:

»Der er ikke rigtig nogen fare på færde,« forsikrer han. »El Dorado er blevet et stille sted. Det er ikke som i gamle dage.«

Et enkelt gram guld kan indbringe 4300 bolivares - cirka 50 kroner - i butikkerne i El Dorado, og guldgraverne kommer sjældent med mere end nogle få gram ad gangen.

Det er for lidt til at sætte liv i byen, mener Alfonso. Og det er politikernes skyld. De har givet for mange koncessioner til de internationale mineselskaber, og med regler og restriktioner gør de livet surt for de små guldgravere. Eller også er guldet bare ved at slippe op.

Ind imellem er der bid
Nu om dage vågner El Dorado kun for alvor under en bomba: Når et af sjakkene rammer en guldåre, og rygtet breder sig, og lykkejægere fra hele landet bliver smittet af guldfeberen. Det varer måske et par måneder, så er guldet væk, og El Dorado kan sove videre.

Hvorfor holder det første sjak ikke tæt med det store fund, spørger vi Alfonso.

»Det er så sikkert som en matematisk formel, at hemmeligheden slipper ud,« siger han.

»De tager ind til byen, drikker sig fulde i brændevin og bliver store i slaget. Næste dag ved alle, hvad der er sket. Sådan er en guldgraver.«

De sidste rester
Ad hullede jordveje kører vi til Camorra - et øde område en times kørsel fra El Dorado, hvor den sidste bomba sprang for et år siden. De fleste guldgravere er rejst bort, men en 30-40 stykker er blevet tilbage for at hente resterne op fra undergrunden.

Et mørkt hul forsvinder ned i 64 meters dybde og videre ind i fem dybe gange. Herinde bruger guldgraverne dynamit for at sprænge klippen i stykker. Så bliver skærverne hejset op i lyset og smidt i store bunker.

Knokkelarbejde
Jose Martinez, guldgraver med 19 års erfaring, tager et par skærver op i hånden og peger på de små gyldne prikker.


HÅRDT SLID
En bakke belagt med kviksølv binder guldet - men der er ikke meget tilbage.
Foto: Ole Lind

Så viser han, hvordan skærverne knuses til fint sand - et knokkelarbejde, der får sveden til at perle på hans bare overkrop.

Til sidst skal sandet vaskes på en bakke belagt med kviksølv, som binder guldet, mens sandet skyller væk.

»Et guldgraverliv er et hundeliv,« siger Jose. »Vi arbejder fra morgen til aften, bor i primitive skure og spiser elendigt. Det lette guld er væk for længst.«

Drømmen har vi alle
Jose forsøger at spare penge sammen, så han kan begynde et nyt liv i byen og blive genforenet med sin familie, som han højst ser to gange om året.

Måske gør netop han en dag det helt store fund:

»Det er en drøm, vi allesammen har, men den går sjældent i opfyldelse,« siger Jose. »Kun en ud af hundrede kommer herfra med penge på lommen. Alle vi andre finder kun lige akkurat nok til, at vi kan tage til byen og drikke os fulde en gang imellem.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Det virkelige El Dorado
El Dorado ligner en by, der har mistet glansen, hvis den nogen sinde har været her, og de eneste spor af guld er de malede bogstaver på butikkernes facader: »Compro oro y diamantes,« står der en halv snes steder i byen, »Guld og diamanter købes.«
Se billedserie
Hvis du vil vide mere
Emner
Råstoffer

Stednavne
Venezuela

Fag
Geografi

Klassetrin
7.-10. klasse