Flodens folk

Af JAKOB RUBIN, KIM HUNDEVADT og OLE LIND
Publiceret 20-03-1999

Der er ingen strøm, men til gengæld rindende vand. Det løber i kolossale mængder i floden neden for deres simple træhus.

»Vi mistede begge vores arbejde inde i byen,« fortæller Roseneide.

»Men vi var også trætte af at bo der. Selv med to lønninger kunne vi ikke få det til at løbe rundt. Her er vi stort set selvforsynende.«

Roseneide viser rundt på sit lille landsted, der faktisk er en ø midt i floden. Hun elsker dyr og er indehaver af en hel lille zoologisk have.

Selv om det giver en del ekstra arbejde, er dyrene en glæde i den nogle gange lidt ensomme dagligdag.

»De giver os en fornemmelse af ekstra liv her,« siger hun og kigger ondt på hunden Rabo Fino -Fine Hale - der lige kom til at bide i en af hendes ællinger, hvilket den ikke havde godt af.

Når Roseneide og Eloy går i marken, følger alle dyrene med. Kortegen tæller fire papegøjer, en blånæbbet hejre, to hunde, fem ænder og deres - nu kun - ti ællinger.

Hønsene er ikke så meget for turen og bliver tilbage for at kunne gennemrode det åbne træhus i fred.

Ifølge Roseneide går dyrene med for selskabets skyld. Tilbage bliver også de ti skildpadder, maheca'erne -nogle farvestrålende vadefugle, der har fået stækket vingerne -samt marsvinene, der går i et bur sammen med en unge af en af junglens store rovfugle.

Breddens beboere
Roseneide, Eloy og den i alt syv mand store koloni på øen Ilha de Surrao en times sejlads opstrøms fra Boa Vista i Brasiliens nordligste delstat Roraima tilhører den specielle folkegruppe, der kaldes ribeirinhos.

Flodens folk (1)
Ribeirinhos - kaldes den befolkningsgruppe, der bor langs Brasiliens floder.

Ribeirinhos - portugisisk for flodbredsbeboere - har en livsform midtvejs mellem landets oprindelige indianske kultur og det moderne Brasilien.

De bor ved bredderne af de tusinder af brasilianske floder og lever i tæt forbindelse med naturen. Ofte er de efterkommere af indianere blandet op med landets mange indvandrede folk, deriblandt afrikanere og europæere.

Mens de fleste ribeirinhos aldrig har prøvet lykken i Amazonlandets byer, så er Roseneide og Eloys situation lige omvendt. De har lagt livet i byen bag sig.

Med et lyder der et højt "goddag" fra en krog af familiens hus, som blot er et halvtag af palmegrene på stolper med et enkelt lukket rum i den ende ene.

»Hvad siger du. Der er ingen, der har sagt noget til dig,« svarer Roseneide. Det er en af papegøjerne, der blander sig.

»Den siger alt muligt og elsker at bryde ind i samtaler med et 'javel, frue',« fortæller hun.

Familien dyrker maniok, tomater, bønner, ris, vandmeloner og passionsfrugt i lille målestok. Når der er høstet, sælger de overskuddet inde i byen og får dermed nok til at købe lidt tøj og de få ting, de mangler for at være helt selvforsynende: Salt, sukker og olie.

»Ensomt? Overhovedet ikke,« siger Roseneide.

»I forrige weekend var det min fars fødselsdag, og der kom over 15 mennesker til fest. Vi fik kapivar.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten