Sitemap | Avanceret søgning |

Junglens godter

Amazonlandet indeholder flere forskellige typer regnskovsjungle, alt afhængig af årstiden, de geologiske forhold og hvilken slags flod, der gennemløber junglen.

Af JAKOB RUBIN, KIM HUNDEVADT og OLE LIND (foto)
Publiceret 20-03-1999

I regntiden, som ved hovedbyen Manaus strækker sig fra december til april, stiger floderne 12-14 meter. Kolossale områder bliver oversvømmet - sammenlagt dækkes et område større end Frankrig -og en helt speciel flora og fauna har sin storhedstid.

Om bord på Moacirs skib "Cichla Ocellaris" - det latinske navn for den smagfulde og farvestrålende tucunare-fisk - sætter vi kurs med det oversvømmede Tixuna-vildnis i Janoari-området få timers sejlads fra Manaus.

Stedet, hvor fiskene svømmer i træerne.

Vi kaster anker i en lagune, og i jollen sejler vi ind blandt trækronerne. Moacir Fortes sidder forrest. Han siger lyde - junglelyde, dyrelyde, kaldelyde -mens hans blik glider fra træernes kroner til Rio Negros sorte vand.

Måske for at tiltrække dyrene, måske for selv at komme i den rette stemning, at blive ét med verdens frodigste skov.

»Se der,« udbryder han.

»Aber.«

Vi kigger op, men ser intet. Pludselig bliver en trækrone et blafrende rod. En abeflok sætter afsted ved synet af træbådens mennesker under dem.

Det er egernaber, fortæller Moacir. Eller Macacos de Cheiro - lugteaber.

»De markerer deres territorium ved at tisse i hænderne, før de klatrer rundt,« siger Moacir og råder os til at lukke munden, når vi kigger op.

»Aberne har en speciel sans for humor,« tilføjer han med et stort smil.

Området i Tixuna er såkaldt igapo, oversvømmet skov, som Amazonlandet har så meget af, når floden står højt. Kun de højeste stammer og øverste trækroner er over vandet. Tusinder af træer er skjult 6-8 måneder om året.

At sejle ind i den oversvømmede skov er at ankomme til et dunkelt sted, indtil øjnene har vænnet sig til det sparsomme lys. Hist og her bryder sollyset gennem "taget" og skærer sig ned som stokke af hvidt lys iblandet hvirvlende støvpartikler.

Verdens smukkeste
Vi stopper træbåden ved en åbning i trækronerne, hvor solen når floden med fuld styrke. Her gror Victoria Regia, verdens største åkande, som kan blive to meter i diameter.

»Rio Negro er det smukkeste sted i verden,« siger Moacir Fortes, mens han langsomt padler frem til åkandens store røde blomst.

»Man kan leve i skoven hele livet og aldrig lære alle blomsterne og dyrene at kende. Så mange er der.«

Han fortæller, at der alene i Rio Negro er registreret 450 forskellige fisk - mere end dobbelt så mange som i alle europæiske ferskvande.

Med sin machete flækker Moacir Fortes blomsten, der er på størrelse med en håndbold. Den lever kun en gang og åbner sig en nat, stor hvid og tillokkende med en stærk parfume.

»Duften tiltrækker flyvende biller, der flyver ned i blomsten og suger den pollenholdige nektar i sig,« fortæller Moacir Fortes.

Blomsten lukker sig med det samme fast om billerne. Den efterfølgende nat åbner blomsten sig igen, denne gang rød. Billerne flyver væk på jagt efter en ny Victoria Regia, der åbner sig i natten.

»Bestøvningen har fundet sted. Dyr og planter fungerer sammen i hårfin balance,« siger Moacir begejstret.

Vi sejler videre i den mørke igapo. Fra alle sider larmer dyrene. Moacir Fortes tvivler på, at der er en dybere mening med alle de lyde, de frembringer.

»De fleste dyr larmer kun for at sige: Jeg lever, jeg er til.«

Her er papegøjer i trækronerne og aber, hejrer og sommerfugle i alle størrelser. Et sted glider en slange langsomt over en træstamme midt i igapoen på vej væk.

»Under os vrimler det med fisk,« fortæller Moacir Fortes, »i trækronerne, mellem bladene og grenene.«

Den oversvømmede periode i regntiden er den dårligste til fiskeri, fordi fiskene gemmer sig i træerne. Her æder de sig tykke. Mange af dem spiser kun i regntiden og tærer på reserverne resten af året.

Tambaquien, der kan veje over 20 kilo, er blandt de bedste spisefisk og en af de mange, der lever af frugter, bær og frø. Den plukker sin mad i vandoverfladens træer eller venter på, at frugterne falder ned fra de højere træer.

Andre fisk som piraraen springer op til en meter over vandoverfladen for at få fat i sine foretrukne frugter.

Vi fortsætter gennem en lille lysning, hvor småfisk pisker overfladen kruset, mens Moacir fortæller, hvorfor Amazonjunglen er så fantastisk, og hvorfor den er så skrøbelig.

»Rigdommen er kolossal, og for en stor dels vedkommende ukendt. Der destrueres hver dag arter, som vi ikke engang ved findes,« siger han.

Han forklarer, at i regnskoven lever kun relativt få eksemplarer af hver art, men sammenlagt er der millioner af arter. De lever i et tæt forhold til hinanden.

»Mange af dem er meget påvirkelige for mekanismer udefra, skabt af mennesker. Forsvinder en art, kan det få afsmittende effekt på mange andre arter. Planter og dyr er tæt forbundet,« siger han igen.

Skovens afgrøder
Vi stopper ved en bred og går ind i junglen. Myg og insekter er over os med det samme. Straks vi er væk fra flodens kølende vand, får varmen og fugtigheden tøjet til at klistre til kroppen som en ekstra hud.

Med sin machete hugger Moacir en sti. Vi går mindre end hundrede meter, før vi er omringet af træer og krat. Lyden af cikader og fugleskrig er en massiv kulisse.

»Se hvad skoven kan. Indenfor en radius af 20 meter kan vi plukke og høste fem-ti slags frugt og afgrøder,« siger han og kigger op.

Et cupuacu-træ er fyldt med brune frugter på størrelse med en rugby. Det hvide frugtkød er stærkt og parfumeret. Her er også kakaotræer, vilde appelsiner og to kraftige gummitræer.

Med macheten snitter han en rille i et af dem. Hvid "mælk" strømmer ud. Han tager en pindespidsfuld og tørrer af i håndfladen. Med en finger rører han i den hvide masse, der bliver fast og sammenhængende.

»Gummi, lavet på stedet, af naturen,« siger han og trækker i det elastiske materiale.

Myggene og de små blodsugere har fået kig på os, og med favnen fuld af regnskovens rigdomme kvaser vi os vej tilbage til jollen.

På "Cichla Ocellaris" strømmer en liflig duft ud fra kabyssen på nederste dæk.

Vi bliver kaldt til bords på andet dæk. Quelca leverer sit store tryllenummer:

Pirarucu i koriander, tomater, citron og peberfrugt. Friskkogte brune bønner -også med koriander. Tucup1-kryddersaft og ris kogt i hvidløg.

Moacir Fortes ved, at han har nået sit mål.

At pode os med junglens magi. 

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere