Sitemap | Avanceret søgning |

Ingen fisk - men masser af myrer som krydderi

De hvide gæster skal have fisk, mener høvding Vadiuvi. Og det er et problem, for der var kun én af kalapalo-indianerne, som tog ud for at fiske den dag. Han fangede ikke noget.

Af JAKOB RUBIN, KIM HUNDEVADT og OLE LIND (Foto)
Publiceret 04-03-1999


SØLLE FANGST
Det blev en mager fisketur med Explorer-holdet.

Høvdingen tager selv affære. Den skulle nødig stå på beiju - maniokfladbrød - og vand med maniok for anden dag i træk.

Han starter sin aluminiumsbåd og sejler op ad Xingu-floden.

Regntiden har fyldt floden med vand og gjort den lerholdig. Strømmen er rivende, og fiskene gemmer sig mellem sivene.

I en nærliggende landsby, Arukiri, får vi bundter af buriti-palmer og fem græskar ombord.

Fibrene fra buriti bruges til at lave reb, hængekøjer og smykker af.

Ringe resultat
Ved en biflod drejer Vadiuvi. Bølgerne banker mindre, når man følger strømmen. Igen drejer vi op ad en flod. Efter få sving ind og ud af flodsystemerne er en hvid mand fortabt. Han ville aldrig kunne finde tilbage.

Ved en lagune stopper Vadiuvi og kaster en tynd snøre med en lille krog i vandet.

»Vi skal først fange lidt madding,« siger han.

Intet.

Lidt væk plasker fisk i vandoverfladen.

»Sådan er det altid,« griner Vadiuvi med sit kødfulde ansigt.

»Man skal være tålmodig for at fiske. Det er problemet.«

Ved en flodbrink springer Vadiuvi i land med sit gevær. Han har set en fugl. Den skal være madding. Hans lille søn Aipu passer båden. Far og søn veksler stort set ingen ord. Kontakten mellem dem er tavs. De forstår hinanden. Aipu ved, hvad han skal. Og Vadiuvi ved, at han ved det.

Et skud.

En forbier.

Høvdingen lusker lydløst rundt mellem træerne. Intet.

Et andet sted gør han holdt med samme resultat.

Vi kaster madding ud under nogle træer, men fiskene spiser den uden at bide på.

Vadiuvi mister den tålmodighed, han vist ikke havde fra starten.

På ny sender Yamaha-motoren den slanke båd afsted som en pil hen over Xingu-floden.

Malingen intakt
Aipu lægger sig til at sove på buriti-bundterne. Vadiuvi misser med øjnene. Solen er ved at bryde frem mellem regnskyerne. Hans ansigtsmaling er intakt trods en tidligere skylle. Den er lavet af harpiks blandet med kul og forestiller en række vinkler.

»Vi kommer vist til at vende hjem uden fisk,« siger han roligt.

Han er 37 år og stærk som en okse. I morges kom han ud af junglen med en træstamme over skulderen..

Ved en bred med en stor afbarket træstamme stopper høvdingen.

Aipu springer i land, og med sin fars dolk går han på jagt efter jungle-ananas. Vadiuvi samler myrer ind. Han stamper i nogle tuer med en stok, og ud vælter røde, aggressive myrer.

»Pas på. De bider,« advarer høvdingen.

Med raske snuptag kaster han dem op i en lille gryde med vand.

Der er hundreder af de modbydelige tomme-lange bæster. Med pinde rager han flere frem. De er rasende, men får ikke ram på ham. Kommer der en hel horde, ruller han dem rundt i den lerede jord og tager dem alle på en gang.

Myrer som krydderi
Myrerne er indianernes foretrukne krydderi.

»De strøes over maden og giver munden en lækker aroma,« forklarer han.

Han serverer en håndfuld. Bagkroppen og bidekæberne brækkes af. Hovedet knaser sprødt. Munden bedøves en anelse og fyldes med en parfumeret smag af citron og chili. Det evindelige maniokbrød får nyt liv i selskab med myrehovederne.

Lille Aipu kommer tilbage med favnen fuld af ananas. De er beklædt med syleskarpe pigge, har sorte kerner og er kraftige i smagen.

Vi vender tilbage til Tanguro uden fisk, men med en masse andre af Xingu-reservatets rigdomme.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere