Sitemap | Avanceret søgning |

Tilbage til fortiden

»Travlheden er hos jer.« Svaret blev hængende i luften. Vi havde spurgt kalapalo-indianeren Loike om, hvornår vi skulle køre.

Af JAKOB RUBIN, KIM HUNDEVADT og OLE LIND (foto)
Publiceret 04-03-1999


Tilbage til fortiden (1)
De unge kalapalo-indianerne var yderst interesserede i alt, deres gæster foretog sig.

»I skal nå noget, ikke mig,« sagde han og afslørede på en delikat måde, at det moderne samfunds hastværk forekommer ham lidt tåbeligt.

Loike var blevet sendt ud af Xingu-reservatet for at tage imod os ved civilisationens yderste grænse, nybyggerbyen Kanarana i delstaten Mato Grosso.

Han er kalapalo-indianernes kontakt til den moderne verden, og hans svar skulle blive en smagsprøve på det, der ventede os:

En rejse tilbage i tiden.

Til et sted, hvor tiden engang holdt op med at gå, og hvor ingen har travlt med at nå nogen steder hen.

Masser af papirarbejde
Da Loikes båd satte ud fra en brink i Xingu-floden - et sted fem timers kørsel fra Kanarana, hvor vi havde parkeret Explorer-bilen ved en delvist nedlagt kvægstation - var det resultatet af flere måneders hårdt arbejde, der tog form.

Tilladelsen til at rejse ind i Xingu-reservatet var opnået med bistand fra den indianerglade ambassadør Anita Hugau og hendes stab på den danske ambassade i Brasilia.

Vi var blevet kontrolleret for sygdomme af en læge, og vores pas, vaccinationsattester og skriftlige livsforløb var blevet kopieret, oversat og sendt med kurer til den brasilianske hovedstad.

Fornemt adgangstegn
Vi havde skrevet under på erklæringer om formålet med vores besøg, og vi havde forpligtet os til kun at bruge det indsamlede materiale og billederne i avisen og til JP Explorers samarbejde med de danske folkeskoler.

Adgangstegnet var et fornemt dokument med stempler og vandmærker fra indianerministeriet FUNAI i Brasilia. Det skulle vise sig, at ingen nogensinde bad om at se det.

Men vi havde det -pakket ind i plastic imod regnen i Loikes åbne båd.

Den skød ned af Xingu-flodens strøm. En tukan lettede fra en trækrone og flaksede over floden. Fem vingetag og en kort pause, så fem vingetag igen. Det store næb er tydeligvis en hindring for harmonisk flyvning.

Men tukanens velkomst var smuk.

Et grønt vildnis
Til begge sider tårnede junglen sig op. Et grønt vildnis, der virkede ugennemtrængeligt.

Sorte skyer trak sammen over os. Det er regntid i junglen, og den falder tungt om eftermiddagen.

På pontoner midt i floden advares fremmede mod at sejle videre. Den vilde natur foran os er Xingu, Brasiliens næstmest lukkede indianerreservat, og ingen har adgang til indianernes enemærker uden foregående aftale, der formelt skal være en invitation fra den stamme, der skal besøges.

Et halvt Danmark
Vi var på vej mod kalapaloernes hjemland, på Xingu-flodens højre bred, to timers sejlads inde i reservatet, der er halvt så stort som Danmark.

Farvestrålende fugle, larmende papegøjeflokke og kvidrende parakitter hvirvlede rundt i luften over os.

Ved en bred midt i det grønne vildnis lagde Loike ind til siden. En vrimmel af nøgne børn dukkede ud af buskadset.

En ældre indianerkvinde fulgte dem. Loike gav hende en besked på det knirkende kalapalo-sprog, og vi fortsatte det sidste stykke mod landsbyen Tanguro.

I båden fortalte han om sit folks historie.

Indianernes ledetråd
Først var der en evig brand, der lagde jorden øde. Kun et menneske overlevede. Han skabte kalapaloerne, men de var fortabte, indtil skovens gud - det flotteste og stærkeste træ, kuantüngü - samlede sine to børn, solen og månen, og gjorde dem til kalapaloernes ledetråd.

Derefter fik deres liv mening. Som tjenere i universets cyklus.

Vi hørte hyl fra skoven. Aber eller flere papegøjer. I trækronerne sad ørne og storke på lur efter en letsindig fisk.

Pludselig stod den foran os.

Stenalderen.

Med små justeringer, men ellers intakt som for århundreder siden.

Et lille paradis
Vi var i tvivl om vores ret til at være her. Følte os lidt som forbrydere, som fremmede indtrængere på en af livets helligdomme.

Men vi havde i det mindste forsøgt at forberede os grundigt.

Kalapaloerne havde samlet sig på stranden for at modtage os. I det sene eftermiddagslys stod de glødende smukke i deres naturlige nøgenhed med smykker om lænden og halsen.

Det lignede paradis.

De knirkede og grinede af os. Små drenge-pilfingre rodede i vores ting, mens pigerne genert fniste og gemte sig bag hinandens arme.


Tilbage til fortiden (1)
Der var fnis og grin da exploratørene nåede landsbyen.

Plads i malocaen
Høvding Vadiuvi dukkede op, stor, rund og stærk som en okse. Han havde malet kroppen rød i saft af urucum-træet.

Han tog vores bagage og begyndte at slæbe den op til sin nevøs maloca - fælleshuset, hvor 30-40 mennesker bor i deres køjer.

Tanguro landsbyen er det næststørste kalapalo-samfund. Omkring landsbyens centrale plads ligger syv malocaer - der huser omkring 150 mennesker.

Solen var ved at gå ned, og vores værter hængte hurtigt vores køjer op og serverede noget suppe.

Mere brænde på bålet
Mens natten faldt på, lagde kalapaloerne sig i deres køjer i malocaens mørke og pludrede sammen, grinte og sang lavmælt for deres børn. I skæret fra de små bål, der brændte blandt hver families køjer for at sikre husets høje temperatur senere på natten, kunne man ane deres skikkelser.

Med mellemrum pilede en kvinde gennem rummet for at hente mere brænde.

Loike kaldte i natten på sit gebrokne portugisisk.

Han mindede os om, at der næste formiddag ville blive holdt et stormøde midt på pladsen, hvor vi skulle fortælle om os selv og vores projekt.

Vi sagde ja.

Vores øjne var timevis om at falde i.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere