Sitemap | Avanceret søgning |

Den sidste kalapalo

Indianerne i den brasilianske regnskov har aldrig haft tradition for stærke ledere - i modsætning til inkaerne og de øvrige indianere i højlandet, som med et stramt hierarki har været i stand til at bygge enorme riger.

Af JAKOB RUBIN, KIM HUNDEVADT og OLE LIND (foto)
Publiceret 06-03-1999


Ungdommen

Han har støtte hos landsbyens anden høvding, Loike, og af medicinmanden Maniuta. De har forgæves prøvet at forklare Tanguros 150 indianere, at hvis man køber et fjernsyn, skal man også have en parabol - og en generator til at producere strømmen og en masse benzin til generatoren, og det ender med at blive en dyr omgang. Pengene kunne bruges meget bedre - blandt andet på nye fiskeredskaber. Og det er ikke engang det værste.

Det værste er, at fjernsynet vil ødelægge kalapaloernes kultur, mener Vadiuvi, Loike og Maniuta.

Men selv ikke landsbyens tre største autoriteter kan bremse den moderne verdens invasion i Tanguro.

Indianerne i den brasilianske regnskov har aldrig haft tradition for stærke ledere - i modsætning til inkaerne og de øvrige indianere i højlandet, som med et stramt hierarki har været i stand til at bygge enorme riger.

I junglen er der mad nok til alle - skovens frugter, nødder, fugle og dyr, flodernes fisk og den majs og maniok, som dyrkes omkring landsbyerne.

Alle kan klare sig selv - uden at have en høvding til at bestemme, og uden at de spredte stammer har følt noget behov for at bekrige hinanden eller organisere sig.

Den flade struktur har fungeret fint i tusinder af år, men den har ikke rustet regnskovens indianere til mødet med den hvide mand:

»Da de hvide kom, levede kalapaloerne i et stort område langs Xingu-flodens bredder,« fortæller høvding Loike, der har taget plads ved bålet og nipper til en skål flodvand blandet op med manioksaft.

»Så fik de at vide, at de skulle forlade deres jord - ellers ville de hvide slå dem ihjel. Der var ikke meget, kalapaloerne kunne stille op, og mange flyttede til en landsby en times sejlads herfra. For halvtreds år siden blev landsbyen ramt af mæslinger. Hver eneste dag døde ti kalapaloer. Det holdt ikke op, før stort set hele landsbyen var udslettet,« fortæller Loike.

Kun 490 tilbage


Medicinmanden
Manitua, landsbyens medicinmand, vil ikke have fjernsyn til landsbyen.


I dag er der kun omkring 490 kalapaloer tilbage - fordelt på to landsbyer, tilføjer han, mens en let bitter lugt af maniok breder sig i høvdingens maloca.

Et par meter væk i mørket sidder tre kvinder på jorden og river de store rodknolde, som bagefter æltes med vand i store kar og tørrer i solen, indtil de er klar til at blive bagt på en stor pande over åben ild.

Kalapaloerne er en af 14 traditionelle stammer med i alt 3600 indianere, som bor i det store Xingu-reservat i delstaten Mato Grosso.

Brasilien har på papiret en lovgivning, der tager vidtgående hensyn til landets oprindelige befolkning. Over ti procent af landets areal - et område næsten tyve gange så stort som Danmark - har status af indianer-reservater.

Problemet er, at regeringen ikke vil ofre nogen som helst ressourcer på at beskytte indianernes rettigheder i Xingu og de andre reservater, siger Loike og Vadiuvi.

»De hvide er i fuld gang med at ødelægge skoven hele vejen rundt om Xingu. Når de fælder træerne helt ned til flodbredderne, bliver leret ført med strømmen og ændrer flodernes løb. De bruger kunstgødning og leder urenset spildevand ud i Xingu's floder, som har deres udspring uden for reservatet.

Mange af de nye kvægfarmere mener, at indianerne har fået alt for meget land. Hvis de vil af med os, skal de bare hælde endnu mere gift ud i floderne, så går det helt af sig selv,« siger Loike.

Nybyggerne trænger ind
Kalapaloerne har ingen direkte konflikter med de hvide.

Men andre stammer i Xingu har store problemer med nybyggere - ofte fattige og jordløse fra andre delstater, der trænger ulovligt ind i reservatet for at fiske og jage eller for at lede efter guld.

Der er også mange eksempler på, at de rige farmere brænder skoven af for at få nyt græs til kvæget og med vilje lader ilden brede sig ind i reservatet.

En isoleret søn
Høvding Vadiuvi tror ikke, kalapaloerne kan bevare deres traditioner ret langt ind i det næste årtusind.

Men indtil videre gør han, hvad han kan.

I et lille aflukke - bagerst i malocaens mørke - sidder hans 15-årige søn, Wapi, og laver hovedpynt af gule fjer i lyset fra et lille hul i malocaens kraftige stråtag, der når helt ned til jorden hele vejen rundt om huset.

Wapi har været isoleret i næsten tre år og kommer kun ud for at klare kroppens naturlige behov og for at deltage i landsbyens traditionelle fester.

Imens bliver han fedet op med maniok og fisk - at være godt i stand er et tegn på sundhed - og han indtager store mængder af skovens helbredende urter.

En af kalapaloernes stoltheder er deres evner i de traditionelle indianske brydekampe. Når de forskellige stammer mødes ved de årlige kuarup-fester, dyster de i forskellige discipliner, og kalapaloerne har siddet på brydetitlen i - siger de i hvert fald selv - mange år.

Så Wapi bliver også trænet. Hans muskler skal udvikles, og hans kampinstinkt skærpes.

»Han skal sidde derinde måske et år til,« siger Vadiuvi.

I et andet aflukke sidder høvdingens datter, Takalu. Hun har haft sin første menstruation og skal være isoleret i et enkelt år.

»Det er med til at gøre de unge modne og stærke. De får tid til at finde en retning i livet. De fleste i landsbyen har prøvet det, og alle har været glade for det,« siger Vadiuvi.

Stilheden
Den tunge, fugtige luft og mørket i høvdingens maloca gør os døsige.

En vind lister sig ind gennem rummet. Efter nattens regn bærer den skovens dufte med sig.

En kvinde ammer sit barn. Et ungt par fletter en hængekøje af buritipalmens fibre. Et par af malocaens unger tager en brydekamp i hjørnet.


Få tilbage
Antallet af Kalapaoer er faldet drastisk. Her ammer den ene af høvdíngens to koner sit barn i landsbyens fælleshus malocaen.


Men som altid i Tanguro er det mest stilheden, man hører.

Så taler Loike:

»Indtil videre lytter de unge til, hvad vi siger, og følger traditionerne. Vi kalapaloer har en stærk kultur, så vi kan endnu holde sammen på vores folk. Det er ikke som hos andre stammer, hvor de unge har travlt med at få bukser og sko på og blive lige som de hvide. Mange flytter ud af reservaterne og ind til byerne, hvor de har svært ved at klare sig og ender i alkoholisme. Ti ud af ti vender tilbage og kan fortælle om dårlige oplevelser,« siger Loike.

»Det bedste var, om vi kunne fortsætte med at leve, som vi altid har gjort. Men det er meget kompliceret. Ti år mere kan vi blive ved. Men om tyve år vil alt være forandret. Og jeg er bange for, hvad det fjernsyn vil betyde.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere