Nok fattigt - men ikke kriseramt

Af JAKOB RUBIN, KIM HUNDEVADT og OLE LIND (foto)
Publiceret 23-02-1999

Correa de Almeida

TIL HEST
Sådan ankommer man til byen i den brasilianske flække Correa de Almeiada, når man skal forhandle om foderpriserne og hente sin datter efter skole.

»Hvad koster en sæk soya,« spørger han.

Donizete Ferreira kan sælge den for 14 reais -63 kroner -for 50 kilo.

»Tá bom - det er i orden - jeg er tilbage i eftermiddag efter to sække,« siger rytteren og galopperer op ad Correa de Almeidas eneste gade.

Den travle mand er Jose Joao Cimino. Han skal hente sin datter i skole. Formiddagsundervisningen er slut, og hun skal med ud på gården uden for Correa de Almeida, en by med 4000 sjæle 200 kilometer fra Belo Horizonte.

JP Explorer er standset i den delstat, der for en måneds tid siden var skyld i, at Brasilien blev kastet ud i en alvorlig krise med konsekvenser for hele verden.

Da Minas Gerais' guvernør, Itamar Franco, meddelte, at han ikke havde i sinde at betale delstatens gæld, ramlede landets økonomi sammen på få dage.

De udenlandske investorer flygtede med deres penge, og valutaen mistede halvdelen af sin værdi.

Altid fattigt
Allerede efter få uger havde tusinder af virksomheder drejet nøglen om. Den tiltagende arbejdsløshed blev yderligere forstærket. Forbrug og byggeri gik i stå.

TOMME HYLDER
Valquiria Iurtado på apoteket har ikke meget at lave. En snes baby-sutter udgjorde sortimentet.

Men ikke i Correa de Almeida. Her fortsætter livet, som det altid har gjort.

»Vi mærkede ikke noget til det opsving, de alle talte om for et par år siden, og vi mærker heller ikke noget til krisen,« siger pensionisten Wilson Dias da Silva, der står i et tomt apotek og taler med en ung ekspeditrice, der ikke har noget at lave.

»Her er fattigt, og det har der altid været,« siger han.

En kvinde i mininederdel spankulerer forbi apoteket på et par udtrådte højhælede sko. Hun stiller sig op i køen af husmødre foran slagteren og blander sig i deres larmende snak om livets gang i Correa de Almeida og omegn.

Illegalt lotteri
En flok drenge stimler sammen om apoteket og råber af pensionisten.

»Tio Wilson, tio Wilson.«

»De kalder mig allesammen onkel her i byen. Jeg kan godt sige, at jeg er temmelig afholdt,« siger han og lægger en fedtet pengeseddel, han har fået af apotekerpigen, ned i en tom cigaret-pakke.

"ONKEL WILSON"
For at spæde til pensionen har Wilson Dias da Silva startet et illegalt lotteri.

Onkel Wilson er i gang med at supplere sin pension som organisator af et illegalt lotteri.

På et stykke papir noterer han de forskellige borgeres gæt på, hvilket dyrebillede, der bliver udtrukket, når eftermiddagen er omme.

Der er 34 dyr. Apotekerpigen Valquiria Furtado har spillet på koen.

Lav folkepension
Wilson Dias da Silva forklarer, at folkepensionen på 400 kroner om måneden ikke er til at leve af.

»Jeg er nødt til at finde på noget. Så nu er jeg blevet spillekonge,« siger han og ser ikke ud til at have det mindste imod at bryde loven.

»Her er der ingen, som tager den slags særligt alvorligt. Og næsten alle pengene udbetaler jeg som præmier,« siger han.

Selv om verdenskrise er et fremmedord i Correa de Almeida, er de fleste godt klar over, at den er gal med landets økonomi, og at der venter endnu trangere tider forude.

Foderhandleren trøster sig med, at omegnens små landbrug under alle omstændigheder er nødt til at fodre deres malkekvæg.

»Den næste last foder, jeg modtager, vil være meget dyrere, fordi der er importerede ingredienser i soyaproteinet,« siger Donizete Ferreira.

»Der er mange, som vil få svært ved at betale foder. Men de bliver nødt til det for at holde mælkeproduktionen oppe,« siger han.

Tid for siesta
På en bar over for foderhandleren har en gruppe mænd slået sig ned. Korsene om deres halse blinker i sollyset. Der er kun to timer til siestaen, og det er godt at være i god tid.

Hvis man ikke har andet at lave.

»Der er ingen arbejdspladser her i byen. Det bliver sværere og sværere at få landarbejde, selv om lønnen er helt nede på 6 reais om dagen - 27 kroner,« siger spillekongen onkel Wilson.

Byens præst mærker elendigheden brede sig og beder sine bysbørn om at vise omsorg.

»I svære tider er det nødvendigt at tænke endnu mere på hinanden,« var pater Jamilson sidste ord ved søndagsmessen som refereret af onkel Wilson.

De to er perlevenner.

»Præsten er sådan en fin mand,« garanterer han.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten