Sitemap | Avanceret søgning |

Nybyggerne i junglen

Nogle har gjort det godt i den fjerne udørk.

Af JAKOB RUBIN, KIM HUNDEVADT og OLE LIND (foto)
Publiceret 11-03-1999

Delfino Miranda har netop færdiggjort byens fineste hotel med otte værelser med aircondition. Han kom fra Sydbrasilien med sine bare næver som eneste aktiv. I dag er han rævestolt af, at han kan servere kaffe fra Sao Paulo for sine gæster på Hotel Miranda.

»Junglens kaffe er ikke til at drikke. Her har vi kun den rigtige vare,« siger senhor Miranda, en aldrende, stærk mand i mudrede bukser og plastic-klipklapper.

På byens "hovedstrøg", der i pionerdagene for et par år siden var landingsbane for småfly med guldgravere og løsslupne damer fra Santarem 720 kilometer væk, ligger nu et hav af barer og varehuse med møbler, landbrugsredskaber og maskindele.

Drømmen smuldret
Men for Jair Rezende de Oliveira er fremskridtet gået i stå. Han må se sin drøm om held i Progresso smuldre.

»Her er intet arbejde at få,« siger han, mens hans sidder på en af fremskridtsbyens mange barer.

»Jeg tror, jeg rejser hjem i morgen.«

42-årige Jair Rezende de Oliveira kom til Progresso otte dage tidligere fra Colider, en anden pionerby 800 kilometer mod syd, hvor udviklingen også var stoppet.

Han havde hørt om en farmer, der skulle have 1225 stykker kvæg eskorteret sydpå, men pladserne som cowboys på turen var taget.

»Jeg påtager mig hvad som helst, man skal bruge sine hænder til,« siger han med den rette pionerånd.

Hang til alkohol
I den larmende junglenat hænger byens unge kvinder omkring lastvognchaufførerne, der gør holdt for natten.

De er budbringerne om nyt fra den store verden uden for junglen og tydeligvis populære.

Ser man bort fra alkoholen og den tårepersende musik, der vælter ud fra barernes forvrængende højtalere, er livet omkring lastvognene nattens underholdende højdepunkt.

I Progresso har folk og fæ tydelig hang til alkohol. Byen har ingen avis, uregelmæssig strømforsyning og dage mellem rutebil-transport til omverdenen, så de våde varer hjælper med at få fritiden til at gå.

Mange ved ikke, hvilken dag i ugen det er, eller hvor langt der er til næste by for ikke at tale om indbyggertalet i Progresso.

Et ar gennem skoven
21-årige Idevania de Souza står i lette gevandter og serverer burgere og øl fra en isbod på hovedmuddervejen BR 163, der skærer byen igennem på midten.

Hun kom for tre måneder siden fra Teresina i det nordøstlige Brasilien, hvor tørke og fattigdom har drevet millioner på jagt efter arbejde og en bedre fremtid.

»Her er åndssvagt. Folk er dumme. Jeg regner med at rejse videre til et andet sted,« siger hun.

Hun har en kæreste, som er lastvognschauffør. Ham venter hun på.

JP Explorer har kørt 1100 kilometer gennem Amazonasjunglen ad BR 163. Vejen er fremskridtets livsnerve. Snese af byer som Progresso er skudt op langs den, men mange er gået i sig selv igen.

På begge sider af vejen er junglen fældet for at gøre plads til kvæget. Vejen skærer som et ar gennem regnskoven. Tusinder af brændte træer ligger på græsmarkerne.

Yderste grænse
Stederne langs BR 163 er Brasiliens last frontier. Unge og vilde klynger af ukontrolleret aktivitet på civilisationens ydergrænse, hvor håb fødes, og mange kuldsejler.


BYENS RIGESTE MAND
Renato nyder sin urtete i sit paradis, hvortil han kom for 20 år siden.
Foto: Ole Lind

For Renato Royer flaskede tilværelsen sig, efter han kom til det lille pionersamfund Alvorada 30 kilometer fra Progresso.

I Morgenstund, som navnet betyder, blev han rig.

»Jeg ejer næsten hele byen,« siger han, mens han suger urtete op af sin chimarrao -en slags kop af en tørret kalabas.

Renato Royer kom til Alvorada for tyve år siden i en karavane fra det sydligste Brasilien med 82 familier. Der var kun skov. En hektar jungle kostede dengang ikke meget over 100 kroner.

»Min far sendte mig afsted. Dengang var jeg 36, og han sagde: Du er stærk, få dig noget land. Nu har jeg 4000 stykker kvæg, og de fleste af byens butikker er mine,« fortæller han og tager endnu et sug.

Hans seks børn studerer i Sao Paulo, men selv forlader han aldrig sit paradis i junglen. Det gjorde han heller ikke, da BR 163 for nogle år siden blev ødelagt af regnen og manglende vedligeholdelse. Dengang forlod en del af karavanens familier Alvorada igen.

Renato Royer købte deres gods.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Hovedgaden
Hovedmuddervejen BR 163, der skærer byen igennem på midten
Foto: Ole Lind

Hvis du vil vide mere