Sitemap | Avanceret søgning |

Kalapalo-høvdingens nederlag

Brasiliens indianere er som oftest blevet knust af den moderne civilisations tærskeværk, men ikke kalapaloerne i det lukkede Xingu-reservat.

Af JAKOB RUBIN, KIM HUNDEVADT og OLE LIND (foto)
Publiceret 09-03-1999

De fortsætter deres oldtidsliv. Cola og Kodak har ikke invaderet dem endnu. Men det har fodbold, sportens universelle sprog.

Tanguros bane er trukket op med en rille i jorden. Den holder mål, som var den engelske nationalarena, Wembley, landsbyens forbillede.

Den første forvirring opstår allerede før kampens start.

Høvding Vadiuvis hold beslutter sig for at spille i bar overkrop for at lette overblikket for holdets "hvide" spillere -der tilfældigvis er Jyllands-Postens udsendte medarbejdere og derfor kan føre vidnesbyrd om den historiske kamp.

Men da begge hold har spillere med og uden trøje, står det klart, at det vil tage timer at føre forhandlinger om, hvem der skal smide trøjen, og hvem der skal ud og finde en.

Kampen begynder
Det opgives, og kampen begynder. Der er en time tilbage, før solen går ned i trækronerne og efterlader Tanguro i et mørke af junglelyde og forbipasserende regnskyer.

Holdene er ulige fordelt. Det ene har mindst tre spillere flere end det andet, men heller ikke den højere nøjeregning er kalapalaoernes stærke side.

Den ene side af banen er generet af en gravplads for en nevø til høvdingens højre hånd, Loike. Nevøen døde for et par måneder siden, og han mindes i et år ved at ligge begravet mellem stubbe af det hellige træ weguhe.

Derfor er angreb langs den ene flanke en del besværliggjort.

Kalapaloerne går til den. De er lave, brede og bomstærke.

Sika med tilnavnet Ronaldinho viser sig som stjernen, ingen kan holde. Med en aldeles blændende teknik, trods de vanskelige betingelser, dribler stammens eneste kronragede knægt sig igennem forsvaret på høvdingens hold. Det er hullet som en si ikke mindst på grund af medicinmanden Maiuta, hvis magi tydeligvis ikke egner sig til moderne holdspil.

Høvding Vadiuvi forsøger at dominere midtbanen. Hans røde kropsmaling bliver skinnende af sved. Den sorte vinkelformede dekorering i hans ansigt får ham til at minde om en kriger.

Han får bolden og tromler forbi en af de bukseløse undersåtter.

Med et langt spark havner bolden i venstre side, hvor Loike tager et elegant træk forbi en modstander med en benstump i øret.

Vindøjet målmand
Loike er ekvilibristen, der aldrig får noget ud af det. Hans indlæg havner i armene på den konstant grinende målmand Sarana, der snapper den for fødderne af JP Explorers fremstormende spydspids.

I den modsatte ende er høvdingeholdets vindøjede målmand, Mafukakuma, lige så dårlig, som Sarana er god.

Sarana kaster bolden ud til midten. Der regerer bastante Taho i sin grønne T-shirt. Han sender den frem til Sika Ronaldinho, som finter sig uden om høvdingeholdets eneste gode forsvarer, hyperenergiske Sahari.

1-0 er en realitet, og måden det skete på giver bange anelser.

Den store bane tærer på kræfterne og får høvdingeholdet til at holde fire mand fast i angrebet.

Følgerne er katastrofale.

Uden at være kommet til en eneste reel målchance taber Vadiuvis tropper 4-0. Nærmest på en reducering var en af exploratørerne. Men en knold på banen generede og bolden fløj lige lukt i glemmebogen.

Kampen sluttede pludselig. Kalapaloerne begyndte bare at gå. Mørket faldt på. Under en rejsende måne luskede de udmattede spillere ned til det isolerede samfunds hovednerve, Xingu-floden.

I strømmen af frisk, brunligt flodvand lindrede de deres kroppe.

Kampen får ingen fremtrædende plads i sportsanalerne. Men for to af spillerne vil den blive husket resten af livet.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere