Sitemap | Avanceret søgning |

Explorer på Nettet

JP Explorer har været på natarbejde og netarbejde i den venezuelanske hovedstad, Caracas.

Af JAKOB RUBIN, KIM HUNDEVADT og OLE LIND (foto)
Publiceret 24-03-1999

CARACAS


Explorer på Nettet (1)
JP Explorer-holdet var i kontakt med læserne. Dog ikke via telefon, som de prøver at antyde, men via computer, venligst udlånt af den danske ambassade i Caracas.
 

Klokken var kun lidt i fire, da holdets tre medlemmer brat blev revet ud af søvnen og hastede gennem de natteøde gader for at nå en vigtig aftale.

De skulle møde avisens læsere - live. Ikke ansigt til ansigt desværre, for Jyllands-Postens læsertal er endnu ret beskedne i Caracas, men det var lige ved og næsten.

Mødet fandt sted på Internettet - en chat hedder det på nudansk - og var arrangeret i et samarbejde mellem Egmont Online og Jyllands-Posten. Det hele var programsat til klokken ti dansk tid, så med Caracas haltende fem timer bagefter, blev det heller ikke tirsdag, at Explorerholdet fik en chance for at sove længe.

Den danske ambassade havde venligt stillet både kontor, computer og Internet-forbindelse til rådighed, og ambassade-medarbejder Dorte Bamberg sørgede for bistand og morgenkaffe.

For Explorerholdet blev de næste to timer et interessant møde med mikep, anjao, palle pedal og andre fantasifulde pseudonymer.

»Hvad har været den største oplevelse indtil nu?« lød et af de første spørgsmål.

»Besøget hos kalapalo-indianerne i Xingu,« svarede Explorerholdet.

»Hvad skal I lave i dag?«

»Vi vil undersøge, hvorfor Venezuela vinder flere skønhedskonkurrencer end noget andet land.«

»Har I benyttet jer af bestikkelse?«

»En smule. Det kan være nødvendigt, hvis man skal hurtigt frem.«

»Hvorfor er der ikke ret mange kvinder med på JP Explorer?«

»Der er desværre ikke ret mange kvinder, der har meldt sig.«

Sådan røg spørgsmål og svar med lynets hast frem og tilbage mellem Danmark og Caracas.

Flere chat-deltagere søgte gode råd om at rejse i Sydamerika. Hvor billigt kan det gøres? Og er det farligt?

Explorerholdet svarede beroligende. Det behøver ikke koste en herregård, og generelt er det sikkert at rejse i Sydamerika. Man skal bare tænke sig om og passe ekstra godt på i millionbyer som Rio og Caracas.

Andre var så betænksomme at spørge til de udsendte medarbejderes helbred, og de kunne forsikre, at alle er sluppet helskindet fra turen.

I visse spørgsmål måtte der hentes bistand hos JP Explorers projektledelse i Danmark:

»Hvor stort er jeres budget for hele turen rundt om Jorden?« ville en læser gerne vide.

Det er stort. Rigtig stort, lød svaret fra den tilkoblede computer i København, og tættere på var der ingen, der kom i går.

Så spurgte en læser, om hans onkel Knud havde gjort Explorer-projektet ære på en tidligere etape i Sydamerika, hvilket naturligvis kunne bekræftes.

Flere skoler kastede sig ind i debatten - Molsskolen ovenikøbet med en storskærm koblet på nettet og med flere forberedte spørgsmål om regnskoven og indianerne.

Det blev faktisk en hyggelig snak - indtil avisens ledende redaktionschef blandede sig og bestilte 150 linier ekstra til dagens avis.

Så var Explorerholdet nødt til at stoppe snakken og gå videre i dagens tekst.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere